Læsetid: 6 min.

En politisk intellektuel

16. september 1997

Fredag udnævnes den tyske professor Oskar Negt til æresdoktor på RUC. Gennem 25 år har hans teoretiske arbejde været en væsentlig inspiration for den kritiske og tværfaglige tradition på RUC. Negts danske oversætter tegner her et portræt af denne originale teoretiker og politiske intellektuelle

PORTRÆT
I anledning af RUC's 25 års jubilæum er Oskar Negt en af de udenlandske videnskabsmænd, der bliver udnævnt til æresdoktor. Det har sine gode grunde. Negt er professor i sociologi ved universitetet i Hannover og en af vor tids mest fremtrædende politiske intellektuelle. Han er uddannet som filosof og sociolog, men hans arbejde respekterer ikke de foreskrevne disciplingrænser, ligesom han heller ikke holder sig inden for universitetets mure.
Ledetråden i hans indgribende tænkning er nødvendigheden af radikale samfundsreformer. Et særligt engagement har han haft i fagforeningernes interessekamp for skabelsen af social retfærdighed og værdighed. Hans seneste bog om skolen og børns livsbetingelser i dag følger op på erfaringerne med Glockseeskolen, et af de eksperimenter der har været med til at gøre ham kendt herhjemme. Han repræsenterer således den selvkritiske kontinuitet fra '68 som også er en levende side af RUC i dag, men som åbenbart ikke kan finde indpas i den konformistiske historieskrivning; der i disse dage præsenteres som sandheden om RUC.
Krise og kritik
Nødvendigheden af radikale reforminitiativer er for Negt begrundet i den omfattende kulturkrise, han mener kendetegner det moderne samfund. Han taler om en erosionskrise, der er kendetegnet ved, at gamle kulturelle normer og værdiorienteringer har mistet deres selvfølgelighed, samtidig med at nye endnu ikke er dannet, men søges. Denne kulturkrise har på samfundsmæssigt plan form af en "organiseret uansvarlighed". Ingen instanser er forpligtet på samfundshusholdningen i sin helhed. I Europa eksisterer massearbejdsløshed og social udstødning uantastet - under en langvarig højkonjunktur. Samfundets naturgrundlag undergraves. Men ikke desto mindre breder en fuldstændigt ensidig driftsøkonomisk rationaliserings- og konkurrencetænkning sig til flere og flere områder. En utopisk orientering, forestillinger om at det kunne være anderledes, afskrives som urealistiske, eller mistænkeliggøres på forhånd som udtryk for totalitære tilbøjeligheder.
Mennesker skal ikke drømme om et lykkeligere liv. De skal stå til rådighed - og i øvrigt gøre sig klart at de er lykkelige.
Også samfunds- og kulturvidenskaberne har opgivet en forpligtelse i forhold til helheden. Uddannelse og læring - fra skole til universitet - skal underlægges en optimeringslogik, der destruerer dannelsesprocesser. Politik bliver et spørgsmål om hastighed. Men når en offentlig refleksionstid og offentlige refleksionsrum forsvinder, så mister demokratiet, som netop kræver tid, sin grund.
Men dette billede må ikke spærre blikket for at, erosionskrisen samtidig skaber et åbent rum hvor også alternativer aftegner sig og udveje søges. Disse alternativer og udveje dukker - som muldvarpeskud - op på alle områder, selv om de ikke samler sig til et alternativt samfundsmæssigt udkast. Også videnskab og teori arbejder i denne historiske situation, om de vil det eller ej: deres erkendelser er partiske. At besinde sig på det er for Negt ikke blot en politisk og moralsk nødvendighed, men har også afgørende betydning for erkendelsens gyldighed: Al erkendelse har en historisk tidskerne.
Kritisk teori
Negts tænkning ligger i forlængelse af den klassiske Frankfurterskole. Horkheimer og Adorno var hans lærere. Selv sammenfatter han denne arv i følgende sætning: "Hvis man ikke kan se det der peger ud over det bestående, det der stræber i retning af en bedre virkelighed, så kan man heller ikke se det der er." Engagementet, partiskheden har metode. Reformperspektiverne, den utopiske orientering springer ud af modsigelserne i samfundet, ligger i menneskers hverdagserfaringer, som et potentiale. En målestok for erkendelsens gyldighed er derfor også om den formår at forbinde sig med dette potentiale og bidrage til at det kan finde adækvate personlige og kulturelle udtryk og organisere sig.
Denne teoretiske arv har åbenbart spærret for, at Negts tænkning har kunnet finde vej ind i den moderne sociologiske og filosofiske mainstream. Her er Habermas nærmest identisk med "den moderne Frankfurterskole". Men det er vel heller ikke så mærkeligt. Der er tale om helt forskellige tænkeformer.
Dels er der radikaliteten til forskel i kritikken af det moderne, der for Negt bestemt ikke bare er et 'projekt' der skal 'fuldendes', og derfor også i reformperspektiverne. Hertil hører også, at Negt ikke bare har afskrevet kritikken af kapitalismen; ja han insisterer endda på at fastholde de produktive erkendelser hos Marx - ikke ubeset, men som en historisk reflekteret erfaring.
Men der er netop også en forskel i tænkeformen. Negt konstruerer ikke systemer. Især er hans fælles arbejder med Alexander Kluge, bl.a. Offentlighed og erfaring (1972) og Historie og egensindighed (1981), en slags mellemting, viltre og uhåndterlige. De favoriserer, med Adornos ord, den ureglementerede erfaring og lader sig ikke sådan opsummere i lærebøgernes skoleoversigter.
Kritikken har metode, den kræver nøjagtighed og social fantasi, men den kan ikke sættes i system. Forskning og teori leder nok efter foreløbige svar, men først og fremmest producerer de spørgsmål. Med bidsk - også selvkritisk - fornøjelse citerer Negt Bertolt Brecht, der lader sin Hr. Keuner stille følgende troskyldige spørgsmål til den tids videnskabelige (kommunistiske) systemtænkere:
"Jeg har bemærket, at vi afskrækker mange fra vores lære, fordi vi har svar på alt. Kunne vi ikke i propagandaøjemed opstille en liste over spørgsmål, der forekommer os helt og aldeles uløste?"
Det eksemplariske princip
Der er en bestemt side af Negts arbejde der forbinder ham særlig tæt med RUC. Det er hans arbejde med det eksemplariske princip. Det handler om at skabe sammenhæng, at udvikle det almene ud fra det særlige - og ikke omvendt: at indpasse det særlige i abstrakte almene formler eller modeller. Derfor er eksemplarisk læring per definition antiautoritær, den må forbinde sig med og slå rod i de lærendes erfaringer.
Også her kunne man citere Brecht: "Den lærende er vigtigere end læren." Det var jo vendt mod en bedrevidende og belærende marxistisk ortodoksi. Men brodden mod en traditionel universitær erkendelses- og undervisningsholdning er lige så evident.
For den berømte og udskældte "RUC-pædagogik" har det eksemplariske princip været én af inspirationskilderne, men langt fra den eneste. Og selvfølgelig har tværfagligheden, projektarbejdet og det frie projektvalg på RUC i høj grad også (haft) sine problemer og forkortninger. Men i forhold til den aktuelle diskussion kan en besindelse på inspirationen fra Negts tolkning af det eksemplariske princip minde os om, at der ikke er nogen principiel modsætning mellem faglighed og teoretisk indsigt på den ene side og erfaringslæring og selvregulering eller demokrati på den anden.
Tværtimod, den eksemplariske erfaringslæring fordrer en reflekteret faglighed for at kunne udfolde sig - men rigtignok en faglighed, der har gjort sig sine egne samfundsmæssige, erkendelsesteoretiske og filosofiske betingelser klar. Den eksemplariske erfaringsorientering stiller derfor særlige krav til den traditionelle faglighed, som er vanskelige at opfylde. Men som uimodståeligt presser sig på i takt med at også universiteterne åbnes socialt. Man kan ikke restaurere 50'ernes og 60'ernes narcissistiske, såkaldte eliteuniversitet. Man kan selvfølgelig flygte ind i fantasier om et nyt, ophøjet og afkoblet eliteniveau, men hvis det er den vej, der virkeliggøres, vil det uundgåeligt favorisere former for videnskab der korresponderer med den teknokratiske, organiserede uansvarlighed Negt henviser til som et af de centrale krisetræk ved den moderne kultur. Men omvendt kan man altså heller ikke slå sig til tåls med den moderne efterspørgsel efter 'projektarbejde', 'problemløsningsevner' eller 'kreativitet'. Også i forhold til en sådan selvtilstrækkelighed repræsenterer Negts arbejde en nødvendig provokation.
Negt på RUC
Der er stadig masser af inspiration - og irritation - at hente i Negts arbejde. Jeg tror det ikke kun gælder for os lidt ældre, der jo ikke kan sige os fri for, at det også er sider af vores egen historie - og ungdom - vi genfinder og ønsker at fastholde her. Men også for nye generationer, der ønsker at "den videnskabelige fornuft ikke mister det humane blik for en ændring af samfundet". Det kan de afprøve i den bog om inspirationen fra Negt som Roskilde Universitetsforlag netop har udsendt: Modet til fremtiden, af Kirsten Weber m.fl. Forhåbentlig får de lyst til at læse videre i Negt selv. Måske vil de indindimellem finde sproget i hans skrifter genstridigt. Og som hans oversætter må jeg medgive, at det har sine knorter.
Men Negt er også allerbedst mundtligt, som offentlig taler. Det kan man høre på RUC, på torsdag, kl. 14, hvor han taler om Globalisering, ekspropriation og det moderne problem om "conditio humana". Får man ikke hørt det på RUC, kan man læse foredraget i Social kritik nr 50+2, der udkommer til november.

Birger Steen Nielsen er forskningsstipendiat under Statens Humanistiske Forskningsråd, forskningslektor ved Erhvervs- og voksenuddannelsesgruppen på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu