Læsetid: 4 min.

Samtidens spejl

26. september 1997

Den populære historiske roman under lup

ESSAY
Kan man rasle med et silkeskørt, vugge forførisk i en krinoline og børste snustobaksmuler væk med et kniplingstørklæde er det lettere at få en krog i læseren.
Det erkender Mette Winge i den lille bog Fortiden som spejl. Om danske historiske romaner. Hun er ikke alene litterat, men også selv forfatter til populære historiske romaner.
Bogen består af punktnedslag i 150 års genrehistorie og fortæller om genrens udvikling i Danmark fra den opstod hos B. S. Ingemann med inspiration fra Walter Scotts romaner - ikke mindst den legendariske Ivanhoe.
Gennemgangene af bl.a. Ingemanns Valdemar Seier, J. P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, Johannes V. Jensens Kongens Fald, Nis Petersens Sandalmagerens Gade og Anne Marie Ejrnæs' Som svalen er ikke dybtgående litteraturanalyser, og det udgiver de sig heller ikke for at være.
Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog, kapitlerne er korte, og bogen henvender sig i sin lette, pædagogisk formidlende form til det samme brede læsepublikum, som holder af den historiske roman.
At se sig selv
Mette Winges ærinde er at vise, at den historiske roman i virkeligheden siger mere om sin egen tilblivelsestid, end den gør om den tid, hvor handlingen foregår. At fortiden i den historiske roman bliver brugt som samtidens spejl.
Hun mener nemlig, at det, der giver de historiske romaner deres popularitet, ud over at de opfylder et behov for spænding og oplevelse, er, at læserne finder ud af, hvem de selv er ved at læse om fortiden.
"For at kunne danne sig identitet må man vide noget om de mennesker, der var her før os," skriver hun.
Når læserne så ikke foretrækker den såkaldt videnskabelige historieskrivning, er det ifølge Mette Winge, fordi historikerne i den moderne historieskrivning ikke kan tillade sig at fremlægge eller fortælle mere, end hvad kilderne siger.
Den videnskabelige historieskrivning efterlader læserne med en fornemmelse af, "at mennesket er drevet ud af historien" og "at det, der er tilbage, er økonomi, politik, statistik og strukturer".
Den historiske roman tilbyder derimod læseren en mulighed for at gå om bag traktaterne, fortælle hvad menneskene tænkte, følte og sagde.
At forføre sin læser
I denne bog er Mette Winge selv den saglige og grundige videnskabelige litteratur-historieskriver.
Det er ikke historisk prosa hun skriver, når hun gennemgår f.eks. B. S. Ingemanns Valdemar Seier for at vise, at han ikke bare skrev saftigt om fortiden, men at han også havde et ærinde overfor sin egen samtid.
Hun finder de passager fra Valdemar Seier, der sandsynliggør, at Ingemann ville vække danskerne åndeligt, efter at landet havde været i knæene bl.a. på grund af afståelsen af Norge, en langvarig landbrugskrise og stagnerende handel, der havde skabt social nød.
Og at Nis Petersens Sandalmagernes Gade mere er en roman om moderne mennesker forklædt som romere end en roman om romerske mennesker på Markus Aurelius tid, viser hun ved at finde de moderne træk fra romanen: Det er storbyen Rom, der er hovedpersonen, de enkelte individer betyder mindre. Romanen handler om moderne søgende sjæle og er altså "overordentligt moderne for sin tid".
Men selv den videnskabelige historieskriver vil gerne forføre sin læser: Når således B. S. Ingemanns biografi fortælles skinner romanforfatteren Mette Winge med sin kærlighed til stemninger og følelser alligevel igennem:
På Valkendorfs Kollegium i København "dyrkede han (Ingemann) den tyske romantiks skræklitteratur, som vrimlede med gengangere og anden uhygge, og denne fordrejede i den grad hovedet på ham, at han til sidst var så overspændt, at han måtte tilstoppe løbet på sin pistol af frygt for, at han ellers ville give efter for lysten til "ved et pludseligt Spring at redde sig ind i Aandeverdenen".
Ganske vist er der tilsyneladende tale om et skjult citat, som jo underbygger Mette Winges udlægning af, hvorledes Ingemann havde det, da han sad og læste tysk skræklitteratur. Men alligevel: Det er og bliver Mette Winges forestilling om, hvad der foregik i Ingemann.
Man kan derfor spørge, om det overhovedet giver mening at skelne så kraftigt mellem det litteraterne og historikerne gør, når de sidder og skriver såkaldt videnskabelige forfatterbiografier, og det forfatterne gør, når de skriver historiske romaner.
Opskrift på en roman
Mette Winges lille bog skal nok blive populær. Den er underholdende skrevet og formidler ganske udmærket de elementer, der kendetegner genren historisk roman.
Først og fremmest lever den gennem læsningen af de 10 romaner op til sine egne mål om at vise, hvorledes den historiske roman afslører sin forfatters enten åbne eller skjulte hensigter overfor sin samtid og fastslår i den litteratursociologiske traditions ånd det umulige (også sprogligt) ved at sætte sig ud over sin egen tid og sit eget samfund selv for en fantasifuld forfatter.
Det eneste tvivlsomme kapitel, er det indlednde kapitel, hvor litteraten Mette Winge falder for fristelsen til at analysere romanforfatteren Mette Winge og afsløre, hvordan den historiske roman Skriverjomfruen blev til.
For det første er der i kapitlet for mange ligegyldige anekdoter, som at forfatteren en grå lørdag formiddag i 1987 fik en telefonopringning, der ændrede hendes liv. For det andet sker der det kedelige, at hendes egen bog reduceres til en opskrift på, hvordan man skriver en historisk roman:
Man tager en historisk person, man læser nogle bøger om tiden, ser på malerier fra tiden, bruger sin egen by, man prøver at få sit sprog til at makke ret, så det bliver til litteratur osv.
Mette Winges bog havde stået lige så klart uden dette kapitel.

*Mette Winge: Fortiden som spejl. 150 sider. 168 kr. Samleren. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her