Med en koncert og en plade markerer Lotte Anker sin position
KONCERT
I en god halv snes år har den nu 39-årige saxofonist, komponist og orkesterleder Lotte Anker hørt til de navne i den yngre danske jazz som der var særlig grund til at følge med interesse. Fra sin medvirken i Marilyn Mazurs Primi Band i første halvdel af 80'erne over kvartetten/kvintetten med pianisten Mette Petersen i årene på hver side af 1990 til Jazzgruppe '90 i dette årti har hun, både live og på plade, vist en stadig tydeligere profil, og mens hun i de to sidste ensembler fortrinsvis har dyrket en mere traditionel spillestil, har hun sammen med bassisten Peter Friis Nielsen arbejdet med friere former.
På det sidste har hun så yderligere befæstet sin position i den ny musik. Torsdag aften hørtes hun i Copenhagen JazzHouse som leder af den eksperimenterende, multinationale kvintet Sine Die, og forleden udkom den første plade med Copenhagen Art Ensemble, afløseren af Jazzgruppe '90, der har hende som leder sammen med basunisten Ture Larsen.
Sine Die har udgangspunkt i et møde i USA sidste år mellem Anker og den amerikanske, Cecil Taylor-inspirerede pianist Marilyn Crispell, som senere har suppleret sig med to svenskere, bassisten Anders Jormin og trommeslageren Raymond Strid. Trompetist skulle først være nordmanden Nils Petter Molvær, men i jazzhuset var han afløst af sin landsmand, Per Jørgensen.
Årets plade
Lotte Ankers frijazz blev meget fint repræsenteret i denne kvintet. Musikken var ganske vist ikke så ekstremt improviseret som den man hører på Infinite Blueness (Av-Art AACD 1003/55 min.), hvor hun spiller i trio med Friis Nielsen og guitaristen Hasse Poulsen. Men måske blev det netop en friere og især en mere varieret musik ved at der benyttedes kompositoriske udgangspunkter og rammer. Her blev der både plads til Ornette Colemanske tema-citater og til modalt samspil à la Coltrane-kvartetten, foruden til friere, men yderst disciplineret musiceren, hvor Jørgensen både udfoldede sig med trompet og sang, Jormin med klippefast bas, Strid med småslagtøj mere end trommesæt og Crispell med klaver der kunne nærme sig Jarrett. Mens Anker især hævdede sig med sopransax - som var så neddæmpet, at det næsten blev for meget.
Også derfor er det debutpladen med Copenhagen Art Ensemble, der især markerer Lotte Ankers definitive gennembrud. Og med et repertoire der udelukkende består af hendes kompositioner, understreges alsidigheden i hendes begavelse. Jeg fremhæver udover "Naked" især "Ice Bird Song", som giver Thomas Agergaards tenor en så stemningsfuld indramning, "Funeral Procession" og "Song For Tomas", hvor den lyriske, men i stigende grad aggressive trio Anker-Clausen-Davidsen med selvfølgelighed gradvis afløses af en baglæns afspillet tape af indledningsnummeret.
Hvis der skal tales om årets danske plade og danske musiker, så er det for mig Shape of Twelve og dens komponist.
*Lotte Anker med Sine Die, Copenhagen JazzHouse torsd.
*Lotte Anker med Copenhagen Art Ensemble: Shape of Twelve. Music by Lotte Anker (58 min.). dacapo DCCD 9430.
