Læsetid: 2 min.

Rivegilde i Juni-Bevægelsen

20. september 1997

JuniBevægelsens bagland deler ikke flere ledende medlemmers opgør med det indre marked

De to ledende JuniBevægelsesmedlemmer Niels I. Meyer og Drude Dahlerup vil lave EU radikalt om. Langt de fleste beslutninger skal væk fra EU's institutioner og i stedet træffes i enighed mellem suveræne stater.
Samtidig mener de, at det indre marked skal underlægges miljøkrav, selv hvis det skulle betyde handelshindringer og mindre vækst. Det fremgår af et diskussionsoplæg til bevægelsens landsmøde i weekenden, som Information offentliggjorde i går.
Men ikke alle i JuniBevægelsen er lige så utilfredse med EF/EU-samarbejdet.
Søren Kjeldsen-Kragh, professor i økonomi ved Landbohøjskolen, stillede op til Europa-Parlamentet for JuniBevægelsen ved valget i 1994 og ser mange positive ting ved EF-samarbejdet.
EU forsvarer miljøet
"Man bør ikke gøre det så firkantet op, som at sige at handel skader miljøet. Man kan godt på én gang opstille rammer, der sikrer fordelene ved fri handel og samtidig sikrer, at miljøet får sit", siger han til Information.
"EF kan jo bruges positivt. Ved den nyligt afholdte FN-konference, der fulgte op på Rio-topmødet, pressede EU hårdt på for at få USA til at skifte mening. Dér fastlagde EU f.eks. en fælles holdning til sikring af miljøet. Og når det sker i et internationalt forum, så tæller det langt mere end hvis Danmark kommer alene", siger Søren Kjeldsen-Kragh.
Dermed står økonomiprofessoren langt fra Niels I. Meyer, der i sit diskussionsoplæg slår til lyd, for at Danmark går solo i miljøpolitikken for at være foregangsland.
Handel eller miljø
Den svære grænse at trække er dén, der skelner mellem hensynet til handel og hensynet til miljøet:
"Det indre marked kan godt fungere, selv om miljøstandarderne varierer fra land til land", siger Kjeldsen-Kragh.
"Jeg kan ikke tilslutte mig, at man skal vende tilbage til handelsbegrænsninger. Alt andet lige er der en række fordele ved handel. Handel er jo ikke altid miljøskadelig, og international handel er ikke pr. definition værre end national handel".
Ulla Sandbæk, medlem af Europa-Parlamentet for JuniBevægelsen, er også dybt uenig med Meyers og Dahlerups underkendelse af det indre marked. Hun erklærer sig som tilhænger af det indre marked - men mener ikke, at der vil opstå protektionisme, hvis miljøet bliver vægtet højere end frihandelen.
"Det indre marked er en udmærket fredsbevarende foranstaltning. Det er altid fornuftigt at lette hindringerne for handel. Vi er jo også et handelsfolk herhjemme. Men det er kun fornuftigt så længe, det ikke går ud over miljøet. At nedlægge handelshindringer må aldrig blive ophøjet til et vigtigt princip i sig selv", siger Sandbæk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu