Læsetid: 7 min.

Roman mellem venner

26. september 1997

Er det moderne menneskes højeste forventning til livet at blive stjerne i sit eget karaoke-show, spørger forfatteren Martin Amis, der har ry som kvindehader, men i sin nye bog går i kødet på det mandlige ego

FORFATTERSAMTALE
Vi sidder i Lindhardt & Ringhofs nye lokaler ved Kultorvet over en forlagsøl og verdens tyndeste hjemmerullede cigaretter. Amis er forarget over at høre, at Diana-kulten nåede helt til Danmark, hvor folk lagde blomster ved den britiske ambassade.
"Havde de ikke noget bedre at tage sig til? De kunne da være gået på pub!", siger Amis og lever i et kort glimt op til sit medieskabte image som snerrende macho.
Selv har han for nylig leveret sin skarpe analyse af Diana-fænomenets terapeutiske karakter i Time Magazine.
Amis er på besøg i Danmark, bl.a. for at tale om Budskabet, en roman om mandlig midtvejskrise og et venskab, der bliver til fjendskab; mellem to forfattere, hvor den ene har kommerciel succes og den anden fiasko. En historie, der for en dansker har ekkoer af Anders Bodelsens Straus, som var inspireret af rivalforholdet mellem ham selv og Rifbjerg.
Budskabet fra 1995 er blot Martin Amis' anden bog på dansk. I 1992 udkom Tidens pil, der i et dristigt stilgreb følger en kz-læge på en tidsrejse fra nutiden tilbage til lejrene. Amis er ellers ikke noget ubeskrevet blad. Han debuterede som 24-årig i 1973 med The Rachel Papers (Rachel-dokumenterne), der gjorde ham øjeblikkeligt berømt og berygtet på grund af sine stærke sex- og voldsscener. Hans far, Kingsley Amis, forfatter til 50'er-bestselleren Lykkelige Jim, er mindst ligeså berømt i og uden for den engelsksprogede verden, som Klaus Rifbjerg er i Danmark. Martin Amis har haft de samme fordele og vanskeligheder, som man kan forstille sig, Rifbjergs børn ville få, hvis de begyndte at skrive romaner. Men nogen forfulgt uskyldighed er han ikke.
Ingen smutveje
Amis har med vilje gjort det vanskeligt for sig selv.
"Da jeg startede som forfatter i begyndelsen af 70'erne, var den engelske roman en pæn og halvdød middelklasseaffære. Det var en befrielse at søge nye veje og bl.a. skrive om USA. Især i romanen Money, som for en stor dels vedkommende forgår i et fly på vej over Atlanten, holdt jeg op med at bekymre mig om form og gav mig selv frihed til at sige, hvad jeg ville."
Nogle har kaldt ham kvindehader i et mislykket forsøg på at dræbe budbringeren, når han skriver barske sager om vold mod kvinder, og han er blevet tillagt antisemitiske holdninger i forbindelse med Tidens pil. Kritikken er ubegrundet. Amis taler tværtimod med glæde om London som et multikulturelt eksperiment og nyder ikke mindst mødet mellem hudfarver og byens forskellige sociolekter. Men misforståelserne kan være opstået, fordi Amis ikke ynder det nemme.
"Hos mig kommer der ingen klicheer ned på siden. Læg mærke til, hvordan sproget dør hos Dickens i de scener, hvor kun de rigtige gode personer optræder, og hvordan det liver op igen, når en person som den modbydelige pengesuger Quilp tager over."
Fra ven til fjende
"Det centrale i Budskabet er, at hovedpersonen, romanforfatteren Richard Tull ikke har et publikum," fortæller Amis.
"De få romaner, Tull har fået udgivet, har ingen læsere, og på bagsædet af hans bil flyder det med manuskripter, som ingen vil udgive. En ekstremt pinefuld situation, der forstærkes, da hans bedste ven Gwyn Barry, en lidt fjollet fyr, får en kanonsucces med en fuldstændig ligegyldig, behagesyg New Age-agtig roman om, hvordan man får et bedre liv."
Amis benægter, at han skulle have nogen bestemt forfatter i tankerne, men hans rædselsvision af en sådan behagesyg roman er i slægt med hans dybe modvilje mod overdrevent amerikansk ligemageri: lige fordeling af køn og race efter matematiske principper og andre politisk korrekte vederstyggeligheder.
Tull beslutter sig først for at chikanere forfatterkollegaen og derpå få en lejemorder til at tage sig af det grove. Da de to var unge, lykkedes alt for Tull, og han er ved romanens begyndelse stadig overlegen i tennis, skak og ved billardbordet, men vennens succes har en forbløffende undergravende virkning. Alle Tulls småprojekter i forlagsverdenen smuldrer, hans potens har det "som en spiseklar østers ved mødet med et parkometer" og det eneste velbetalte arbejde, han kan få, er at skrive en artikel om forfattervennens triumfturné gennem USA.
Den fattige mand
Der er mange humoristiske og bidske iagttagelser af Tulls forfald, og der er en herlig beskrivelse af det vanvittige, uduelige tæskehold, som han engagerer til at gøre det af med Gwyn. Samtidig giver bogen et temmeligt rystende og uelskværdigt billede af, hvad det vil sige at være mand. Her trækker Amis tydeligvis på oplevelser i forbindelse med sin egen skilsmisse, og det går ikke som i en hel del kvindelig bekendelseslitteratur: Der er bestemt ikke lagt op til, at vi skal bære over med Tull.
"Bogen er en kritik af det mandlige ego", siger Amis. "Det er et meget begrænset følelsesmæssigt repertoire, mænd giver sig selv lov til at gennemspille. Forfremmelse, avancement er dét, mænd er optaget af. Det er derfor, vi befinder os i denne besynderlige tilstand."
Amis nægter dog bestemt, at der skulle være nogen indre forbindelse mellem konkurrence og kunstnerisk skaben, og han synes ikke bogen ender pessimistisk:
"Jeg leger djævelens advokat, men er i virkeligheden en slags optimist - eller er blevet til én. Det værste sker ikke i bogen. Jeg tror, Tull finder tilbage til konen. Han holder op med at skrive, kommer over krisen. Det er en roman om et mande-ego, og når kvinderne kun figurer ude i kulissen er det ikke fordi, jeg hader kvinder, som nogen fejlagtigt tror."
Mandetraditionen
"Jeg har netop en ny bog under udgivelse i England. Night Train er fortalt af en robust, kvindelig amerikansk betjent og handler om en forbrydelse mod en anden kvinde. Det har været en fornøjelse at modellere hende frem i et sprog, som er nyt for mig."
"I England er det for det meste mænd, som vil have signeret mine bøger. I USA er det ca. halvt af hver. Stik imod, hvad man egentlig skulle forvente i et dobbelmoralsk land, så har jeg ikke mødt nær så megen bornerthed i USA som i England."
Det hænger formentlig sammen med den amerikanske tradition for manderomaner fra Hemingway over Roth, Bellow, Updike, som Amis godt vil vedkende sig som inspirationskilder.
"Men i dag er den jødisk-amerikanske manderoman, hvor hovedpersonen kæmper med sin libido, et for længst overstået kapitel. Postmodernismen er også ved at have udspillet sin rolle. Gud og hvermand er postmoderne og selvrefererende i dag. Selv Clinton kan - med tungen i kinden - tale om sin egen iscenesættelse og flirte med kameraet. I England er det de såkaldte 'Commonwealth-forfattere', der har reddet romanen og fornyet sproget - forfattere som Timothy Mo og Kazuo Ishiguro. Den engelske roman har måske aldrig været stærkere end nu."
Mand og maskine som ét
Amis ser ikke sig selv som en politisk forfatter.
"Det er mere fundamentale menneskelige forhold, der interesserer mig, men en forfatter bliver næsten pr. definition venstreorienteret, fordi han ikke kan lade være med at være kritisk, i opposition."
"Jeg er begyndt at tænke meget over fremtiden og har netop skrevet en lang historie, der foregår i midten af næste århundrede. Den hedder The Janitor on Mars (Portneren på Mars). Naturvidenskaben interesserer mange forfattere for øjeblikket, ikke blot fordi 'det er sagen', men fordi den bliver mere og mere nærværende i vores hverdag. Alt, hvad vi rører ved i vores umiddelbare omgivelser, giver små livagtige bip-lyde fra sig. Udviklingen går så hurtigt, at vores følelser ikke kan følge med. Om hundrede år vil forskellen mellem det mekaniske og organiske være udslettet."
"Jeg tror, vi vil komme til at gennemgå en ny renæssance, og folk vil se tilbage på vores århundrede som en slags voldelig pubertet. Egentlig kan jeg ikke se England for mig som en nation, der har noget med fremtiden at gøre. Forskellene mellem lande vil blive dramatisk nedtonet. Vi vil nå frem til at tænke på os selv som menneskeheden og ikke som en samling stammer. En verdensregering vil sikkert blive uundgåelig."
Et karaoke-liv
Fremtidsperspektiverne i massehysteriet omkring Prinsesse Dianas død leverer stof til andre fremtidsperspektiver, som Amis ikke kan slippe. Han er alvorligt skræmt af det populistiske potentiale i den flokmentalitet, der viste sig, hvor folk i ramme alvor kunne finde på at sige i BBC: "Som Elton John så rigtigt har påpeget..." Som om Elton Johns følelser, god musiker eller ej, er et udtryk for den højeste statsraison!
"Sagen er i al sin enkelhed, at Diana var en nullitet, hvis velgørenhedsarbejde aldrig fik samme alvor som Princess Anns. Men Princess Ann er jo heller ikke smuk, så hos hende er der intet grundlag for den gnidningsløse identifikation, som Gud og hvermand opnår ved foreningen med Diana i deres helt private karaoke-show."
"Fremtiden ser lys ud," slutter han med sarkastisk pokerfjæs.
"Men disse frygtelige ting er også drønspændende for en forfatter. De antyder en forfærdelig forandring i den måde, folk er på. Den terapeutiske tidalder. Det er inspirerende. Måske skulle man ta' og skrive en roman om det!"

*Martin Amis: Budskabet. Oversat af Hanne Tang. 421 s. 450 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu