Læsetid: 3 min.

Overenskomst med det normale

12. september 1997

Sidsel Falsig Pedersens debut er både barsk og øm

ROMAN
Den dybe psykose er kendetegnet ved, at man mister enhver forbindelse med normaliteten.
Selvom den unge kvindelige jeg-fortæller i Sidsel Falsig Pedersens både barske og ømme debut En hel dags kærlighed er dybt splintret og taler ud fra en psykotisk bevidsthed, lader det til, at hun har indgået en form for overenskomst med det normale, med omverdenen om, at de for det meste holder sig hver for sig.
Et aftaleforhold, der for eksempel tillader hende at booke sig ind hos en familie for en dag, hvor der bliver levnet hende plads til at gå i barndom og give hende den dagsfuld kærlighed, som romanens titel refererer til.
Dagsrester
Bogens 24 fintskårne kapitler af den unge kvindes liv er ikke knyttet sammen af andet end hendes roligt galoperende vanvid.
Og som sådan er der ingen kronologi at berolige læseren med undervejs i kapitlerne, som for eksempel hedder: "Så farmor brænde", "Fødte min søn", "Svulmede op", "Tog dit hoved" og "Fik besøg". Afsnittene står som en samling velskrevne dagsrester fra rædselsfulde mareridt og krakkelerede lillepige-drømme.
Men man savner argumenter for, at det hele foregår den samme dag, som bagsideteksten reklamerer med.
At jeg'et bliver født ved at blive hevet op af en sort taske i første kapitel og ender med at blive lagt i spændetrøje i det sidste, er nær det eneste, der vidner om et fortællemæssigt sammenhængende forløb.
Sidsel Falsig Pedersen skriver sig uden om romanen i gængs forstand og dermed ind i slipstrømmen af ordknappe halvfemserforfattere som Christina Hesselholt, Katrine Marie Guldager, Mads Brenøe og Kirsten Hammann. Forfattere, der på hver deres måde udforsker mennesket hinsides normalitetens grænser.
En smule fornuft
På den ene side har man det som om, man har læst det før, på den anden side er det som om, at der i Sidsel Falsig Pedersens udgave af halvfemservanviddet har sneget sig en smule befriende fornuft ind.
En lille bitte smule. Selvom det ikke er nok til at fortæller-jeg'et undgår spændetrøjen og de velmenende psykiatere, er det dog tilstrækkeligt til, at hun kan erkende, at det er bedst sådan, eller med jeg'ets egne ord, "en udemærket ordning". Det er først med den erkendelse, at fornuften udspringer af jeg'et selv. Ellers er det udefrakommende påvirkninger, der får jeg'et på rette kurs igen.
For eksempel i kapitlet Svulmede op, hvor håndværkerne udenfor spiller bold med den opsvulmede fortæller. Der er det et hårdt stød fra en af dem, der bringer hende ind i stuen igen.
Den gode kurs, håndværkeren har sendt hende ud på, holder dog ikke så længe, idet hun punkterer, da hun rammer noget spidst på stuegulvet.
Lettelse
I det kloge afsnit "Tog dit hoved" lader Sidsel Falsig Pedersen næsten fortælleren gå til videnskabelige dissektionsmetoder for at nå ind til den elskede.
"Jeg har taget en kniv med. Måske vil jeg skære i din hud, skære ind bag dine øjne, se hvad det er jeg altid ser derinde, som gør mig syg af længsel."
Men så kommer katten og får hende til at skifte mening:
"Jeg vil lægge dit hoved tilbage i posen, jeg forstår pludselig ikke, hvorfor jeg har drevet det så vidt, og jeg er lettet over katten, at den netop kom nu, at den reddede mig fra dette, at synke så dybt." Pyha, som læser ånder man også lettet op over ikke at skulle være vidne til sådan en - mildest talt frastødende - kærlighedsoperation.
Og netop i det øjeblik, hvor brutaliteten udbliver, er der gjort plads til en forrygende sproglig ømhed, der midt i alt vanviddet gør en så glad, at man straks hopper videre til næste afsnit.

*Sidsel Falsig Pedersen: En hel dags kærlighed. 102 sider, 168 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her