Læsetid: 7 min.

Plutonium på himmelfart

15. september 1997

I næste måned vil NASA sende et rumfartøj afsted mod Saturn. Det medbringer bl.a. et minikraftværk baseret på 30 kilo radioaktivt plutonium. I USA raser modstanderne

CASSINI
Næppe har man set sig mæt på de hjemsendte billeder fra USA's ubemandede Pathfinder-mission til Mars, før NASA vil afsted igen.
I næste måned vil en Titan IV-raket løfte sig fra Kennedy Space Center i Florida for at indlede en næsten syv år lang rejse gennem rummet til den fjerne planet Saturn. Med en hastighed af op til ti km i sekundet vil fartøjet bevæge sig mod planeten med de lysende ringe, ad en rute der kan ende med at blive fem mia km lang. I juli år 2004 vil fartøjet være fremme, indlede fire års cirklen rundt om Saturn og undervejs landsætte en lille målestation - leveret af den europæiske rumfartsorganisation ESA - på en af planetens mange måner, Titan. Her skal den se efter mulige forløbere for liv i form af organiske molekyler.
Forudsat altså, at raketten overhovedet kommer afsted. For i modsætning til mange tidligere opsendelser af interplanetariske rumfartøjer, så er denne mission blevet stærkt kontroversiel. Så kontroversiel at stærke folkelige kræfter i og uden for USA i disse uger gør alt hvad de kan for at spænde ben for projektet. Den 4. oktober bliver Kennedy Space Center målet for en - ifølge arrangørerne - storstilet, international protestdemonstration mod missionen.
Årsag: Rumfartøjet medbringer en last på godt 30 kilo af det stærkt radioaktive, dødsensgiftige stof plutonium. Skulle Cassini - som fartøjet hedder efter den italienske 1600-tals astronom Gian Domenico Cassini - havarere under opsendelsen eller i nærheden af Jorden, kan det udløse en miljøkatastrofe med tusinder af dødsfald, hævder kritikerne. Derfor skal Cassini blive på jorden.
Vrøvl, siger NASA. Cassini er "det mest sofistikerede amerikanske interplanetære rumfartøj, der nogensinde er konstrueret." Og dermed formentlig det sikreste.
Galileo
En kendsgerning er det, at det ikke er første gang, et rumfartøj sendes afsted med det farlige stof ombord. Det har faktisk været en tilbagevendende praksis på NASA's lange rumrejser i mere end 30 år. Det specielle ved Cassini er alene, at mængden af plutonium ombord er den største nogensinde.
Det radioaktive stof bruges som minikraftværk i rumfartøjet. Når atomerne af plutonium-238 undergår radioaktivt henfald, afgiver de varme, og denne varme kan bruges til at hindre Cassinis elektroniske udstyr i at fryse fast og samtidig producere strøm, tilstrækkeligt til at drive de elektriske instrumenter helt ude på den anden, mørke side af Saturn, 1,4 mia. km fra Solen.
NASA brugte bl.a. samme metode, da man i 1989 sendte rumsonden Galileo afsted på den endnu længere rejse til planeten Jupiter. Også på det tidspunkt lød der stærke kritiske røster mod rumsondens last på 23 kilo plutonium, men Galileo kom afsted og nåede sidst i 1995 frem til sit mål uden ulykker.
Det har imidlertid ikke beroliget kritikerne af mission Cassini. De frygter ulykkesrisikoen på to kritiske tidspunkter under missionen.
Svingturen
For det første under selve opsendelsen. Hvis raketten skulle eksplodere under eller styrte ned kort efter opsendelsen, vil minikraftværkets 30 kilo plutonium falde til Jorden - "lige oven i Disneyworld", som rumfartseksperten hos Federation of American Scientists, John Pike, siger - eller det vil blive spredt som et fint pulver i atmosfæren.
En rapport lavet for NASA af Los Alamos National Laboratories angiver, at prisen for oprensning efter en sådan - lidet sandsynlig - ulykke med spredning af plutonium-indholdet vil andrage næsten 100 mio. dollar pr. km2.
Et havari vil også kunne ske, når Cassini i august 1999 passerer tæt forbi Jorden med en hastighed af over ti km i sekundet. Når Cassini kommer tilbage forbi Jorden, er det fordi, den ikke kan bære raketbrændstof nok til at sikre en hastighed, der kan bringe den helt ud til Saturn. Derfor benytter NASA sig af den hjælp, der kan opnås fra andre himmellegemers tyngdekraft.
Ved først at sende Cassini en tur rundt om Venus og dernæst i et sving rundt om Jorden, kan fartøjet takket være de to planeters tyngdekraft accelereres op til en hastighed, der kan slynge den hele vejen ud til Saturn.
Cassini angives at ville passere rundt om Jorden i en afstand af ca. 500 km. Skulle en beregningsfejl eller et andet uheld bevirke, at den kommer så tæt på som f.eks. 100 km, kan Cassini blive indfanget af Jordens atmosfære, disintegrere eller brænde op og dale ned som vraggods eller diminutive partikler.
Skulle fartøjets plutonium-indhold således blive spredt i atmosfæren, vil "omkring fem milliarder ud af den skønnede verdensbefolkning til den tid på syv-otte milliarder modtage 99 procent eller mere af den radioaktive bestråling," oplyser NASA selv.
Ifølge NASA's beregninger kan det radioaktive stofs spredning lede til 120 dødsfald.
Flere uafhænge forskere er helt uenige. Kernefysikeren Michio Kaku fra City University of New York angiver i dagbladet The Independent det mulige antal dødsofre til over 200.000.
Der vil være tale om, at "det mest giftige kemiske stof, som videnskaben kender, vil regne ned og medføre en fantastisk tragedie for befolkningen på Jorden," mener Michio Kaku.
John Pike fra Federation of American Scientists er på linie.
"Hvis man får den værst tænkelige ulykke, hvor plutonium brænder op og spredes som en fin aerosol, så er det overvældende farligt, simpelthen grotesk farligt," siger han til The Guardian.
Uundgåeligt
NASA og Det amerikanske Energiministerium, hvorunder rumfartsadministrationen sorterer, betragter det først og fremmest som usandsynligt, at et havari vil indtræffe.
"Vores sikkerhedsvurdering er 60 centimeter tyk," siger en unavngiven talsmand for ministeriet til New York Times.
"Der foreligger bestemt ikke noget ulykkes-forløb, som resulterer i frigørelsen af store mængder plutonium."
NASA angives at have beregnet sandsynligheden for et havari i forbindelsen med rakettens opsendelse til én på 900. Altså kun én ulykke for hver 900 raketopsendelser.
John Pike mener, at sandsynligheden snarere er mellem én på ti og én på 20. Lige så bekymret er Alan Kohn, der var chef for NASA's nødberedskab i forbindelse med bl.a. Galileo-opsendelsen i 1989.
"Mennesker og maskiner er fejlbarlige. Hvis man bliver ved med at opsende disse tingester, så får man til sidst en ulykke. Det er uundgåeligt," sagde Kohn ved et pressemøde om Cassini-projektet i New York i sidste uge. Han har tidligere udtalt, at hvis han havde familie boende ved Cape Kennedy, så ville han "se at få dem væk fra stedet i en helvedes fart."
"NASA siger, det hele er sikkert. Sådan en erklæring kan ingen udstede. Jeg har set for mange raketter eksplodere."
Måske så Alan Kohn rumfærgen Challenger eksplodere i luften kort efter opsendelsen i 1986. Før den ulykke var den officielle, beregnede sandsynlighed for et rumfærge-forlis én på hundredetusind. Efter havariet var den faktiske, registrerede hyppighed én på 25.
Nedtællingen
Modstanderne af Cassini-missionen har organiseret sig i Global Network Against Weapons and Nuclear Power in Space. Netværket angiver, at der siden starten af 60'erne er sket ni rumfarts-ulykker, hvor radioaktivt materiale har været involveret, seks russiske og tre amerikanske.
Den seneste indtraf sidste år, da en russisk Mars-sonde ved en fejltagelse blev indfanget i Jordens atmosfære og styrtede ned ud for Chiles kyst med sit indhold på et kvart kilo plutonium. Det daværende Sovjetunionen mistede i 1978 en Cosmos-satellit, der styrtede ned over det nordvestlige Canada og spredte radioaktivt forurenet vraggods over store områder, mens USA tilbage i 1964 måtte se en SNAP-9A satellit brænde op i atmosfæren med det resultat, at radioaktivt nedfald, ifølge en senere OECD-rapport, blev spredt "på alle kontinenter og alle breddegrader."
Mens NASA fortsætter nedtællingen til Cassinis lange rejse mod Saturn, går modstandernes netværk nu i offensiven på bl.a. Internettet i håb om at rejse en opinion, der kan holde rumfartøjet på Jorden.
"Vi vil gerne have større viden om Saturn og om dens store måne Titan, ligesom vi ønsker at vide mere om Pluto, om vores galakse og om det samlede univers - men ikke på bekostning af vores dyrebare Jord og livet på den," sagde en talsmand for modstanderne, direktør for International Institute for Sustainable Future Rashmi Mayur, da han onsdag i sidste uge talte mod Cassini ved et møde i FN's hovedkvarter i New York.

Flere missioner på vej
Kritikerne vil have solceller i stedet for plutonium på rummissioner

Den planlagte Cassini-mission til Saturn er ikke den sidste rumflyvning med en energikilde af radioaktivt plutonium ombord. Ikke hvis det står til den amerikanske rumfartsadministratioin NASA.
På programmet efter årtusindskiftet står bl.a. en mission ud forbi den fjerne planet Pluto, hvor elforsyningen i følge de gældende planer skal leveres af den såkaldte Radioisotope Thermoelectric Generator (RTG), dvs. en kraftkilde baseret på radioaktivt plutonium. Kommende flyvninger til Mars ventes også at anvende plutonium som kraftkilde, ligesom mulige projekter til Månen omtaler brugen af plutonium.
I sit forsvar for RTG-systemer anfører NASA, at man til dato har gennemført i alt 23 missioner i rummet med brug af plutonium som kraftkilde, uden at der er sket de ulykker, som kritikerne frygter. Apollo, Pioneer, Viking, Voyager, Galileo og Ulysses er blandt de rumfartøjer, der har haft et RTG system ombord.
Kritikerne spørger, hvorfor man ikke i stedet kan installere solceller på f.eks. Cassini. Og NASA svarer, at "et Cassini-rumfartøj udstyret med de mest effektive solceller, som i dag er tilgængelige - eller endog nye høj-effektive celler under udvikling af ESA (det europæiske rumagentur, red.) - vil gøre Cassini for tung til turen til Saturn."
Det bestrides af bl.a. Ross McCluney, tidligere NASA-medarbejder, nu chefforsker ved Florida Solar Energy Center. Han mener, at brugen af de mest effektive systemer kombineret med visse ændringer af Cassini, så fartøjets elbehov halveres, gør det muligt at sikre elforsyningen med solceller, selv på de store afstande fra Solen, hvor Saturn befinder sig.
Problemet, som NASA ser det, er, at selv hvis det er muligt, så vil det indebære grundlæggende designændringer i det rumfartøj, som nu står klart, og som indtil nu har kostet 1,5 milliarder dollar. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu