Læsetid: 6 min.

Sand over selvstyre

27. september 1997

Palæstinenserne har mistet troen på fredsprocessen, men de fleste er alligevel overbeviste om, at terror modarbejder fred, siger Arafat- rådgiver og tidligere leder af Intifada'en

BOSTON
"Fred er et besynderligt begreb i den mellemøstlige verden. Her taler man uafbrudt om fred og fredsproces. Alle stræber efter en konfliktløs fremtid med fredelige tilstande, men det paradoksale er, at mange israelere og palæstinensere er imod fredsprocessen."
Formuleret af den førende palæstinensiske intellektuelle Sari Nusseibeh, rektor for al-Quds universitet i Jerusalem, tidligere leder af intifada'en, medlem af Yassir Arafats inderkreds og en palæstinensisk fredsforhandler, som skrev under på Københavner-erklæringen sidste år på Louisiana-museet i Humlebæk.
"Jeg tror, det ville være svært at finde folk, som går ind for at erklære krig. Mange israelere erkender, at palæstinenserne vil have fred. Efter de første bombeattentater for snart to år siden så man spontane og følelsesladede fordømmelser på Vestbredden og i Gaza. Hvis man går 4-5 år tilbage, ville det aldrig være sket, så forholdet mellem palæstinensere og israelere har undergået enorme forandringer," siger Sari Nusseibeh i et interview med Information.
"Idag er den situation ændret. Nu kan man finde palæstinensere på gaden, der undlader at give deres sympati for terror-ofrene til kende. De har mistet troen på fredsprocessen, men de fleste er alligevel overbevist om, at terror modarbejder fred. Freden er nemlig i palæstinensernes egen interesse."
Landede i hvepsereden
Sari Nusseibeh var i denne uge inviteret til at gæsteforelæse på det amerikansk-jødiske Brandeis University i Boston. At han tog imod invitationen og så at sige landede midt i hvepsereden er slet ikke ukarakteristisk for denne personlighed, siger hans arabiske venner. Nusseibeh er født i Jerusalem året efter staten Israels dannelse, blev uddannet på Oxford og Harvard som politisk filosof og har siden Intifada'ens dage været dybt engageret i en dialog med israelere.
Han nedstammer fra en adelig palæstinensisk familie, som kan skrive sin aner i Jerusalem tilbage til 1500-tallet. Denne status har utvivlsomt skabt en respekt omkring hans personlighed på begge sider i konflikten. Som nyudnævnt rektor for al-Quds universitet planlægger han at øge kontakter og samarbejdet med læreanstalter i Israel. Han er forfatter til flere bøger, den kendteste skrevet sammen med israeleren Mark Heller - 'No Trumpets, No Drums: A Two-state settlement of the Israeli-Palestinian conflict.'
- Kan Arafat effektivt gribe ind overfor terrorister?
"Jamen, selv hvis vi havde det bedste sikkerhedsapparat i verden, ville selvmordskandidater slippe igennem det israelske og palæstinensiske net. Hvad kan vi lære af det? Efter bomberne bliver sprunget i luften bebrejder Netanyahu Arafat og omvendt - når Arafat føler sig i klemme, lægger han ofte ansvaret over på Netanyahu. De to ledere kaster hele tiden bolden over i den anden lejr. Men man kan ikke stoppe terrorisme ved at bebrejde hinanden. Vi bør anerkende, at terrorismen - iøvrigt på begge sider, for Yitzak Rabin blev myrdet af en israelsk terrorist - virker efter hensigten. Politiske ledere kan sige, hvad de vil, men ingen af dem er i stand til at få fredsprocessen til at fungere. I stedet lykkes det en lille gruppe mennesker med få midler at have en langt større indflydelse på historien. Det er urovækkende.
- Men det skyldes vel også, at lederne på begge sider spiller med. De maler fjendebilleder af hinanden gennem medierne?
"De har ret i, at de politiske ledere kunne gøre mere. Hvordan de udtrykker sig påvirker klart nok den offentlige opinion. På den anden side er meget ændret i de seneste år - efter Oslo-aftalen. Begge sider er mere beredvillige. Palæstinensere omgås israelere. De ser israelsk tv, de ved hvem er hvem. Man kan ikke sige, at de har et ensidigt syn på israelere. At- mosfæren er ændret. Ingen i Palæstina taler længere om den zionistiske sammensværgelse, selv om det nuværende politiske og økonomiske kaos netop inciterer til den slags tænkning.
Fundamental ændring
- Hvad med israelernes syn på palæstinenserne?
"Også det er blevet fundamentalt ændret. Kan De huske, hvad Golda Meir sagde? 'Hvem er palæstinenserne? De eksisterer ikke!' Selv før Oslo-aftalen, ja, midt under Intifada'en, begyndte israelsk tv at tale om det palæstinensiske folk og nævnte vores krav om en palæstinensisk stat. Inden da blev vi kaldt araberne fra Judea og Samaria (jødernes bibelske navn på Vestbredden, red.). Men dengang kaldte PLO Israel for 'den zionistiske enhed'. Vi skrev Israel i anførselstegn. Idag omtaler palæstinensere zionismen som en national bevægelse."
- Vil samhandel med Israel og investeringer i de palæstinensiske territorier bidrage til forsoning og fred?
"Det var oprindeligt meningen. Idéen var, at de forskellige trin i Oslo-aftalens plan for selvstyre skulle bane vejen til integration mellem de palæstinensiske byer og territorier. Men idag er der ingen forbindelse mellem Gaza og Vestbredden og mellem nogle byer på Vestbredden. I stedet for at blive en sammenhængende økonomisk enhed er selvstyre-områderne gået flere stadier tilbage, og lige pludselig er vi mere fragmenteret end før. Hvis en palæstinensisk forretningmand vil investere i en skofabrik i Hebron, kan han ikke sælge sine sko i Gaza".
"Så i grunden har palæstinensiske virksomheder ikke investeret. De flygtede og derfor befinder vi os i en økonomisk recession. I en ideel verden ville skabelsen af en ny økonomi have gjort en kæmpe forskel og ændret palæstinensernes poitiske holdning. Nu befinder vi os i en politisk og økonomisk krise, og det bidrager til ekstremisme og lægger øget pres på Arafat.
Demokrati underordnet
- Er en anden årsag til Hamas' voksende popularitet, at Arafats styre ikke udmærker sig ved at være særlig demokratisk. At der er korruption og at menneskerettigheder og pressefrihed overtrædes?
"Mener De, at Hamas er demokratisk?"
- Nej, at den situation skaber en åbning for Hamas...
"Kun få i det palæstinensiske samfund bekymrer sig for demokrati og korruption. Intellektuelle som jeg og oppositionspolitikere. Vi er et lille mindretal. Selv mener jeg, at vort demokrati har klaret sig nogenlunde. Det kunne have været bedre, men det er starten på et eksperiment, som kun har varet i to år. Masser af det Nationale Råds folkevalgte medlemmer ved endnu ikke, hvad deres pligter er. Så kom terrorbomberne og de blev indviklet i denne krise og findet umuligt at opfylde valgløfterne."
- Men er pointen ikke, at Arafat kun kan opnå kontrol over sit folk og med fredsprocessen, dersom han udviser større demokratisk ansvarlighed?
"Naturligvis skal Arafat være ansvarlig overfor vælgerne. Det skal Den Nationale Palæstinensiske Myndighed (regeringen, red.) også være det overfor Rådet. Men ingen har erfaring med demokrati. De ved ikke, hvordan et parlament fungerer".
"Vi bør hindre overtrædelser af menneskerettighederne. Det er Rådets opgave, men også alles ansvar at protestere. Korruption er en anden sag. Arafat udpegede en undersøgelseskommission, som jeg sad i. Vi har lavet en rapport med anbefalinger og mit indtryk er, at Arafat vil handle".
- Lige før Madeleine Albrights besøg i Israel betalte den jødiske lobby i USA for annoncer underskrevet af senatorer, hvori Arafat blev direkte beskyldt for at stå bag terrorisme. Anser De den jødiske lobby for at være en hindring for fred?
"Selvfølgelig øver den jødiske lobby stor indflydelse på amerikansk politik. Men i stedet for at fordømme det bør vi spørge hvorfor og hvordan vi kan ændre den situation. Den eneste måde er at finde en løsning, som alle sider kan se er i deres interesse, inklusiv den jødiske lobby i USA. Man kan ikke forvente, at lobbyen går imod den israelske regerings politik".
Netanyahu afgørende
"Det afgørende er, hvad Netanyahu tænker og ønsker at gøre ved situationen. Kun sådan kan vi forstå, hvorfor han lader den slags avisannoncer trykke i USA. Det ville svare til at skyde sig selv i foden, hvis han forsøger at aflegitimisere Arafat og svækker ham som palæstinensernes leder. Det er ikke i Netanyahus interesse. Så spørgsmålet er, hvordan Netanyahu selv kan nå til den erkendelse, at Arafat ikke er en fjende men en fredspartner".
"Enten ser israelere og palæstinensere øje til øje, og så kan USA og andre komme dem til hjælp. Eller også er ingen forberedt på kompromis og så ender det med en katastrofe".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu