Læsetid: 4 min.

Paparazziernes rotteræs

4. september 1997

Verdenstenoren Papa Rotte fandt en paparazzo i sin suppe

Befriet område
Da en stribe af verdens største tenorer for nogle år siden besøgte Rom for at synge ved Pavens velgørenhedskoncert for medieramte berømtheder, var byen så fuld af paparazzi, at politiet satte fluefangere op på torvene for at holde bestanden nede. Lige meget hjalp det: For hver paparazzo, der gik i fælden, kom ti nye summende ind i byen på deres karakteristiske turbomotorcykler med panserværn og styrtbøjler. Paparazziernes telelinser struttede foran dem som dæmoniske tissemænd, når de i sværme jagtede de arme tenorer, der med livet som indsats
måtte tvinge deres chauffører i vild flugt rundt om Roms springvand med 140 kilometer i timen.
Der er ikke noget at sige til, at verdenstenoren Papa Rotte - da jeg ville interviewe ham om, hvordan det er konstant at være i pressens søgelys - stillede som betingelse, at interviewet skulle foregå inkognito. Efter at have sendt otte legemsstore Papa Rotte-voksdukker af sted i taxa gennem Roms gader, for at aflede paparazzierne, mødtes den rigtige Papa Rotte og jeg i paparazziernes stamcafé, Bar Barpapa, som var det eneste sted
i byen, der var støvsuget for paparazzi. Forklædte som paparazzier, tog Papa Rotte og jeg plads bagest i Bar Barpapa og bestilte to oksekødssuppe og
en flaske chianti.
- Hvordan opleves det konstant at være i pressens søgelys?
"Det er ufattelig hårdt," sagde Papa Rotte, "der er ufattelig megen lidelse forbundet med at være paparazzi-offer. Et sandt helvede..."
Papa Rotte blev pludselig bevæget. Han græd. Jeg lagde armen om hans brede tenorskuldre for at trøste.
I det samme hørte vi et knips fra et kamera.
Papa Rotte fór op.
"Paparazzi!" skreg han og styrtede frem mod en krumrygget mandsling, der holdt en endnu rygende 80 milimeter telelinse tæt ind til den krøllede duffelcoat, "dø, dø, dø!"
Papa Rotte slog ud efter paparazzoen, der imidlertid dukkede sig og overraskende lagde sig på knæ og foldede hænderne, som til bøn.
"Hav medlidenhed, maestro, jeg bønfalder dem," klynkede paparazzoen.
Da Papa Rotte så, at paparazzoen rystede som et espeløv, blev han i nogen grad formildet. "Hjælp et stakkels menneske i dets nød!" bønfaldt paparazzoen.
Som det godgørende menneske, han er, fattede Papa Rotte medlidenhed.
"Hvorfor skulle jeg hjælpe et slimet afskum af en paparazzo?" spurgte han dog, med næven knyttet, parat til slag.
"Jeg indrømmer jo, jeg er
en ussel paparazzo," svarede manden med bøjet hoved, "nej, jeg er værre, jeg er uslere end ussel, for jeg er tilmed en elendig paparazzo. Jeg har en kone og fem børn, men i fire måneder er det eneste, jeg har solgt til de internationale billedbureauer, et grynet foto af Papadopoulos' svigerdatters puddelhund, Popo! Det indbragte sølle 75 lire! Hvordan skal jeg brødføde min familie for det beløb, jeg har ikke engang råd til en ordentlig telelinse! Dette østtyske turistkamera har jeg arvet efter min bedstefar! Nåde, maestro! Jeg har ikke engang kørekort til andet end scooter, og da jeg så Dem, maestro, da jeg genkendte den store Papa Rotte forklædt som paparazzo, så troede jeg, min lykke var gjort! Piaggiomio, vil De ikke nok lade mig tage bare et enkelt snigfoto?"
"Hmm," brummede Papa Rotte.
"For det beløb, billedet vil indbringe, kan jeg købe en 200 milimeter, og så skal De aldrig se mig mere, det lover jeg, ved mamamia og papapia!"
"Velan," sagde Papa Rotte, "et enkelt billede kan vel ikke skade."
"Grazie, maestroissimo," sagde paparazzoen og rejste sig og tog ladegreb på sit ramponerede østtyske kamera, "sig cheese!"
"Næ, min ven," sagde Papa Rotte, "når det nu endelig skal være, så skal det også være et billede, en slubbert kan leve på nogen tid."
Papa Rotte tog til vores forbløffelse et glasøje ud af sin ene øjenhule og holdt det frem foran sig i arms længde.
"Værsgo at skyde," sagde han, "jeg har såmænd længe villet indvi offentligheden i mit kunstige øje, som jeg fik sidste år, i øvrigt efter håndgemæng med en af Deres kolleger."
Paparazzoen tøvede ikke. Med dirrende hænder knipsede han Papa Rotte forfra og bagfra og nedefra og gik til sidst helt close-up på glasøjet, så tæt, at linsen stødte til øjet som en billiardkø og sendte det i en elegant bue ned i Papa Rottes skoldhede oksekødssuppe.
"Min Gud, hvilken ulykke," udbrød paparazzoen.
"Det må De nok sige," sagde Papa Rotte, "det øje var fremstillet af en blanding af hvaltalg og perlemor og har kostet en formue. Nu er det ødelagt."
"Så er det dobbelt uheld," sagde paparazzoen, "for jeg har netop opdaget, at jeg har glemt at komme film i kameraet."
I et snuptag greb Papa Rotte paparazzoen i nakken og pressede hans hoved ned i suppetallerknen.
"Umulius," mumlede han mens parasitten kæmpede for sit liv, "mage til talentløs klodrian."
Da fredsforstyrreren omsider lå livløs hen over bordet, satte verdenstenoren sig ned og bankede næven i bordet, så saltbøsserne raslede:
"Tjener!" råbte han, "Der er en paparazzo i min suppe!"
Da tjeneren havde fjernet skroget, genoptog vi interviewet.
"Der så De ved selvsyn,
hvilket dantesk helvede, det somme tider er at være en verdensberømt velgører," sagde Papa Rotte, imens han pillede et blødkogt æg, som han til sidst omstændeligt mosede ind i sin tomme øjenhule, som erstatning for det ødelagte glasøje, "et ubeskriveligt helvede!"
Selv om jeg gav Papa Rotte fuldstændig ret, ærgrede det mig alligevel kreperligt, at jeg netop den dag havde glemt det lille spionkamera, jeg plejer at medbringe, når jeg interviewer De Kendte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her