Læsetid: 7 min.

Rejsen til Norge via Larsens Plads

20. september 1997

Intermetzo
At true sine omgivelser med at gå af er stort set det dummeste en politiker i regeringsposition kan foretage sig. Norges statsminister Thorbjørn Jaglands letsindige erklæring af, at han ville smyge førertrøjen af sig, såfremt den norske befolkning ikke gav ham håndslag som tilforn og leverede 36,9 procent af stemmerne, kalder med tilbagevirkende kraft på Jens Otto Krags kraftfulde visdomsord om at have et standpunkt til man ta'r et nyt.
Hvor mange gange må Thorbjørn J. ikke siden have ærgret sig i samtlige norske farver. Hvorfor lige 36,9 procent, når det nu var så snært. Som man siger på norsk: Fy til grisen, hvor lidt et par procentpoints betyder, når den attråede taburet i sidste ende skal beplantes af en magtorienteret ministerbagdel.
Med sin alt for kategoriske afvisning på Arbeiterpartiets vegne af endnu engang at ville rage regeringskastanjerne ud af ilden, var der jo umiddelbart ikke noget at stille op, da valgresultatet fra det lange lands udsteder tikkede ind. Med mindre altså at nordmændene i sidste øjeblik havde taget et rask tag i naboen og sig selv og forkastet deres bebudede proteststemmer på den gyselige Carl I. Hagen eller den kedsommelige fedteprins af en kristen alvorsmand, Kjell Magne Bondevik.
Kommentarer i hele den skandinaviske verden har siden højlydt undret sig. Hvordan kan det være at et land, der svømmer i olie og honning, og hvor befolkningens velfærd kun overgås af dens slet skjulte drukkenskab, foretrækker en billig demagog og nogle puritanske missionsfolk fremfor det højborgerliggjorte Arbeiterparti, der formentlig er fortrinligt egnet som viderefører af Norges transformering til et selvtilfreds, supernationalistisk og fremmedfjendsk rigmandsreservat.

Sagen er jo den, at de ubegrænsede pengesager så sandelig ikke har gjort nordmændene til bedre nordmænd. Det er den ilde hørte sandhed og en almindelig udbredt opfattelse blandt brødrefolkene, som jo på ingen måde er misundelige på de førhen så fattige fjeldaber, der havde så lidt tilbage i fadeburet deres, at danskerne i uendelig godhed sendte dem mad.
Det var de år, hvor danskerne sammen med disse fødevarer, som man i øvrigt også tog sig betalt for, drog til Norge, min far, og løb på træski i skistøvler af læder, vindjakke med lynlås og løs hætte og ekstraremme, lommekniv og rationeringschokolade i slatten rygsæk lige nord for røven. Og det var længe før Østrig og de franske Alper var opfundet som skiterræn for fladlandsfolk. Og lige så længe før smarte fabrikanter havde udtænkt slalomski i laminat og rumstøvler og månedragt i kunststof og toptunet design.
Og dengang var der ikke noget, der hed luksusbusser med lokum og to etager med kasse bagpå til alt kunststofudstyret. Næh, man mødte pænt op på Larsens Plads bag Amalienborg, hvor den bizarre Amaliehave på snart den første snes år ligger og spolerer erindringen om Larsens Plads.

Forretningsmand, skibsbygger og reder Lars Larsens gamle værftsplads - meget passende opkaldt efter den driftige mand engang i midten af forrige århundrede, var ét kreativt, pengestinkende rod. Hullet brolægning og et virvar af lave uanselige bygninger på siderne og ud mod kajen. Dér i de såkaldte pavilloner (pavilloner!), holdt tolden til - længe før pasunion og fri varebevægelse i Norden, men jo på den tid da Hans Hedtofts hjerte brast over det nordiske sikkerhedssamarbejdes forlis.
I tolden standsede de folk til og fra Norge. Hvad de knaldede dem for på udturen er ikke godt at vide, franske postkort måske. Men på hjemvejen bivånedes det engang, at en nævenyttig tandlægefamilie fra Frederiksberg forsøgte at indførte et rensdyrgevir svøbt i et lagn, vistnok så det skulle se ud som prismekrone tranportable. Dén gik ikke. Tolderne gnubbede sig i hænderne. Prismekroner stod der ikke noget om, men rensdyrgevirer var forbudt. Tandlægefamilien blev tilbageholdt, de fem velklædte skibestøvlede tandlægedøtre på række trip, trap, skistøvle stod langs skranken røde i tandlægedøtrekammen, mens frederiksbergtandlægefar prøvede at tage det som en efterkrigstidsmand. Hustruen var vist sprunget i havnen af skam.
Uforglemmeligt som denne frederiksbergtandlægefami-lie - eller hvad de nu var - således stod dér i fortiden, mens de udrejsende masede sig frem mod billetkontrol og landgang til norgesbåden og det hvide Paradis på fjeldet.
Og DSDF's billetkontor og kontrol, som jo var selve forudsætningen for Norgesturen, betjentes i de dage af sortklædte funktionærer med fedtet kasket og stempel.
Og dragerne, dragerne med sedler i kasketten som på gamle amerikanske films, dragerne eksisterede dengang i bedste velgående og med skubbevogn i dette præchartersamfundsrejseliv.
Fór hid og did mellem tunge sorte amerikanske Marchalhjælptaxabiler med tikkende taxametre og gelejdede sprængfyldte køjesække og papamachékufferter ombord på Norgesbåden, mens familierne ængsteligt så til fra kajen. Holdt mon snoren om låget til denne ublide transport fra hyrevogn til skibets last!
Medbragt mad hjemmefra var endnu en forudsætning for norgesfærden, såfremt man ikke i hytten i Gudbrandsdalen eller Dovre skulle at leve af grøn lungemos, overgæret fiskekonserves fra Bergen eller flatbrød med sursød myseost, ubeskriveligt på vej ned i svælget, hvis slimhinde aldrig glemmer konsistensen af ægte myseost. Om myseost, blot en flis, én gang har erobret et sydskandinavisk mundrum.

Og siden sørejsen til Norge med M/S Kong Olav. Skibsstabilisatorer mod den værste søgang var dengang lige så ukendt en velsignelse som ski af kunststof. Norgesbåden havde nærmest tøndeformet skrog og rullede som satan. Med Kullen agter sejlede dørken snart i bræk. Dødssyge danskere lå i lag.
"Så er der labskows til hjemturen," som skibsdrengen taktfuldt meddelte, og slæbte to fyldte spande til rælingen. De sidste overgav sig. Lasten af søudygtige passagerer kom sig først i Oslo-fjord, der har det stilleste vand i verden. Denne dunken af skibsmaskinen understreget af fsssssss-lyden af stævn i fjordoverflade.
Ved Drøbak indsnævringen og Oscarsborg, hvorfra de kæmpende norske marinefolk med assistance af en antik kanon sænkede nazisternes kæmpekrydser Blücher med samt gestapofolk og administrativt personale, der skulle have klaret det besatte Norge. Det betød, at regeringen kunne nå at komme væk, og det betød at Norge fortsatte kampen. Og det betød at Norge efter krigen havde en ganske anden egenoplevelse end danskerne, der i konsekvens af folketingsflertallets holdning havde strakt våben, og svenskerne, der i den lange førstning af krigen betragtede den tyske krigsmaskines sejre med skrækblandet beundring. Norge var anderledes, hvilket man jo også stod og vidste med sig selv og de voksne, efterhånden som Kong Olav fik sneget sig forbi det kritiske sted med den gyngende bøje, hvorunder Blücher lå i natmørke dyb og ligger den dag i dag som en afspærring for nordmændenes mere naturlige relationer til fortiden og Centraleuropa.

Men helt bortset fra det virkede de jo egentlig ikke så meget anderledes end dem derhjemme, men gik lige så dårligt - eller dårligere klædt - disse nordmænd, der boede på klippegrund midt inde i Oslo og løb på ski med den selvfølgelige ynde, som kun de gør det, der har haft brædder på fra kravlealderen.
På Nasjonalteatret spillede de Ibsen på norsk, forstås, med Mogens Wieth som gæst vistnok i Vildanden. Oplevelsen mejslede sig i forældregenerationens grebne ansigtsudtryk, som de returnerede til logiset om aftenen efter Nasjonalteatertid. En svenisk begivenhed af de store på dansk/norsk, som Ibsen næppe kunne have ønsket sig bedre.
Og morgenen efter i bus mod højfjeldet. De norske jenter, som man sagde, sang hele vejen: Och det var flickorna fra Småland, hvad de overhovedet ikke var, men norske langt ind bag lusekoftens nister.
På Kampen højfjeldshotel var der vand i tønder, som man øste af med en emaljeret jernslev. Man spiste i hold, og når det gik højt: renkød i papirtynde skiver i opbagt sovs og dampkogte kartofler med sorte øjne. Bagefter sked man udendørs i noget nær 30 graders kulde. Dasset var tilbygget højt på hotellets mønjerøde gavl. Som et udhus på en middelalderborg. Deroppefra slap man sit affald, som smattede ned i klipperevnen langt under det naturhyperventilerede dashul. Lokumspapiret stod i lodrette guirlander op om ørerne på dasgæsten, når denne forsøgte at få strimlerne til at overholde Newtons mest elementære lov. Om natten frøs udånden til is på dynen, der var tung som en selvdød hønsegård. Dét var Norge i halvtredserne, ja man tror det næppe.

Så fandt de omsider olie til - gamle Norgesfareres glæde. Endelig skulle de deroppe have det godt, som de havde fortjent. Den tilføjelse har man det lidt svært med efter dette valg. Nu kan et uforholdsmæssigt stort antal norske nordmænd politisk manifest ikke udstå de fremmede, der på den anden side ikke er mange af i landet, som det stiger fram.
Valganalytikerne forklarer det med, at nordmændene er bange for at miste det meget, de har, hvilket jo grangiveligt minder om Pia Kjærsgaard, hvilket igen ikke er ment som en skandinavisk kompliment.
Brødre i de tusind hjem: Ryst lungemosen af øret, gnid olien af øjet, vågn op til ædlere dåd end den, I nys har bedrevet! Men vor kærlighed tilforn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu