Læsetid: 7 min.

SF... so far, identitet og køn

13. september 1997

Intermetzo
Uanset eventuelle sympatier med Socialistisk Folkeparti - hvem af et godt hjerte nærer ikke ømme følelser for denne godhedsfuldt danskeste, grundtvigianske venstrefløjsfylkning i fodformet fjällräv og evig opposition - er det unægteligt svært at forestille sig partiets uantastede videreførelse som sådan - ihvertfald i nuværende form og indhold.
Enten - på den ene side - ender den flok af flokken, der nu siger nej, med at fremstå utroværdig, fordi dette nej i den kommende, nærmest uendelige Amsterdam-kampagne ikke på vilkår kan undgå at blive forvekslet med et nej til EU i almindelighed. Jamen, hvordan vil de dog bære sig ad med at undgå dèt i et stakåndet øjeblik under debatten?
Eller - på den anden side - ender det med, at den større flok af flokken, der siger ja, fremstår som utroværdig, fordi man i et så fundamentalt politisk spørgsmål selvfølgelig ikke i længden kan være politisk i stue med et flertal, der i den grad fundamentalt siger nej og i samme grad tager fejl af den korrekte partiholdning og situationen som helhed.
Efterhånden er det vel ved at gå op for et danske folk - i og uden for SF - at EU er en forholdsvis indgribende faktor i det politiske liv i Europa og omegn, og at EU efter alt at dømme også bliver det fremover. En afvisning af Amsterdamtraktaten, og hvad deraf logisk følger af en anbringelse af Danmark uden for den inderste kreds - er den indlysende konsekvens, som Holger K. og nej-flokken endnu skylder at afvise overbevisende. Holger K. mangler i samme åndedrag at overbevise kyniske iagttagere af denne verdens realpolitik om den påstands holdbarhed at den danske regering kan vende tilbage til kredsen med krav om fornyede forhandlinger.
Såfremt en eller anden by - EU-forhandlingstraditionen tro - i så fald skulle give navn til sådanne fornyede drøftelser med den flok af lande, der allerede mener, de har givet Danmark mere end rigeligt, må det formodes at blive Andeby.

Holger K's nej er med andre ord uddateret og vanskeligt begribeligt for alle andre, end folk der i forvejen ikke kan tåle tanken om EU, og som i rincippet iøvrigt er tilbøjelige til at sige nej tak, når de er i tvivl om nogetsomhelst her i livet. Såfremt identiteten som EU-modstanderparti, der i bund og grund er signalet fra SF, skulle være opretholdt - og det er nødvendigt for at troværdiggøre nej'et til Amsterdam, måtte Holger K. som partiformand konsekvent have fastholdt sig selv på det oprindelige nej-sigeri og ladet sit hus være draperet med lutter grønne bøgegrene til ære for al landets tvivlere på den venstre fløj. Disse styrker kan erfaringsmæssigt som vælgergruppe bære og opretholde et dansk moderat, principrelativistisk venstrefløjsparti som SF. Det skulle Holger K. have tænkt på, om han havde sat sin langsigtede troværdighed til højbords.
Nu stiller Holger K. sig i stedet - den storpolitiske situation taget i betragtning ubegribeligt umotiveret - i spidsen for hjemmefødningsgrundtvighøjskolemodstanden og højrefløjen, som det i mere bevægede øjeblikke kan være svært at skelne fra hianden.
Og nu farer den ellers så ufanatiske mand frem med en for hans standard fuldstændig åndssvag og naiv afstandtagen til de krav, som han selv og andre berettigede kritikere af det europæiske samarbejde før har stillet så bravt: Østeuropas indmelding, miljøet o.s.v. Og ikke mindst fredens stolte projekt, skønt man jo af blufærdighed kvier sig ved at nævne dén, freden som Europa-tankens begyndelse og endemål.

Det kan forekomme banalt at lufte sin forundring. Ikke desto mindre må man jo gøre det, når ubegribeligheden af et givet politisk standpunkt forekommer mere massiv for hver gang dette så stædigt forsøges forklaret.
Hvis Holger K. alligevel får held til at gøre sit standpunkt begribeligt, må han herefter være i stand til at ordne cirklens kvadratur og kamelens gang gennem nåleøjet. Samtidig.
Sådanne overmenneskelige egenskaber får den gode partiformand brug for, når han i det næste halve år skal ekvilibrere sig gennem de indre partimodsætninger og redde sin flok i flokken og begge tilsammen.
Hvorledes kan SF-toppolitikere være i inderlig opposition mod SF-toppolitikere og begge parter være lige gode SF'ere for den sags skyld. Jo, bevars, man hører den slags forklaringer og kan dem i søvne. Men at en tænksom SF-formand har bragt sig i den situation, hvor han fremover for hvert eneste dumme journalistiske spørgsmål er pisket til at fremmesse: Vi er et bredt parti...messe, messe, messe...og kan da sagtens tage en rask lille svingom... messe, messe, messe...og samtidig bevare midterskilningen...messe, messe, messe...og gebisset lige i munden. Og er der to der står sammen i dansk sognerådssammenhæng, er det Steen G. og så mig, Holger K. , SF, ja/nej.

Let's face it, som de siger i underholdningsindustrien: Dén uenighed er bare for meget. For nu at tvære i det ligger omkostningstunge væddemål klummistens natur fjernt. Men såfremt det til sin tid - bare ét år fra nu af, nej bare et halvt - viser sig, at det trods fanden på væggen alligevel lykkes SF at klare brændingen, og Steen G. og Holger K. kan genoptage deres fælles march mod solopgangen, lader klummisten sig villigt håne. Han lover dertil uhøjtideligt at vride armen om på den da fungerende debatredaktør, eller -trice, her på Inf., således at der skaffes behørig plads til smædeskrivelser af enhver art. Også fra Holger K.
Men i så fald har partiet demonstreret en sådan grad af intern smidighed, at Houdinis legendariske kunstfærdighed som slangemenneske ligner et kronisk hekseskud.
Sidste nyt i skivende stund: Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet SF-kilde og flere aviser, at de to, Holger K. og Steen G. samt deres respektive baglande i partiet ikke under kampagnen vil indlade sig i indbyrdes offentlig diskussion om hverken partilinie eller substans i EU-spørgsmålene. Her ville en mundlam person jo mangle ord.
Men, hvad fanden skal det betyde? Vil det sige at den ene part kan sige de mest horrible ting om den anden, uden at den anden mæler et muk. Eller vil det sige at den anden part kan sige de mest horrible ting om den første, uden at den første mæler et muk?
Was ist denn los, som de siger i gamle Goethes fædreland.

Apropos gamle Goethe, der i sine unge år var den unge Goethe - for nu at vende åsynet mod noget helt andet, som i dybere forstand handler om identitet end SF's forkvaklede forklaringsproblemer: Den tyske historiker og Helmut Kohl-biograf Karl Hugo Pruys agter i morgen, dansk tid, i Weimar over for en forsamling af betydningsfulde personer at lade en bombe springe: Goethe, Johann Wolfgang von, var bøsse. Eller springe og springe. Ifølge kyndige hjemmelsfolk, hvis identitet vi her lader være bedækket, er det en gammel historie, hvilket jo er unægteligt, ifald det er rigtigt at Goethe var bøsse.
Tilbage til Karl Hugo Pruys, som altså insisterer, så er vidnesbyrdene - ikke mindst de dunkle og antydede i storværket - utallige. Erlkönig. Det siger sig selv, at den gamle liderbuks er ude efter frisk drengekøn, der hænger der og skranter på farmands sadelknap(!). Og Faust. Hvad er Faust andet end én lang bøsseskovtur? Og: Over alle bjertoppe er der stille...warte nur, balde ruhest du auch. Dén kender vi. Åh, jeg er så træt, Karl Hugo skal vi ikke lægge os sammen i botanikken et øjeblik? Dichtung und Wahrheit.

Ak se, som den afsporede poet digter om hyrdinden:
Da tog hun did sin vej,
men tog iagt violen ej;
den stakkels blomst hun knuste.
Den synker dør, men dør med lyst!
Thi skal jeg dø, så er min trøst:
min død, min død
ved hendes fod er sød.

(Og det tror jo faen, så han slipper for at gøre noget ved det).Go'morgen , hr. platugle.
I øvrigt er det al ære værd at snave ned i de kendtes sex. Bare de har været døde længe nok, går den trafik oven i købet for videnskab i dannet selskab. Men dybest set, hvem rager det en klokkeblomst, om Goethe var nekrofil eller til malkekøer i løbetiden.

Goethe er formentlig den person i den samlede litterturhistorie, der er udforsket mest minutiøst. En klassiker er i den forbindelse historien om professoren, eksperten over alle eksperter med speciale i den store mands privatliv.
Denne navnkundige videnskabsmand havde især koncentreret sig om Goethes utal af kvindfolk, som ganske ifølge den nye teori, ikke sagde ham en dyt.
Men som den pågældende professor anskuede de dele dengang, hang det altså ikke helt sådan sammen. Professoren kunne jo derfor i sine lærde studier og forelæsninger på universitetet opregne samtlige disse kvindemennekser, som den unge, yngre, ældre og gamle Goethe under alle mulige poetiske påskud forsøgte at komme i bukserne på.
Ét sted i værket er det så at Goethe selv nævner én bestemt af disse kvinder som den der betød mest for ham. Vel at mærke ikke Charlotte Buff, der inspirerede ham til Die Leiden des jungen Werthers, heller ikke Christiane Vulpius, som han angiveligt var så tændt på at han formerede sig, men derimod Charlotte von Stein, der turde sige kraftgeniet imod.
Hertil er det så, at den lærde professor i sammenlignende privatlivsstudier udsiger den guddommelige bemærkning: Hier irrt sich Goethe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her