Læsetid: 3 min.

På vinbar

20. september 1997

til Næsen
I den kommende uge får København sin første egentlige vinbar. To af landets fremmeste sommeliers (vintjenere), nemlig Jesper Boelskifte og Erik Gemal Jensen, er sprunget ud som iværksættere og åbner i Bredgade et etablissement, der rimeligt nok hedder Le Sommelier.
Hvis man nu tror, at det er et lille dunkelt sted, hvor man kan sidde og ryge sin Gitane og drikke et glas billig landvin fra tønden, må man tro om igen. Vinredaktøren ved det, for han har været til snigpremiere.
Lokalerne er store, lækkert indrettede og lyse - beliggende på to matrikelnumre, bl.a. der, hvor værtshuset Retten er sat engang lå. Til forpremieren var forsamlet en skare, der viser, at vinverdenen også har sine glitterati. Sommeliers, vinfreaks, mondæne kokke og deres nydelige ledsagere - foruden selvfølgelig skriverkarlene. De var hidkaldt af nysgerrighed samt af udsigten til at smage ønologiske perler fra det berømte Bourgogne-hus Leroy, plus hvad indbyderne kalder "fransk landkøkken".

Le Sommelier er opdelt i to afdelinger. Dels er der et lokale med bar, som skal tjene dels som frokostrestaurant, dels som vinbar med servering af vin pr. glas. Dels er der et restaurantområde, hvor ovennævnte landkøkken kan indtages om aftenen - med den krølle, at hvor man normalt vælger vin til maden, håber indehaverne at tiltrække et publikum, som snarere er indstillet på at vælge mad efter vinen.
Og for at understrege appellen til connaisseurs og livsnydere, er der hele fire kort: Menukortet, det meget omfattende vinkort, et hyppigt vekslende degustations-kort over de vine, der serveres pr. glas, samt et kort med udsøgte kaffetyper, cigarer og avecs.
Et af de store problemer har været at skaffe sjældne og udsøgte vine i de rigtige årgange. Her har de to ejere blandt andet måttet plyndre deres egne kældre foruden hvad de har kunnet fremskaffe ad kommercielle kanaler fra ind- og udland.
Kan sådan noget løbe rundt i København? Tiden må vise det - det bliver en prøve på, om opsvinget virkelig har bidt sig fast. Og så vil det hænge på, om det lykkes at etablere et miljø omkring stedet - og om man kan formå den franske kok til at strø salt i maden med lidt mindre løs hånd, end han gjorde ved snigpremieren. Det må siges, at da ballonglassene blev fyldt med Vosne Romanée "Les Beaux Monts", Premier Cru 1989 fra Domaine Leroy til de franske oste, forsvandt alle betænkeligheder for en stund. Hvis De vil have en flaske til Deres landkøkken, må De ryste op med 1325 kroner. Hvis De vil gå til den modsatte yderlighed, kan De også blot kigge forbi og snuse en eftermiddag over et glas Muscat Réserve 1995 fra Trimbach i Alsace til 28 kroner. Eller hvad med at prøve et glas af Guigals enkeltmarksvine fra Côte Rôtie, årgang 1992, som optræder på smagekort nr. 1 som "Kultvinen". 115 kr. for 10 cl.

En anden god vinoplevelse stod det relativt nye firma Grand Cru (telf. 35 25 07 00) for, da de præsenterede en stribe nyheder fra Capel Vale i Vestaustralien. Vinmager Robert Bowen fra Capel Vale syd for Perth kom selv med flaskerne og fortalte om dem. Det er ikke længe siden, Grand Cru kunne præsentere en række meget fine vine fra Redgate, Margaret River-området, ligeledes i Vestaustralien, og her er afgjort noget at holde øje med.
De bedste af Capel Vales vine var en Riesling og en Merlot. Det er ikke så nemt at finde Riesling uden for Alsace/Tyskland/Østrig eller Merlot uden for Frankrig, der virkelig er en fryd at lægge gane til. Den australske Riesling skal ikke sammenlignes med en ditto fra f.eks. Rheingau - den har noget oversøisk krydderi og en mere fed struktur, men er i sin egen ret en storartet vin. Merlot'en var næsten endnu bedre - den fremstilles bl.a. af winemaker Krister Jonsson (jo, han er svensk). Han har tidligere arbejdet på Château Pétrus i Pomerol, som laver verdens dyreste Merlot-baserede vin. Der har han ikke spildt tiden, Capel Vale's Merlot ville ikke falde igennem sammen med langt dyrere Pomerol-vine. Den er en stor fornøjelse. Både Riesling og Merlot fås til en gunstig introduktionspris af 85 kroner året ud.
Ugen bød også på noget til boghylden: Gads Forlag har udgivet det omfattende Oxford Vin Leksikon til 495 kroner i en dansk bearbejdning. Jeg glæder mig til at bruge det fremover - nogle prøveopslag viser, at man skal have meget specielle vinspørgsmål for ikke at kunne få svaret her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu