På årsdagen for militærkuppet i 1973 flager Chile både på helt og halvt. Dette år var general Pinochets sidste som hærchef. Hans fremtidige politiske rolle kan blive et problem
for højrefløjen
SANTIAGO
Politiet skød helt uden varsel med tåregas for at afbryde en fredelig mindehøjtidelighed for militærdiktaturets ofre på Santiagos kirkegård i torsdags.
Et pænt stykke fra kirkegården rasede gadekampene. Men tåregassen endte også med at svide i øjnene på folk, der blot ville lægge en krans ved de faldnes monument, lytte til taler og mindes de gamle idealer.
Torsdag var årsdagen for det blodige militærkup i 1973, og i år blev i alt 90 demonstranter taget med på stationen af Chiles ordensmagt.
I den anden ende af Chiles hovedstad fejrede den tidligere diktator og nuværende hærchef, general Augusto Pinochet, dagen omringet af tilbedere. Den 11. september er stadig officiel helligdag, og der er tradition for patriotiske taler og feststemning på officersskoler og ved den politiske højrefløjs sammenkomster.
Moderate regeringspolitikere deltog istedet i en gudstjeneste, hvor de fremhævede vigtigheden af at reflektere over nationens historiske sår, samt nødvendigheden af at fuldende overgangen til demokrati. Om aftenen fulgte så den yderste venstrefløjs rituelle hilsen til folket: et par timers strømafbrydelse efter eksplosioner af højspændingsmaster.
Pinochets fremtid
Trods de tilbagevendende hændelser havde dette års 11. september en særlig smag. Det var sidste gang med den 81-årige general Pinochet som chef for hæren. Ifølge den forfatning, diktaturet gennemtvang i 1980 og siden fastholdt som betingelsen for en fredelig overgang til demokrati, kan han blive på posten som hærchef indtil 11. marts 1998. Så er generalens militære karriere overstået.
Men i sin egenskab af tidligere præsident har forfatningen reserveret ham en plads i Senatet på livstid. Her kan Pinochet få lov til at udgøre én af de ni ikke-valgte senatorer, der i praksis giver højrefløjen vetoret i chilensk politik med omtrent 40 procent af stemmerne. En magt, der blandt andet er blevet brugt til at fastholde den 11. september som officiel fridag.
Det er imidlertid ikke alle tidligere tilhængere af diktaturet, der i dag er lige begejstrerede for at give Pinochet en formel rolle i chilensk politik. De beundrer ganske vist den gamle general for, hvad de anser for "militærregimets værk", men de frygter at få påduttet en kontroversiel leder, hvis tilstedeværelse i Senatet - side om side med flere af de politikere han jog i eksil eller satte i fængsel - utvivlsomt vil blive kilde til en hadsk stemning og spolere de mange anstrengelser for at pacificere landet.
Derfor splitter Pinochets skikkelse allerede i dag højrefløjen istedet for at samle den. Trods generalens udbredte popularitet vil et flertal af chilenere aldrig kunne tilgive ham de grove brud på menneskerrettighederne, der erstattede landets demokratiske tradition med udgangsforbud og angst.
Militæret i demokratiet
Mange højrefløjspolitikere satser derfor på at opbygge demokratisk troværdighed. Blandt andet ved at indgå aftaler om ændringer i forfatningen, så folket en dag tør lade oppositionen overtage magten. Den nuværende brede koalitionsregering fandt sammen i modstand mod diktaturet og har siden 1990 haft stor succes med at dele regeringsposterne mellem de mange partier.
Et andet problem ved at gøre Pinochet til senator er, at han bag en talerstol er kendt for sine vilde improviserede udtalelser, der altid har fået hans mere moderne rådgivere til at krumme tæer. Efter at have tabt folkeafstemningen i 1988, der udløste overgangen til demokrati, gjorde Pinochet således opmærksom på, at pøblen også stemte på Barabas istedet for Jesus. Sidenhen har han brilleret ved at betegne den moderne tyske hær som en flok langhårede bøsser og narkomaner. Den forrige 11. september advarede han om, at en socialistisk præsident valgt af folket vil udløse et nyt militærkup, med klar adresse til Ricardo Lagos, en liberal socialdemokrat, mange ser som et godt bud på Chiles næste præsident.
Den slags erklæringer høster varme bifald blandt meningsfæller, men fører samtidig til pinlige overskrifter, der kan skade højrefløjens politiske ambitioner.
Derfor håber mange på højrefløjen at gøre ham til en uskadelig faderfigur, der helliger sig godgørende arbejde i Pinochet Fonden, sætter sit navn under bøger om militærstrategi, og holder sig så langt som muligt fra politiske hundeslagsmål. Chilenerne må dog stadig vente på generalens egen afgørelse om sin fremtidige rolle.
Mens der er håb om at gøre den tidligere diktator til historie, bliver det mere afgørende for Chiles demokratiske fremtid, hvad der sker med de væbnede styrker. Forholdet mellem regeringen og militærets ledelse har siden demokratiets genindførelse været præget af spænding.
Ingen forventer dog et endeligt retsopgør med diktaturets forbrydelser. Kort fortalt er chilenerne ikke rede til at risikere den politiske stabilitet for at få retfærdighed. Den stærke og vedvarende økonomiske vækst, der startede allerede under Pinochets regeringstid, gør det endnu mindre attraktivt at sætte freden for meget over styr. Udenlandske investorer kan skræmmes endnu lettere end almindelige chilenere.
Rasmus Sønderriis er freelance-journalist.
