Læsetid: 3 min.

Et rum for eftertanke

24. september 1997

Forholdet mellem skulptur og beskuer analyseret i populær bog om Bertel Thorvaldsen

ny bog
I 1886 udgav kunsthistorikeren Julius Lange en lille bog dedikeret til "hr. Carl Jacobsen jun. med Lykønskning til den nye Bygning for Ny Carlsbergs Glyptothek". Emner var "Sergel og Thorvaldsen, Studier i den nordiske Klassicismes Fremstilling af Mennesket".
Det er en fornem, spillevende, relevant og dybtgående analyse af de to kunstnere, skrevet med megen sans for sproget og kærlighed til antikken. Det er derfor ikke uden grund, at Langes synspunkter og formuleringer gang på gang citeres i det seneste bidrag til litteraturen om Bertel Thorvaldsen, fjerde bind i forlaget Fogtdals serie Dansk Klassikerkunst, skrevet af Mikkel Bogh.
Nyklassicismens idealer
Da Thorvaldsen i 1831 efter 41 år i Rom vendte hjem til Danmark ombord på fregatten Rota blev hans person og hans værk fejret som et nationalt symbol. Hans modtagelse kan - som ethvert barn burde vide - genopleves på Sonnes frise rundt Thorvaldsens Museums mure.
Han var draget til Italien med guldmedalje og rejselegat fra Akademiet efter at være blevet skolet af maleren Nicolai Abildgaard og den avancerede, nyklassicistiske billedhugger Johs. Wiedewelt.
I Rom kom han under den danske arkæolog Georg Zoëgas beskyttende vinger og modtog af ham en nødtørftig manuduktion i antiken.
Nyklassicismen var en konsekvens af de nye politiske og filosofiske strømninger i sidste del af 1700-tallet, og med den fulgte nye krav til kunst og kunstner. Antiken var det moralske og stilistiske forbillede og billedhuggerkunsten regnedes for den mest farbare vej til at genoplive de tabte værdier. Rom var mødestedet for Europas skønånder, kunstnere og mæcener, og Thorvaldsens evne til i sine værker at udtrykke tidsånden placerede ham centralt i periodens historie.
Den ideale fordring
Mikkel Bogh følger Thorvaldsens udvikling og fremhæver gang på gang hans etiske holdning illustreret ved skulpturernes blanding af individualitet og storhed, handlekraft og eftertænksomhed. Udfra en ekspressionistisk opfattelse er de harmoniske, uforstyrrelige figurer blevet kritiseret for at mangle udtryk, men, hævder Bogh, i virkeligheden kunne man argumentere, "at billedhuggeren i sine tænksomme figurer netop - om end nok på meget formelt kontrolleret vis - lægger grunden til en moderne interesse i subjektivitetens plastiske udtryk". Evnen til at anskue og forvandle det sete til objekt er en betingelse for menneskelig frihed i forhold til naturen, ligesom selvrespekt er en forudsætning for respekten for andre.
Hvor Julius Lange ser figurernes etiske holdning i deres harmoni og ligevægt, mener Bogh, at den skal ses "i den afvisning af beskueren, som er så fundamental for konstruktionen af figurernes refleksion og indre liv; den omverdensforglemmende indadvendthed, hvormed de beskytter og så at sige opfører deres eget rum, er et uundværligt moment i dannelsen af den suveræne selvfølelse som er grundlaget for en respekt for den andens ukrænkelighed, ja, endda for kærligheden til den anden".
Skulpturerne synes alene med sig selv, hinsides ethvert samvær. De synes omgivet af en aura af utilnærmelighed, og Bogh refererer Langes ord om, at der bag mange af hans figurer ligger "et usynligt Landskab, en dunklere eller lysere Stemning af Døgnets Tid, med hvilken Figurens Stemning ganske umiddelbart klinger sammen. Denne Samklang udgjør Figurens Sjæl".
Bogh kalder det et "eftertænksomhedens rum, hvori de fremstillede personers 'følsomhed' dannes."
Eftertidens dom
Mikkel Bogh skriver, at Thorvaldsen efter den store, nationalromantiske mytes fald bestandig har måttet rekonstrueres, og at hvert årti må gøre sig sit eget billede af manden og hans værk.
Mest påfaldende er dog den lange periode, hvor meget få fandt det umagen værd at have en mening om Thorvaldsen.
Men det har ændret sig, og de sidste årtier har han spillet en væsentlig rolle som samtalepartner og afsæt for unge billedhuggere af postmoderne og dekonstruktivistisk observans.
At forfatteren flere steder karakteriserer Thorvaldsen som puritaner, får mig dog til at protestere. Der var stor enkelhed i hans udtryk som i hans livsform, men hans produktion var mere broget end rammerne for bogen giver plads til, og ikke mindst hans tegninger viser sider, som ikke umiddelbart lader sig forudsige eller aflede af hans centrale og repræsentative værker. Men bogens tekst er smuk, klar og læservenlig - uden kunsthistorisk skoleridt - som det sig hør og bør i en populære serie.

*Bertel Thorvaldsen af Mikkel Bogh. Dansk Klassikerkunst, Fogtdal. 64 s. ill., Kr. 198

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her