Læsetid: 2 min.

Parforcejagt

30. september 1997

Et lille besk historie om afklapsning og tvær resignation

Radiospil

Tage Skou-Hansens hovedperson fra besættelsestidssuiten, startende med De nøgne træer, hed som bekendt Holger; ligesom her Rifbjergs. Mere dansk(e) kan og kunne det altså ikke blive i de tider, men noget mytologisk omfang over Rifbjergs lille luskebuk(s) kan der ledes forgæves efter.
I dag har den ældre Holger kun to kvinder tilbage: Madam Blå og Lolita-dukken, som skulle være kommet diskret med posten, hvis altså ikke en landpost vidste alt.
Men dengang i befrielsessommeren ved sommerpensionatet susede det anderledes af skørter, bryster og baller omkring Holger. Lutter kvindfolk at gribe ud efter og forgribe sig på, for tidens kvinder havde deres grunde til at være passive og især var Holger ikke kræsen. Ej heller fintfølende.
Trine Dyrholms lille pige med tysk kærestesorg og dansk fordømmelse fik ikke en skulder at læne sit voldplyssede hoved til, men en anden af Holgers mere intime legemsdele; det samme gjorde hendes tyngede mor (Lene Tiemroth) med åreknuderne, chefens kone (Pia Jondal) med smag for ægte virginia-cigaretter efter fem forbandede år med fynsk erstatning og den ferierende verdensdame (Benedikte Hansen), hvis nyrige ægtemand havde mere travlt med at afstemme sin checkkonto end at stemme sin kvinde blidt.
Faktisk var Holger blottet for situationsfornemmelse. Han styrede efter pikken og udviste en postcoital brutalitet overfor Tiemroths bristefærdige vibrato, som ingen af de ham socialt højerestående damer blev budt på. Så meget desto mere tilfredsstillende forløb afklapsningen iscenesat af de superiore hanrejer: en spidsrod mellem byger af jagthagl, hvis kaliber han næsten selv må vælge. Løb så, Holger.

Livet er blevet surt
Nu 50 år efter er lektien ikke rigtigt faldet på plads hos Holger. Alt er blevet så surt - lige så surt som kaffeposen, der er lige så slatten som Lolita-dukken, der på uhyggelig kvindevis kender hele revyen af kvinder, så ikke engang overfor en malet plastikpose kan man være alene med sin skam. Ovenikøbet lokker badedyret med Mette Maria Ahrenkiels melodiske rislende stemme.... kom nu, Holger.
Det lille bedske og oplagt filmiske erindringsbillede fra Rifbjergland sprænger sin ramme og viser et bettedanmark, som krigen har gået henover på listeføder; slagger er der tilbage i form af en lille mishandlet pige, der forelskede sig i den forkerte farve samt i gedulgte færdigheder, pengerigeligheder og særlige adkomster til eftertragtede varetyper, som nok viser sig nyttige lidt endnu. Men lært noget af det, Holger ? Næh. Kun at han ikke gider.
Rifbjergs dialog har aldrig været så fuld af erotisk og collaboratorisk dobbeltspeak som i disse tilsyneladende så enkle replikker; især udlægges et minefelt, når de ruller ud af Benedikte Hansens vidende slangemund. Den lille historie om en tak for sidst, der er længe om at lejre sig, giver instruktøren en fjern sommermelankoli og en tvær vinterresignation (hvori Gorm Worsaae knurrer for meget), hvis humor ligger lidt dybere end i de seneste radiospil, men hvis alvorlige makronbund også er mørkere. Det ku' dog ha' været anderledes, Holger.

*Kom så, Holger. Radiospil af Klaus Rifbjerg. Instr.: Carsten Grønning. Genuds. søn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her