Læsetid: 3 min.

Picasso Man

27. september 1997

En Oscarvindende film, deltager i film-festival i Århus, fortæller usentimentalt og opløftende om et liv i en jernlunge

FESTIVALFILM
En af hans veninder kalder ham Picasso Man, fordi han på én gang er underlig og smuk at se på - som et Picasso-maleri.
Kameraet er nådesløst, når det i dokumentar-filmen Breathing Lessons: The Life and Work of Mark O'Brien bevæger sig ned over O'Briens deforme krop. Siden han som dreng fik polio, har digteren og journalisten, der nu er i 40'erne, ligget i en jernlunge, som med sit kunstigt skabte vakuum trækker vejret for ham.
Efter i 27 år at have levet hos sine forældre flyttede O'Brien i egen lejlighed og tog en uddannelse i journalistik. Han lever, siger han, under fattigdomsgrænsen og betaler selv alle sine udgifter med de penge, han tjener på at skrive artikler. Det er han også nødt til, da hans forsikring ikke længere finansierer de tre gange om dagen, hvor hans hjælpere skal give ham mad, bade ham, åbne hans post og ordne alle de øvrige daglige gøremål, som alle andre selv kan klare.
Usentimental
Det ville være oplagt at lave en drivende sentimental film, som svælger i alle de personlige omkostninger, der er en naturlig del af et alvorligt handicap. Men instruktøren Jessica Yu's ærinde har ikke været at fortælle en medlidende sygdomshistorie - i stedet leverer hun et indfølende og opbyggeligt portræt af et menneske, som har kæmpet sig op og videre.
Filmens optimistiske tone hidrører selvfølgelig også fra Mark O'Brien selv, der allerede meget tidligt i sit liv forstod, at han måtte acceptere sit handicap, før han kunne komme videre med sit liv.
Det er dog ikke ensbetydende med, at han ikke har drømme og håb - han savner kærligheden og det at være i stand til bare at gå en tur.
Den side af mennekset Mark O'Brien kommer til udtryk gennem hans meget konkrete og nærmest lidt nøgternt registrerende digte, som er refleksioner over hans tilstand, mennesker han har mødt og ting, han gerne vil kunne foretage sig.
Man kan sige, at O'Brien økonomiserer med sine kræfter, og i stedet for at romantisere over rollen som digter og journalist bruger han sine kreative evner til at berette om sig selv, om andre i lignende situationer og gør således en stor indsats for at øge forståelsen for handicappede og for at indgyde hvem, som måtte have brug for det, livsmod og gnist.
Breathing Lessons er på sin egen, upretentiøse vis en vigtig film, men at den i 1996 vandt en Oscar for Bedste Korte Dokumentarfilm fortæller ikke ligeså meget om filmens kvaliteter, som om Oscar-uddelingernes beskaffenhed.
Viljen til at leve
Vi ved vel alle, at Det Amerikanske Filmakademi elsker sympatiske og velmenende film, som ikke er for kontroversielle: Philadelphia om AIDS, og Rain Man om autisme, Min venstre fod om spastisk lammede - alle har de mere eller mindre fortjent vundet Oscars, fordi de gennem deres emner appellerede til etikken og den moralske retfærd hos akademiets medlemmer.
Men det faktum skal dog ikke tage noget fra Breathing Lessons, for patetisk og fortærsket, som det end lyder, kunne vi godt alle sammen trænge til en gang i mellem at blive konfronteret med nogle af vores værste frygter og fordomme: Risikoen for at blive handicappet og et liv, hvor man måske er ude af stand til at tage vare på sig selv.
Og det gennem en film, der ikke peger fingre eller tigger om medfølelse, men som på en tiltalende og meget lidt anmassende måde fortæller en historie om viljen til at leve.

*Breathing Lessons: The Life and Work of Mark O'Brien deltager i Festival of Festivals i Århus og i dag, lørdag er der mulighed for at høre instruktøren Jessica Yu fortælle om sit arbejde med Breathing Lessons og Mark O'Brien. Seminaret finder sted i Øst for Paradis kl. 10-13, pris 75 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu