Læsetid: 2 min.

Set fra Danmark: Et norsk protestvalg

13. september 1997

Ifølge Kirsten Jacobsen er det norske valg et protestvalg - men mest imod dårlig ledelse

Kirsten Jacobsen, den midlertidigt fratrådte leder af Fremskridtspartiet, følger den norske valgkamp på nærmeste hold. Hun er gift med en norsk konservativ og tv'et kører med NRK's valgdækning.
Men selvom det norske Fremskrittspartiet stormer fremad, giver Kirsten Jacobsen de andre partier æren. Det er dem, der er for dårlige.
"Jeg syntes at situationen i Norge i dag minder om situationen i 1973 i Danmark," siger Kirsten Jacobsen.
Dermed tænker hun på protestvalget, hvor de fire gamle partier gik stærkt tilbage, og både CD og Fremskridtspartiet gjorde entre på den politiske scene.
I Norge oplever socialdemokraterne en post-Brundtland vælgerflugt, og Høyre har oplevet en periode med mange ledelsesskift. Og dét er en del af forklaringen på Fremskrittspartiets fremgang.
"De norske fremskridtsfolk har formået at tage kampen op imod Arbejderpartiets ledelse. Men det har nu ikke været svært. Og Høyre har jo haft en trist skæbne med alle deres lederskift, så lidt af Fremskridtspartiets fremgang har været gratis," siger Kirsten Jacobsen.
"Taberne i det norske valg bliver Høyre og Arbejderpartiet, og begrundelsen er at ledelsen har været elendig siden de to partiers store ledere, Kaare Willoch og Gro Harlem Brundtland, gik af," fortsætter hun.
Jagland en LO-mand
Hårdest er Jacobsens kritik af den norske socialdemokratiske leder, Thorbjørn Jagland.
"Han er ikke andet end en LO-mand, der kan partiparolerne. Han ligner én der bliver bliver bange og løber, hvis man stamper i jorden. Desuden flakker hans øjne, når en journalist går for tæt på. Han har en mediefremtræden, som en ulveunge, der ikke er blevet spejder endnu," siger Kirsten Jacobsen.
Ifølge Kirsten Jacobsen er valget i Norge altså præget af dårlig ledelse og mange proteststemmer. Men hun afviser, at der er tale om et isolationistisk valg.
"Nordmænd vil meget gerne samarbejde med andre. Det ser du i FN, også når der skal sendes fredsbevarende styrker. De vil bare have lov at styre i eget køkken," siger Jacobsen fra Nordjylland.
Samtidig finder Kirsten Jacobsen det helt naturligt at EU-debatten er stendød i den norske valgkamp: "Efter den anden folkafstemning kommer det til at tage en generation, før nordmændene er parate til en ny EU-debat," siger hun.
Hendes bud på de norske vælgeres dom er, at Jagland-regeringen erstattes af en midterkoalition - uden Fremskrittspartiet.
Sket et skift
En anden dansk folketingspolitiker med norsk samlever, SF's tidligere gruppeformand Steen Gade, vil helst ikke sige for meget om Norges valgkamp, af frygt for at blande sig i et andet lands debat. Men han mener ikke, at Norge og Danmark nødvendigvis står hinanden så tæt, som mange går og tror.
"Der er sket et skift heroppe," siger Gade fra Norge. "Det er tydeligt, at man følger med i, hvad der sker i politik i Stockholm på en anden måde end man følger med i, hvad der sker i København. Selvom det er lidt dobbelt, for der er et intellektuelt lag som er Københavns-orienteret og læser Information og Politiken. Men generelt er mediedækningen Sveriges-orienteret. I øvrigt har mange danskere svært ved at erkende at vi jo er et lavlandsfolk, og derfor i nogen grad minder om tyskere," siger Steen Gade.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her