Nu kan man drøne gennem Danmark så hurtigt som aldrig før. Men hvad blev der af rejsens poesi
Herhjemme
I begyndelsen er alt, som det plejer: Toget forlader Århus Banegård og følger sit spor ned gennem Jylland, henover Fyn, hurtigt og effektivt som en sardindåse på et samlebånd. Og lige så hermetisk tillukket. Hvis der nogensinde har rørt sig en vind udenfor - så mærker man det ikke herinde.
Luften står stille, men serveringsbordene ruller. En stemme i højtaleren orienterer os om, at vi alle har det godt.
Også det er prøvet før. Men efter Nyborg kommer det nye: Den faste forbindelse, som engang var en tåget fremtidsvision. Nu er den her!
Vi kører over Storebælt i gråt og tåget morgenlys. Havet ligger og ligner sig selv, så man må ånde dybt, og fylde lungerne - med komprimeret kupéluft.
På rækværket langs den nye bro sidder mågerne og fryser, tykke og tunge i fjerene som bondedyner i miniformat. Ingen af dem flyver. Det falder dem ikke ind. De sidder bare der, slået af en klam virkelighed - som længes de efter noget, de aldrig mere vil kunne få.
Herinde, bag et lukket vindue, sidder jeg og kløjs i en sandwich med margarine og smelteost. Den er uegnet til menneskeføde. Men den er nærende som sælspæk og kunne nok have fået en desillusioneret mågeflok på vingerne. Og havde jeg rejst som i gamle dage, på åbent dæk, i Guds natur, med frie fugle i kølvandet - så skulle de ikke have savnet den.
Kaffen, udrikkelig som traditionen byder, står og bliver kold i plastikkruset. Sandwichen ender sine dage i en hygiejnisk skraldepose med et portræt af H. C. Andersen - den gamle digter, der altid blev i godt humør, når farten og fremskridtet rev ham i hatten. Men som aldrig glemte, at det er poetisk at rejse. Her slutter hans historie.
Og her sidder vi, måger og mennesker, lukket ude og spærret inde - og længes så grueligt efter hinanden.
Men det varer ikke så længe, for nu kommer Sprogø farende. Hvorpå mørket sænker sig i dybet under Storebælt.
Den danske sang
Grønne skilte, firkantede som loven befaler, dunker forbi i mørket, regelmæssigt som hjerteslag: Exit, Exit, Exit... Andet er der ikke at se hernede. Der må skjule sig et utal af døre derude i det ukendte. Men hvor fører de hen? "Ud i en anden tunnel, så man kan redde livet," hævder eksperterne. "Ud på havsens bund, så man kan drukne som et anstændigt menneske," hvisker en indre stemme - som ikke kender til fornuftige argumenter. "Hvis man ellers kan få døren op," tilføjer den.
Men så kommer lyset og Sjælland, og alt er atter som før.
Næste stop er Høje Tåstrup. Selv om det går hurtigt, er der tid til at mindes fortiden:
Der var engang - det er i grunden ikke så længe siden - da mødte jeg et Danmark, som nu hører fortiden til. Det var om bord på en togfærge en solskinsdag i maj for to år siden. I en stribet liggestol på dækket sad en yngre, lyshåret dame og sang, rent og klart, om bøgelyse øer, Danmarks kort, tromlende bønder og lyse nætter. Ude i horisonten stod silhuetten af den nye bro.
"Tak for sangen," sagde jeg, da vi gik i land en time efter - vel vidende, at det var sidste gang, jeg hørte den.
