Læsetid: 2 min.

Politisamarbejde forhindrer narko-boom

23. september 1997

Politimester: Europol er rigelig kompensation for tab af grænsekontrol. Danmark bliver ikke narkooversvømmet

Politimester Jens Henrik Højbjerg mener ikke, at manglende grænsekontrol vil betyde en narkotikaoversvømmelse.
Grænsens betydning for narkotika-indsmugling var et hovedemne på JuniBevægelsens landsmøde i weekenden, og blandt andre Jens-Peter Bonde mente, at grænsekontrollens forsvinden vil betyde masser af ny narkotika på det danske marked.
"Den frygt deler jeg overhovedet ikke. Det, at du åbner grænsen, kompenseres der for med det tættere samarbejde, blandt andet i Europol Drugs Unit (EDU), men også i Schengen-regi," siger Politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiet, der blandt andet er chef for Narkotikainformationen og for den danske del af det europæiske politisamarbejde.
"Jeg mener, at med det politisamarbejde, der er udviklet, og som er i stadig udvikling, vil man sagtens kunne matche de nye udfordringer, som opstår med åbne grænser. EDU udvikler sig, og det bliver bedre og bedre. Det er der ingen tvivl om," siger Højbjerg.
"Hvordan skal toldere og politi fange narko og kriminelle, når de ikke må kontrollere mistænkelige ved grænsen?" spurgte Jens-Peter Bonde ved JuniBevægelsens landsmøde.
Forelagt at det meste narko tages inde i landet, sagde Bonde, at "jeg har min viden fra tolderne ved grænsen. Hvis der er andre, der siger noget andet, så er det særligt udpegede embedsmænd, der er blevet instrueret om at sige sådan."
Men ifølge Jens Henrik Højbjerg er der statistisk set ingen tvivl om, hvor der bliver beslaglagt mest narkotika.
Langt det meste narkotika beslaglægges inde i landet. Og det gælder alle former for stoffer, siger Højbjerg.
I statistikken er også lufthavnen i Kastrup opført som en grænse, men kontrollen hér bliver ikke påvirket af Schengen-samarbejdet. Det er især kokain, der tages i lufthavnen.
"Det er altid udmærket at beslaglægge narkotika, men hvis man gør det mere eller mindre tilfældigt, som man gør det på grænsen, så vil det ofte være sådan, at sagen slutter der. Kureren vil ikke sige, hvem han fik stoffet af, og hvem han skal give stoffet videre til," siger Højbjerg.
Men politimesteren vedgår, at politiet er delvist tvunget til at skifte strategi på grund af den svindende grænsekontrol.
"Den polititaktiske udmøntning af strategien betyder, at man i højere grad skal bruge kriminalitetsefterretninger. Det betyder, at man skal monitere de forskellige kriminalitetsområder, herunder narkotika," siger politimester Jens Henrik Højbjerg.
Via for eksempel Europol Drugs Unit og Schengen-samarbejdet får politiet oplysninger fra de andre lande i samarbejdet. Derefter kan politiet følge transporterne til bestemmelsesstedet.
"Når man arbejder på baggrund af at udveksle oplysninger, kan man lave profiler på smuglerne. Og så er der en større sansynlighed for, at man både får fat i dem, der skal have narkotikaen, og dem, der tjener penge på det," siger Jens Henrik Højbjerg.
Politimesteren understreger, at den ene form for narkobekæmpelse ikke udelukker den anden, og at der stadig vil blive taget narkotika ved landegrænsen.
"Det må vi stadig, hvis vi har fået et tip om at det er på vej," slutter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu