Læsetid: 7 min.

Poet i Metropolis

5. september 1997

Punkpoeten Anne Clark har netop gæstet København med en koncert i Vega. Samtidig udkommer cd'en Wordprocessing, hvor nogle af technoens allertungeste drenge giver deres bud på en 90'ertolkning af Clarks poesi - Jan Sonnergaard forsøger her at komme rund om fænomenet Clark

interview
Det er som om, den sorte musik fra starten af 80'erne er ved at komme til ære og værdighed igen, og 90'ernes generation af musikere med fornøjelse vedkender sig deres gæld. Tidligere har jeg nævnt hyldest albummet "A Means to an End" hvor bla. Moby fortolker Joy Divisions numre; jeg kunne også have nævnt albummet "Your Invitation to Suicide", hvor 90'er-grupper som Flaming Lips, Thin White Rope og Mudhoney leverer fortolkninger af Alan Vegas og Martin Revs kulsorte, brutale rockklassikere fra præpunk tiden (Albummet er udkommet på det amerikanske pladeselskab Munster).
Senest er turen kommet til det på mange måder meget tvetydige fænomen Anne Clark, der netop er blevet tildelt en helhjertet tribut på den særdeles vellykkede techno-cd "Wordprocessing", der udkom i forgårs på Sony.
Anne Clarks kommercielle storhedstid lå i starten af firserne, hvor hun hittede på listerne med kulsorte, meget melankolske og ofte også aggressive sange som f.eks. 'Sleeper in Metropolis', 'Our Darkness' og 'Selfdestruct'.
Clarks karriere tog sin begyndelse, da hun som 16 årig kvittede uddannelsessystemet og havnede i midten af punkbevægelsen, hvor hun arrangerede alternative teaterprojekter, redigerede fanzines og optrådte med diverse musikere, som i parentes bemærket ikke altid hørte til punk'ens hardlinere, men egentlig godt kunne have tilhørsforhold til andre genrer.
Det gælder i øvrigt stadig - Clark arbejder med såvel technoorienterede som akustiske, mere klassisk orienterede musikere.
17 år lyrisk arbejde
Fra starten har der således været der noget atypisk over Clarks karriere. Hun er for så vidt ikke musiker, men digter. Og på de ca. 10 pladeudgivelser over de seneste 17 år, har hendes bidrag fortrinsvist været lyrikken, mens andre har stået for den musikalske del af projekterne.I starten førte denne principielle åbenhed fra Clarks side til et samarbejde med technopop-ikoner som Ultravox, og John Foxx - egentlig en ironisk konstellation, når man erindrer sig technopoppens ofte idylliserende, 'mondæne' nyromantisme.
Den var absolut ikke til stede hos Clark, og er det heller ikke i dag; hun er i høj grad en sortseer, men også en kunstner med autoritet og pondus. Det kræver alligevel sit at skrive som Clark gør på coveret til cd'en "The Law is an Anagram of Wealth" fra 1992:
"Retfærdigheden er til, for dem som sidder på magten. Den er til for at bekræfte deres magt. Den hjælper sjældent dem uden indflydelse. Derfor har retfærdigheden ikke noget at tilbyde det store flertal. Retssystemer undertrykker og skaber aldrig lighed."
Klar tale, i en tid hvor poppen i stigende grad regrederer og rocken i høj grad nægter at udtale sig om ting, der kræver mere end to stavelser.
"Wordprocessing" er imidlertid nok så meget stablet på benene på grund af Clarks brug af teknikken i de tidlige 80'ere. Cd'erne som "The Sitting Room", "Changing Places" og "Joined Up Writing" kan betragtes som teknologiske klassikere på linje med tidlige Kraftwerk, Deutsch-Amerikanische Freundschaft og førnævnte Suicide - teknikken havde en fremtrædende plads på Anne Clarks tidligste plader, og blev ofte brugt til at fremstille et fremmedgjort, uhyggeligt univers - ganske som vi kender og elsker det i dagens raves
"Word Processing" rummer bidrag af autoriteter som Harthousemesteren Svend Väth, Global Youth og Mouse on Mars; og som jeg hører den nu i skrivende stund, er den snarere en hyldest til Clarks brug af teknologi i musik, end egentlig til hendes tekstunivers.
Hvorom alting er, Anne Clark bakker op om projektet, som hun ikke selv har haft aktiv indflydelse på; råmaterialet har været numre fra den efterhånden 17 år lange karriere, men uden bidrag fra ophavsmanden selv i remix-processen. Dog bakker hun altså op om idéen, og har begivet sig ud på en månedlang promotion turne til Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal - og Danmark, hvor hun i onsdags gav en forrygende koncert i et velbesøgt Vega.
At suge giften ud
Information fik en aftale i stand med Anne Clark umiddelbart inden koncerten. Og mine - det skal indrømmes - noget bekymrede forventninger til at møde en martret, slidt 80'erstar blev hurtigt gjort til skamme.
Clark fremstod som en afklaret, alt andet end dopet personlighed. Tværtimod mødte jeg en lille, høflig person, der trods sit spinkle ydre besad en uudgrundelig form for autoritet. En autoritet, som i øvrigt også kom til sin ret på scenen nogle timer senere, hvor hun trods et noget stift kropssprog suverænt styrede et vildt, højtspillende støjshow, hvori der blandt andet på bedste Velvet Underground vis indgik en stordansende, androgyn 90'er-travesti på Warhol-Factory danseren Gerard Malangas 'piskedans'.
Umiddelbart skulle man ikke tro, at den reserverede Clark ville være i stand til at servere et udtryk med så megen power.
Til mødet før koncerten fremstod hun snarere som en refleksiv poet, der ikke umiddelbart ville godtage Deres udsendtes forsøg på smarte kategoriseringer.
- Det forekommer mig, at du er en sort, melankolsk kunstner...
"Jeg forstår ikke, at folk siger det der ... jeg hører det også om Nick Cave. Journalister fokuserer på, hvor depressiv han kan være. Det er en enøjet måde at se det på. I Cave er der jo også en stor skønhed. Sandheden er måske snarere, at kunst i en eller anden forstand skal være følt, for at være vellykket. At det er et personligt udtryk, udtryk for en personlig tilstand".
"Det er måske noget, der er et led i den kunstneriske produktion. Hvis du havner i de lykkelige øjeblikke, drejer det sig mere om at forsøge at blive dér, hvor man er ankommet. Er du havnet det modsatte sted, kan den kunstneriske produktion hjælpe dig til at komme væk... Poesien kan bidrage til en slags personlig djævleuddrivelse. At suge giften ud..."
- Jeg synes, jeg kunne mærke den der gift i de tidligste plader... at du definerede giften politisk, at det i høj grad var politiske udtryk.
"Det afhænger fuldstændigt af, hvordan man definerer politik. Ingen politiker ville gide tale med mig. Og heller ikke med dig. De typiske politikere er pisseligeglade med andre mennesker."
"Hvis pladerne var politiske, var de det på et andet niveau. De var mere beskrivelser af, hvordan vi opfører os overfor hinanden. Omgangsformer og fremmedgørelse. Jeg giver ikke en skid for politikere. Men jeg ér interesseret i, hvordan f.eks. du opfører dig overfor mig. Og hvordan jeg opfører mig overfor dig. Hvis jeg er politisk, er det snarere i en buddhistisk forståelse af ordet..."
- Du har været med i punkscenen i London næsten fra day one?
"Det var mere et spørgsmål om, at jeg meldte mig ud af uddannelsessystemerne da jeg var 16. Og alle var på det tidspunkt med i et eller andet, der havde med punk at gøre... mode, musik, et eller andet...
- Samme position som technoen har i dag? Oppositionen, idéen om at man skal gøre det selv?
"Måske. Intentionerne ligner hinanden. Men punken ligger meget fjernt fra technoen. Det er en dårlig sammenligning. Der er gået for mange år.
- Og du definerer dig ikke som nogen af delene?
"Nej. Jeg er ikke med i nogen technoscene, hverken i Tyskland eller England. Det var mennesker fra Technomiljøet, der opsøgte mig, og bad om lov til at bruge mit materiale. Jeg var selvfølgelig glad for henvendelsen, og jeg er også glad for det, der blev resultatet. Det er vellykket. Men jeg definerer ikke mig selv som musiker. Jeg er forfatter, digter."
- Er det ikke et lidt skægt udsagn fra en person, der har været i musikbranchen i 17 år?
"Det ved jeg ikke. Jeg var heldig at jeg kunne komme ud i det her medie. Men i princippet var det lige meget. Det centrale er, at jeg ville skrive. Og det ville jeg have gjort under alle omstændigheder. Også selvom jeg var havnet i en forstad, og kun skulle levere mine ting til skrivebordsskuffen.
- Men den sidste plade er udkommet på Sony, et af de største pladeselskaber?
"Mediet er ikke kompromitterende. Mediet er blevet min form. OK, jeg er digter og så burde jeg vel skrive bøger. Det er det, en digter bør gøre... skrive bøger."
"Men jeg kan ikke se, at den måde, jeg gør tingene på er udtryk for et kompromis... Jeg ér blevet stillet forslag om at deltage eller bidrage til ting, der helt klart ville være kompromisser... Dem sagde jeg nej til."
- Jeg forstår, at du egentlig ikke betragter dig som musiker?
"Mine musikalske teknikker er ikke noget at råbe hurra for. Det er derfor det er heldigt, at jeg altid er blevet opsøgt af kompetente folk. For jeg er primært digter."
- Og jeg har hørt noget om, at dit næste projekt handler om Rilke...
"Ja. Det er et fantastisk univers, et meget komplekst univers, med ufatteligt mange lag, og en ufattelig skønhed. Rilke betyder meget for mig. Det er meget smukt, meget tyst."
- Kan man overhovedet finde poesi, det er værd at tale om i rocken i dag?
"Det er der. Men der er ikke meget af den. Den er der f.eks. i "Eyeless in Gaza".
- Kender du gruppen Sparklehorse?
"Næh. Hvad har de lavet?"
- En CD med titlen "Vivadixiesubmarinetransmissionplot".
"Flot. Det må være en god gruppe, når de kan opfinde en titel, der minder så meget om Dylan Thomas..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu