Orlov til børnepasning hjælper ikke de pressede børnefamilier. Det giver måske livskvalitet i nogle måneder, men løser ikke balancegangen mellem familieliv og krav på arbejdsmarkedet, siger kønsforsker
En familiepolitisk revolution. Sådan har flere karakteriseret børnepasningsorloven. Men det er ikke virkeligheden.
Det mener Hilda Rømer Christensen, koordinator for kvinde- og kønsforskning i Danmark.
"Orloven løser ikke familieproblemer, med at få det til at hænge sammen i hverdagen. Det giver måske livskvalitet i nogle måneder, men løser ikke balancegangen mellem familieliv og krav på arbejdsmarkedet," siger Hilda Rømer Christensen og uddyber med et eksempel:
"To voksne, der tilsammen befinder sig 80-90 timer på arbejdsmarkedet hver uge, har ikke mange kræfter til familien. Det typiske mønster gør sig stadig gældende: Børnene afleveres tju hej, for derefter at blive hentet ved 17-tiden. Derefter har familien tre timer sammen, inden børnene skal i seng. Og når børnene bliver syge, gribes forældrene af panik, for hvordan skal situationen kunne løses, når begge parter skal på arbejde? I mange tilfælde er man nødt til at bruge af sine feriedage."
Nedslående opdagelse
Hun har også et andet eksempel fra sit eget liv: Da vores søn var helt lille, kom min mand glædestrålende hjem fra sit nye arbejde og sagde: 'Jeg har fået tildelt ti omsorgssdage!!' Det troede vi begge var ti omsorgsdage om året. Jeg undersøgte min egen overenskomst, og så himlen åbne sig. 20 omsorgsdage om året ville virkelig løse situationen for os med et lille barn."
Men dagen efter kom hendes mand hjem, meget nedslået, for de ti dage var indenfor barnets 18 første leveår... De første tre dage var i øvrigt allerede brugt inden deres dreng var fyldt tre år, fortæller Hilda Rømer Christensen.
"Dette eksempel er for mig en meget sigende historie, om hvor lidt der i virkeligheden skal til, for både at lette og få livet til at hænge sammen på en ordentlig måde for småbørnsfamilier."
Hun mener at forældre i dag kun har få alternativer.
"Enten må de søge ud på arbejdsmarkedet - det er traditionelt kvinderne som gør det - eller knokle som død og helvede. Men jeg er mere fortaler for at give nogle konkrete tilbud til børnefamilier - reelle tilbud, som også vil koste noget. Noget samfundet kunne investere i, i stedet for den bekostelige orlov, er eksempelvis omsorgsdage. Det burde være muligt at tage fri, når ens barn er sygt."
Den upopulære familie
Som en anden mulighed nævner Hilda Rømer Christensen retten til nedsat arbejdstid for småbørnsforældre. Hun mener, at der er for mange forældre, der er nervøse ved at bede chefen om at komme på nedsat tid.
"Det er ikke særlig velanset i dag at skilte med at man har et familieliv, forstået på den måde at det skam er tilladt, men at det endelig ikke skal betyde noget for arbejdsindsatsen. Der forekommer en vældig selvdisciplinering af folk idag. Vort samfund er gennemsyret af en protestantisk arbejdsetik, som siger spar to. Når det kommer til realia, så er det stadig det vigtigste hvad vi kan lægge på arbejdsmarkedet," siger hun og fortsætter:
"Det er vigtigt at fundere politisk over det ræs der køres i dag. Kvindeligt Arbejderforbund har for eksempel haft en del medlemmer, der har været nødsaget til at gå ud af arbejdsmarkedet i en tidlig alder på grund af nedslidning. De tilhører den generation, som var på arbejdsmarkedet allerede i 1960'erne, hvor barselsorloven var kort og der ikke blev taget hensyn til sammentænkningen mellem arbejds og familieliv."
Hilda Rømer Christensen mener, at der er foregået en nedslidning, som hun frygter også vil ramme den yngre generation - og det gælder både kvinder og mænd - efterhånden som de kommer mere med i de familiemæssige ting.
"Nedslidningen vil ramme denne generation, som kører det her hårde ræs, som det er i dag. Det tydeliggøres mest, når man har små børn og det er vigtigt at forældre til småbørn påpeger det, lige når man står midt i det. Det er dér man både mærker glæden over børnene og smerten ved at få det hele til at hænge sammen."
Fra orlov til orlov
Hun mener ikke, at omsorgsdage vil få flere i arbejde, hvorimod orlovsordningen pynter på ledighedstallene.
"Det er i høj grad kvinder, som bruger orlovsordningerne, som går fra den ene orlovsordning fra den anden. Med den lave ydelse der gives har orlovsordningerne udviklet sig til, at de enten kun er for de meget rige, hvor manden typisk tjener en enormt god løn, eller de andre: De enlige eller dem der i forvejen er arbejdsløse. Det bliver så en måde, hvorpå man kan holde sig flydende længere tid i systemet," siger Hilda Rømer Christensen.
"Der bliver talt meget om flextid, som det store dyr i åbenbaringen. Men hvis det at have flextid, betyder den samme arbejdsmængde, så tror jeg ikke særlig meget på den model. Det kan ikke nytte noget at tro, at man kan arbejde 45-50 timer om ugen, og så være en hel masse for sit barn, hvis man lægger sine arbejdstimer fra klokken 22-24 om aftenen."
Et andet problem er den meget korte barselsorlov i Danmark, set i forhold til Norge og Sverige, mener Hilda Rømer Christensen. Den familieorlov vi har fået i Danmark, er reelt en udvidelse af barselsorloven, som man skulle have haft for lang tid siden, mener hun.
"De politiske partier og fagbevægelsen interesserer sig ikke vanvittigt meget for familiepolitiske krav. Og hvor er kvindeorganisationerne henne? Hvor er det praktiske pres? Når netop et demokratisk samfund lever af at folk organiserer sig og diskuterer."
"Et eksempel på hvordan diskussionsformer kunne foregå i dag, er - som ide - diskussionsfora i cyberspace. Det kunne være en måde at gå i dialog med politikere, som kunne få hurtig indsigt i, hvad der rør sig i folks hverdagsliv. Jeg tror stadig på, at politikere er så demokratiske, at de lægger mærke til det der er oppe og vende i befolkningen. Det er klart at politik er en kompleks proces. Man sender selvfølgelig ikke bare sit forslag ind og så bliver det gennemført."
"Et væsentligt punkt som disse diskussionsforaer kunne tage op er institutioner i dagens Danmark. Diskussionen har i længere tid været fokuseret på kvantiteten og ikke kvaliteten af daginstitutionerne. Målet har været hurtigt at skaffe flere og billigere daginstitutioner. Det kan ses afspejlet i den afsindige placering, nogle institutioner har fået. Mange lige ud til stærkt befærdede hovedveje. Andre institutioner i København har ikke adgang til legepladser."
Hænger ikke sammen
Hun peger på, at det aldrig er blevet parlamentarisk blebesluttet, at samfundet skulle se ud, som det gør.
"Det er sket som en glidende udvikling. Ser man på Europa har der været forskellige traditioner og nationale strategier. I for eksempel Danmark og Sverige kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet i 1960'erne, hvor man derimod i Tyskland kunne fastholde en traditionel familiemodel, i og med at man i høj grad importerede arbejdskraft. I Danmark og Sverige betød det, at i takt med kvinders indtræden på arbejdsmarkedet, blev de anset som lønarbejdere og som individer - individer som kunne modtage sociale ydelser og service. Og ikke - som i eksemplet Tyskland - hvor ydelser stadig er bundet op på man er kvinde og hustru."
"Samtidig kan man sige - og det er noget af et paradoks - at netop det er en af årsagerne til negligeringen af sammenhænge mellem arbejde og familieliv i Danmark idag. Det er dér de store problemer ligger i dag, både for par og endnu mere for enlige forældre. Arbejde og familieliv hænger ikke sammen. Det er dét, som er en af de meget store udfordringer idag. Både politisk og også for os, som forældre," siger kvinde- og kønsforsker Hilda Rømer Christensen.
