Læsetid: 4 min.

Sagen om kornmarken

11. september 1997

Det drejer sig om kunst kontra virkelighed, om jura og paparazzo

BEFRIET OMRÅDE
Billedkunsten har udviklet sig ganske drastisk siden hulemaleriernes tid, men man kan notere sig, at i hvert fald en del af den er vendt tilbage til naturen. I nogle århundreder forsøgte samfundet skammeligt at spærre malerkunsten ind i fire faste rammer og altid placere den indendørs, typisk på museer, i erhvervsvirksomheder og private hjem, men så fik den åndenød af iltsvind ligesom Mariager Fjord, og i de seneste årtier er den atter rykket i marken, om man så må sige. I dag foretrækker unge kunstnere installationer, og alle materialer er lige gode fra grisekroppe til bilvrag - og sågar gammeldags oliemaling kan bruges.
Faktisk har det udviklet sig sådan, at det slet ikke mere er nødvendigt at udføre et kunstværk, sådan rent fysisk, det er nok at tænke det eller se det. Konceptkunst kaldes denne retning. Og det var netop konceptkunsten, der inspirerede en ung, sydsjællandsk kunstner, da han en søndag i den netop forgangne høsttid kom kørende i sin lille bil ude på landet. Han kom forbi en afhøstet mark, hvor rækker af mandshøje halmballer var opmarcheret helt regelmæssigt, et storslået syn, som fik ham til at bremse brat.
"Dette er et kunstværk," sagde han til sig selv, steg ud af bilen og krattede sin signatur i hjørnet af marken med en pind.
Marken var blevet set. Den var nu ikke kun en mark, men noget mere. Den tilhørte pludselig ikke kun gårdejeren, men også kunstneren. Han tog et fotografi, som dokumentation af sit nyeste værk, satte sig ind i sin bil og kørte bort.
Kunstneren indbød nu sine venner og forretningsforbindelser til en fernisering. Den foregik i det hjørne af marken, hvor han havde sat sit navnetræk. Der blev knækket nogle flasker vin, som der nu gør ved sådanne seancer. Da flaskerne var ved at være tømt, mødte en vred gårdejer op for at høre, som han sagde, hvad det var for et tabernakel på hans mark. Kunstneren inviterede på et glas, men gårdejeren afslog og forlangte, at gæsterne forlod hans mark omgående. Kunstneren, der i forvejen var en anelse skævttænkende og nu - vinøst - var blevet yderligere påvirket, forsøgte at forklare gårdejeren noget om moderne kunst, men det prellede af som vand mod klippegrund. Lettere pikeret hævdede kunstneren, at han betragtede marken som befriet område, hvorefter gårdejeren sagde, at han ville tilkalde politiet. Derefter forlod kunstneren og gæsterne frivilligt marken, da ferniseringen alligevel var forbi.
Senere udstillede kunstneren fotografiet af halmmarken på Charlottenborg på udstillingen "27 yngre, danske kunstnere". Fotoet blev gengivet af adskillige aviser i forbindelse med disses anmeldelser (herunder Information). Anmelderne var enige om, at der var tale om et enestående kunstværk, som placerede kunstneren i forreste række.
Det medførte en reaktion, som kunstneren ikke havde ventet. En københavnsk kunstner meddelte nemlig gennem sin advokat, at kunstværket langt fra var enestående. Der var tale om et plagiat, idet tilfældet ville, at københavneren på en samtidig udstilling, ganske vist i Hamburg, viste et tilsvarende billede af en mark med halmballer. Billederne var ikke helt identiske, men ens nok til, at københavneren nu ville anlægge sag for dette utidige plagiat. Det gjorde han.
Den sydsjællandske kunstner svarede igen. Han havde selv personligt konciperet ideen under den tidligere nævnte køretur. Der var altså tale om et originalt værk, så måske kunne det tænkes, at det i virkeligheden var københavneren, der havde plagieret? Altså hyrede han en advokat og anlagde sag mod københavneren.
Der eksisterede nu to sideløbende sager. Den ene førtes ved retten i Slagelse, den anden ved Københavns Byret. Begge kunstnere var stejle og nægtede hårdnakket at indgå forlig.
Sagerne gav anledning til en del presseomtale, og endog aviser i udlandet skrev om dem, omend i notitsform og som en kuriositet.
Men kuriøst var det ikke, for sagen gik senere over i kunsthistorien på linje med den betydningsfulde hesteslagtning, et ritualdrab tidligere i århundredet samt mordet på Den lille havfrue, et internationalt mediekunstværk.
Det er mit værk, hvæsede sydsjællænderen. Nej, sagde københavneren, konceptet er mit.
Og derved blev det. Retten i Slagelse idømte københavneren en bod, mens retten i København idømte sydsjællænderen en tilsvarende bod. Begge appellerede prompte, men landsretterne stadfæstede dommen.
Da der var tale om principsager, gik de til højesteret, der fastslog, at marken tilhørte henholdsvis den ene og den anden, en salomonisk løsning på konflikten, som blev applauderet af lederskribenter i de førende aviser.
Nu blandede de to gårdejere, som længe havde holdt sig tilbage, sig i sagerne, idet de havde slået sig sammen til en gruppe. De forlangte fotografierne konfiskeret, idet der - og det var noget, deres advokat sagde - var tale om ulovlig indtrængen på fremmed grund, en krænkelse af privatlivets fred. Med andre ord en slags paparazzo-kunstnere.
Det sidste udtalte han med fnysende foragt, da han afsluttede sin procedure.
Det opfattede begge kunstnere, der nu - i denne sag - havde sluttet sig sammen i en modgruppe, som en krænkelse af deres kunstneriske droit morale.
De blev dømt, men appellerede straks til EU-domstolen, idet de henholdt sig til såvel menneskerettighederne som Berner-konventionen.
Og der ligger sagen såmænd endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her