Læsetid: 5 min.

Polafstand: 11 cm

26. september 1997

Asger Schnack fejrer sit 30 års forfatterjubilæum med 222 tanketunge, luftige, dyre, letkøbte digte

DIGTE
Bag i Asger Schnacks nye værk finder man en med omhu udarbejdet fortegnelse over de bøger, han har lagt navn til, siden han for 30 år siden debuterede på Arena, atten år gammel.
130 udgivelser er det blevet til med Asger Schnack som forfatter, medforfatter, redaktør, medredaktør, oversætter eller medoversætter.
Et imponerende og respektindgydende vidnesbyrd om, hvor langt man faktisk kan drive det ved flid og ihærdighed, hvis man kun besidder digterisk talent i behersket omfang.
Kvantitet og kvalitet
Hvor flink man end ønsker at være i anledning af et jubilæum, nytter det nok ikke at nægte, at Asger Schnacks forfatterskab indtil videre har forsømt at danne skole. De læser ham knap i gymnasiet, studerer ham næppe på universiteterne. Af schnackiana findes kun få, og det er ikke lige ham, unge digtere henviser til, hvis man spørger, hvem der har påvirket dem. Den kolossale kvantitet har - undtagen i fine bøger som Det var ikke mig (1976) eller Kvint (1980) - nægtet at slå om i overbevisende kvalitet.
Flere digte i hans nye udspil kan inddrages til forklaring. De fremstår nemlig garneret med sære forbud og fobier, til gengæld fremhæver de versenes ophavsmand som selve oprindelighedens bærer. Digte vil hos Asger Schnack "ikke lide under heltidsforfatteres klæge leg med våde ord" - men hvad er Asger Schnack selv ret beset andet end netop heltidspoet?
En digterkollega bebrejdes, at venskabet mellem dem gik itu, "blot fordi den ene blev medlem af kredsen", hvorimod den anden, dvs. jubilaren, henvistes til at "stå alene, forblæst, i den fortsatte kamp". For hvad og imod hvad?
I et tredje digt protesteres mod "pjaskeri med eksistentialer", som kaldes "luderpoesi". Men hvad er, om man ser efter, dén lethedens og øjebliksnærværets sang, Asger Schnack altid forsøger, andet end eksistenspoesi?
Luftigheder om ingenting
Følgende digt, betitlet "Lethed", kan både demonstrere samlingens styrke og svaghed. Det har rytme, musikalitet. Det rummer små sjove fund. Men det udsiger ingen verdens ting, det skulle da lige være en ikke-præciseret fornemmelse af åbenhed og flyvende nærvær:

Lethed som strå. Lethed som papir. Lethed som et gratis budskab.

Lethed som internettet. Lethed som en faktura, sendt fra hånd til hånd i systemet.

Lethed som månebase Alpha. Lethed som de støvler, hvormed døden tramper.

Om forfatterens forhold til så centrale kategorier som poetikken og etikken vidner i den nye bog digtet "Poetik":

Alt, hvad han skrev, var hans poetik. Alt, hvad han sagde og gjorde, var hans etik (med et ord fra modebladene).

Han troede på, at i selve handlingen, også den sproglige, var et meta-niveau bygget ind, han var jo et menneske.

Han behøvede ikke at tænke, hvad siger poetikken (hhv. etikken), han var aldrig i tvivl, den praktiserede sig selv.

Digtet er en lovsang til praksis, men er også eksempel på en slatten tankegang, der lader fobier råde. Etik er jo ikke noget, modebladene finder på, jvf. f.eks. Aristoteles. Digtere, der frembringer poetikker, bruger dem ikke som facitliste, snarere til ad tankens vej at befordre æstetiske spring.
Begge kernebegreber udsættes altså for grov polemisk forkortning. At digtet modsiger sig selv ved lige præcis at være en poetik af den art, det ellers foregiver at negere, noteres blot for en ordens skyld. Og for øvrigt er det et dårligt digt, primært fordi det tynges af tanken, eller med andre ord: fordi det lider af nøjagtig den hang til intellektualisering, som Asger Schnack ofte bebrejder andre.
Samtlige digte i Hov, der blinkede noget i vandet er hurtigt læste og hurtigt glemte. Der er muntre stykker iblandt, og man træffer tit på spøjse påfund, men man forledes intetsteds til at standse forundret op og læse opmærksomt om igen, skønt digteren ikke har ladet det skorte på indirekte forskringer om, at disse letkøbte digte i grunden er dyrere end så meget andet, der skrives.
Udflippet og vrissen
I dagens anledning må en smule litterær lommepsykologi vel sagtens være på sin plads. Bag navnet Asger Schnack gemmer der sig - efter hans bøger at dømme - indtil flere personer, men først og fremmest to.
På den ene side en stramt tilknappet herre med bredt overblik på kunsten og ønske om styr på tingene, litterært og intellektuelt. På den anden side en anderledes løssluppen danser, der egentlig havde det bedst dengang omkring 1970, hvor normerne flød mere end nu. Til den stramme Schnack svarer de knappe titler (Kvint, Aster, Anima, Klang), til den flippede Asger svarer lange, sætningsformede titler (Livet er her og nu, Jeg drømmer om langvarig sol, Kærligheden er det eneste ord der findes).
Den stramtandede Schnack fokuserer på poesiens musikalske og formelle aspekt, den lethenflagrende Asger kredser om eksistentielle løft og psykisk frigørende energi.
I den nye bog mødes de atter. Schnack har fabrikeret formen, en 3-strofers stram struktur med 15-30 stavelser pr. del-sekvens. For indholdet står dog Asger, for det er gerne tilfældigt, luftigt, flygtigt, tyndt. Man skulle ikke tro, at en læser kunne trættes af så kort en form. Men dette er ikke desto mindre, hvad der hele tiden sker, ikke bare fordi 222 digte er et højt antal, men også fordi Asger Schnack så konsekvent søger det lette og åbne: øjeblikke af nærvær og indsigt. Som her, hvor selve det at tænke halv-ironisk står for skud:

Tænke, tænke, som et helt fuglereservat. Tænke, tænke, som et autoværksted, en trælasthandel.

Tænke, tænke, som en Matas-butik, fyldt til randen med sæbe, deodorant og parfume, en slags undergang.

Tænke, tænke, som en park, en kunstudstilling med værker fra hele EU, ung, konceptuel kunst.

Der er for meget fornemmelse og for lidt følelse, for mange indfald og for lidt intellektuel stringens over digte som dette.
For kort mellem polerne
Kalamiteten ligger ikke i, at forfatteren rummer ekstremer og har modsætninger i sit gemyt. Hvem er hel, når det kommer til stykket?
Problemet er snarere det, at splittelsen mellem Asger og Schnack til syvende og sidst ikke er tilstrækkelig dyb til, at den rigtig kan blive produktiv. De to herrer slår konstant om i hinanden, efter et uudgrundeligt psykisk ligevægtsprincip. Forfatterens ekstremer befinder sig så tæt på hverandre, at spændingen oftest udebliver.
Debutbogen Øjeæbler fra 1967 viser på omslaget to pupiller, hvoraf den ene spejler et træ, den anden værkets forfatter. Det ene øje ser ud på verden, det andet ser på digteren.
Imellem disse eksistentielle ekstremer er der, siger og skriver, elleve centimeter.

*Asger Schnack: Hov, der blinkede noget i vandet. Digte. Med bibliografi over forfatterens produktion 1967-97. 247 s. 248 kr. Munksgaard/Rosinante. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her