Som optakt til Riget 2 lader Lars von Trier sin anden spillefilm, Epidemic, få repremiere præcis ti år efter første runde i biograferne. Hvorfor egentlig det?
FILM
I dag, ti-året for filmens første biografpremiere, lader Lars von Trier Epidemic, sin anden spillefilm, få endnu en chance i biograferne. Epidemic er den af sine egne film, instruktøren selv holder mest af. Mere end af 'dens diverse populariserede efterkommere,' som det så koket lyder i det statement, von Trier har skrevet på baggrund af repremieren.
Hvorfor er filmen så von Trier så kær? Det fremgår ikke af statementet, men svaret kommer måske, når man kigger lidt nærmere på, hvilken film Epidemic egentlig er.
Epidemic handler om en instruktør og en manuskriptforfatter, Lars og Niels, som fem dage før, de skal aflevere et manuskript til en filmkonsulent, får slettet deres årelange arbejde fra computeren og derfor tvinges til på de fem dage at skrive et nyt manuskript.
Efter således at have sat scenen i løbet af filmens fem første minutter, veksler resten af Epidemic mellem de to filmfolks virkelighed og så det manuskript, de arbejder på. Manuskriptets titel er Epidemic og handler om en forfærdelig sygdom, som er ved at tage livet af et helt samfund, hvorfor lægen Mesmer, forskanset med lægestanden bag byens sikre mure, vil drage ud for at hjælpe den menige befolkning. Som en anden engel fra Røde Kors flyver han gennem landskabet og forsøger uden held at kurere lokalbefolkningen. Og først sent går det op for Mesmer, at det er ham selv, der bærer på smitten. Sideløbende hos Niels og Lars, som researcher ihærdigt på deres film, hører vi også om udviklingen af en ikke nærmere defineret epidemi.
Da de har færdiggjort deres manuskript, præsenterer de det for filmkonsulenten Claes og forsøger det visualiseret med hjælp fra hypnotisøren Ali Hamann, der skal hypnotisere en pige til at tro, hun befinder sig i filmens syge univers. Det lykkes over al forventning, og mens de to manuskriptforfattere og filmkonsulenten fascinerede og efterhånden lettere skræmte betragter pigens 'skuespil', bryder epidemien ud i fuldt flor også i filmens virkelighed, og vores hovedpersoner dør en smertefuld død.
Meta-film
Epidemic er en rigtig meta-film. Den leger med både filmmediet og publikums forestillinger om en traditionelt fortællende struktur ved at blande filmens to handlingsplaner sammen. Oven i købet spilles alle rollerne i filmen af 'rigtige' mennesker, hvilket gør det endnu sværere at adskille virkelighed og film - eller er det film og virkelighed? Således spilles Lars og Niels af Lars von Trier og hans faste manuskriptforfatter Niels Vørsel, og filmkonsulenten Claes er selvfølgelig filmkonsulenten Claes Kastholm, der - også i virkeligheden - har sikret filmens én million kroner store budget via sit job som filmkonsulent. I filmen i filmen spilles Mesmer i øvrigt også af von Trier.
Muligvis er det en smule betænkeligt på den måde at blande tingene sammen, men man tilgiver gerne von Trier, da Epidemic er et originalt stormskridt hen mod den dygtige billedmager, han er i dag. Desuden er filmen en enestående chance for at opleve von Trier i hvad, der må være de mest ærlige scener, man nogensinde kommer til at opleve ham i offentligt.
Kritikken
I sit statement klager von Trier en smule over, at ingen mennesker så Epidemic tilbage i 1987, og at ingen anmeldere kunne lide filmen. Det første er er formodentligt korrekt, da von Trier ikke på det tidspunkt havde fundet det store publikum, som fx Riget og Breaking the Waves har skaffet ham i dag.
Hvad angår pressens modtagelse af Epidemic er det lidt en tilsnigelse at sige, at kritikerne over én kam ikke kunne lide filmen. Faktisk gik reaktionerne fra rene heltekvad til to tommelfingre vendt nedad.
Informations anmelder, Morten Piil, skrev fra Cannes, hvor filmen fik sin verdenspremiere, at "det er et spørgsmål, om nogen nok så ondskabsfuld satiriker kunne have sammensat en mere tilintegørende afsløring af fænomenet Lars von Trier end den, han, næsten ufrivilligt, selv leverer i sin nye film." Ikke ubetinget pæne ord fra Piil, der dog ikke undlader at bemærke, at Epidemic "glimtvis viser den slående originale visuelle begavelse, der udmærkede Triers berømmede debutfilm Forbrydelsens element."
Kim Schumacher er i B.T. ikke helt så negativ, men han ærgrer sig over, at von Trier ikke kommunikerer tilstrækkeligt med sit publikum. Og at Epidemic, med henvisning til von Triers credo om, at "en film skal være som en sten i skoen," ikke gnaver nok til, at det batter noget.
Politikens Bent Mohn kalder filmen for en "både særpræget og nydelig stiløvelse, som ikke kan genre nogen," mens Ekstra Bladets Paul-Jørgen Budtz ikke synes, at den er en "selvstændig sag. Og derfor bliver man ikke for alvor interesseret i, hvad der sker."
Derimod er Det fri Aktuelts Uffe Stormgaard og især Kristeligt Dagblads Klaus Lynggaard oppe at ringe med klokkerne. Stormgaard mener, at filmens afsluttende scene med hypnotisøren er "stærkt tænkt i sin kunstneriske udformning, chokerende i sin dokumentariske nærhed." Og Lynggaard kalder Epidemic for direkte morsom, og "hvis det er intellektualisme, så længe leve intellektet!"
Interessant er det dog, at næsten alle anmelderne udover deres dissektion af Epidemic husker at rose von Trier for sit indlysende visuelle talent og hans formidable evne til at provokere reaktioner frem fra sit publikum.
Humoristisk krukkeri
En positiv ting, man kan sige om Epidemic, er, at den selv i dag virker lige så skæv, underlig og original, som da den fik premiere for 10 år siden.
Desuden er filmen noget af det første offentligheden ser til selviscenesætteren og krukken von Trier - den del af mennesket Lars von Trier, der i løbet af de seneste ti år har været langt den mest synlige, og som ofte har truet med at stjæle billedet fra det, som sagen vel egentlig handler om - nemlig hans film. Derfor er det på sin vis også indlysende, at von Trier er så glad for den. Han har skrevet, instrueret og spiller selv to hovedroller i en film, der handler om ham selv.
Billedet af den vrede, kronragede unge provokateur eller den mere modne filmskaber krakelerer ind i mellem, og frem kommer kunstneren von Trier, der higer efter anerkendelse og De gyldne Palmer. Og aviserne er fyldt med negative historier om, hvorledes Lars von Trier har gjort sig (uheldigt) bemærket på den ene eller anden måde, men han er i besiddelse af en humoristisk sans, der, bedst som man skal til ikke at kunne lide manden, på charmerende vis afvæbner enhver mistro og modvilje.
Som fx da von Triers Breaking the Waves blev begavet med en Bodil, og det var ikke von Trier selv, men skuespilleren Emily Watson, der modtog prisen. Von Trier havde på bedste diva-vis sendt et videobånd med sig selv, hvor han med et sarkastisk glimt i øjet 'tilgav' de medlemmer af pressen og filmbranchen, der på en eller anden måde havde stillet ham hindringer i vejen eller behandlet ham dårligt.
Eller da offentligheden i foråret skulle præsenteres for planerne om de første Dogme 95-film, var det Thomas Vinterberg og ikke von Trier, der dukkede op for at mødes med pressen. Von Trier havde i stedet sendt et videobånd, hvor han på vers peger fingre af de kritiske røster, som på forhånd kategorisk havde afvist idéen.
Mediecirkus
Man kan spørge sig selv, om hele det mediecirkus, der omgiver ham, er et udslag af, at von Trier er en stor kunstner med dertil hørende besynderlig opførsel, eller en bevidst selviscenesættelse fra instruktørens side - en art kanonisering af sig selv som kunstner med stort K. Måske er det i virkeligheden en blanding.
"Pandemi eller epidemi," spørger von Trier polemisk i sit Epidemic-statement og konstanterer, at det vist kun blev til en lille lokal infektion. Og dog, ser man tilbage på de forgangne ti år, så har von Trier figureret i medierne, nationalt og internationalt, som ingen anden dansk filminstruktør før ham - og det er vel egentlig meget passende at genudsende Epidemic på et tidspunkt, hvor verden stadig synes angrebet af netop en von Trier-pandemi.
*Epidemic. Instruktion: Lars von Trier. Manuskript: Lars von Trier & Niels Vørsel. Dansk (Grand, København og Øst for Paradis, Århus)
