Læsetid: 13 min.

De sidste dage i juli

20. september 1997

På en rejse gennem Texas møder du Robert, Rick, David og Jo. De fortæller dig om politiet, Gud, fortiden og hvorfor en af dem skal dø

Gud er overalt oppe over skyerne. Selv over Texas, mente dødsfangen Robert West.
Hvis det passer, sidder han ved siden af Gud nu, hjulpet på vej af staten Texas.

1.
Wild Bill & Magnum
"Hvis de ikke er søde mod dig, så er de ikke fra Texas. Vi har den her sydlige gæstfrihed," klukker den fede ekspedient i sit blå cowboytøj. Skiltet på brystet fortæller, at hun hedder Terri. Hun er stolt, for butikken Wild Bill's er berømt. Mange skuespillere og rodeostjerner køber deres tøj her.
"En jakke magen til den derovre har Chuck Norris på i Walker Texas Ranger. Ja, man kan næsten ikke se den for frynser," smiler hun. På stativerne hænger også jakker fra Tony Alamo. Danskere kender næppe skrædderen bag de farvestrålende paillet-jakker i hvidt læder, men en af hans kunder hed Elvis.
- Hvorfor hedder ejeren Wild Bill, er han vild?
"På en måde. Han fik i hvert fald navnet efter, at der var indbrud i butikken."
Terri peger på et billede af Bill, der sidder i en gyngestol iført sort i hat og sort tøj. Et haglgevær hviler på hans skød. Ved siden af Bill hænger hans hund, en pitt bull-terrier i størrelse livsfarlig. Den hedder Magnum.
"Da vagtselskabet ringede, greb Bill og hans kone hver sit gevær og gik afsted med Magnum. Da de kom ind i butikken, råbte Bill til tyven, at nu havde han fandme et problem. For de stod herude og ventede på at skyde og bide ham i småstykker. Men han kunne selvfølgelig komme selv, og det gjorde han."

2.
Stetson
Ray fra Santa Ana i Californien sidder i sin bil på vej hjem fra en country & Western-fest i Austin, Texas.
Ray er 26 år og kan godt lide Austin, fordi det er den mest liberale by i Texas. Austin har fået sin del af ekspansionen i den teknologiske industri, og byen er for en stor del befolket af 68'ere, babyboomers, der ikke passer ind i statens benhårde konservatisme.
Austin er også den eneste større by i Texas med en borgmester, der er imod dødsstraf.
Ray har sin Stetson-hat på, fordi den hører uløseligt sammen med Texas og country-stil. Ligesom de kæmpemæssige bæltespænder i sølv, som næsten skjuler deres ejermand og aldrig behøver pudsning.
"Det var sen nat, og min ene forlygte var gået ud, så politiet vinkede mig ind til siden," fortæller Ray. Da betjenten kommer op til ham, regner Ray med, at han vil snakke om forlygten.
"Hvorfor har du en Stetson på?" spørger betjenten.
"Øhm, fordi jeg holder af country og har været til countryfest."
"Men jeg kan jo se på dine nummerplader, at du er fra Californien?"
"Ja, jeg er på vej hjem, siger jeg. Vil du slet ikke snakke om min forlygte? Stoppede du mig på grund af hatten?"
Betjenten siger, at lygten skal laves og helst i morgen. Ray har kørt godt en time, da en ny betjent vinker ham over og kommer hen til vinduet.
"Hvorfor har du en Stetson på, du er jo ikke fra Texas?"

3.
Biljagt
Politibetjent Ken Faulch går aldrig med Stetson. Han er betjent i den lille by Huntsville, 120 kilometer nord for Houston. Vi sidder i patruljevognen lørdag aften og snakker om ham. Han er 32 år, har været betjent i 11 og drømmer om, at blive FBI-betjent.
Jeg har kun fået lov at køre med, fordi jeg skrev under på ikke at slæbe Huntsville Politi i retten, hvis jeg bliver skudt eller såret. Nu sidder jeg på passagersædet med en pump gun haglbøsse ved mit venstre ben.
Der kunne den sagtens stå, selvom den var ladt, sagde Ken. Der var nemlig ingen patron i kammeret.
"Cowboykulturen er noget med at arbejde utroligt hårdt og feste meget kraftigt. Men jeg kan ikke holde deres macho-ævl ud," siger Ken, mens vi holder foran diskoteket Shenanigans på Houston Street. Omkring os holder dem, Ken taler om, i deres pick-ups..
Han vinker en ung pige i en fire-hjulstrækker over til sig.
"Hej Susy, Du fylder da vist først 21 om et par måneder, du har ikke drukket noget, vel?"
Det har Susy ikke.
"Ellers er jeg jo nødt til at tale med din mor - har hun det forresten godt?" spørger Ken.
Mor har det fint, og Susy kører sin vej.
Aftenen tegner til at blive særlig travl, fordi Sam Houston Universitetets sorte studerende holder fest. Det, de kalder "Players Ball".
"Så klæder fyrene sig ud som alfonser og pigerne som prostituerede," fortæller Ken.
"Og får for meget at drikke, tager stoffer og hvad ellers, og så har vi balladen. Det er derfor, vi har den der med. Hvis du bare står ud af bilen alene, så er det da muligt, at folk har respekt for dig, fordi du er politiet. Men træder du ud med et haglgevær i hånden, så ved de, at det er alvor," siger Ken.
Pludselig udbryder han:
"Shh, hør radioen. Det er biler fra Montgomery-amtet i syd. De jagter en eller anden nede på interstate'en. Lad os komme derned, så du kan se en biljagt.
Ken træder speederen i bund og vi kører 150 km/t på en bivej langs motorvejen. I zig-zag med hvinende dæk.
"Flyt jer for fanden," råber han og giver forskrækkede bilister det lange lys.
I mørket kan vi se en række politiblink, der bevæger sig mod os som en lysende slange. I radioen kan vi høre statspolitiet planlægge at smide partisansøm på vejen, så bilen punkterer.
"Aaij, jeg tror, de når forbi, inden vi kommer derhen. Ok, nu ved de, hvor bilens ejer bor. Det er lige i nærheden, så vi skyder genvej til indfaldsvejen."
Da vi frem, kan vi se glimtende røde og blå lamper længere fremme. Og en røgsky fra den forfulgte pick-up. Pludselig kaster Ken bilen til højre.
"Hold kæft, det var det ene dæk fra bilen. Det må være skvattet af efter det punkterede. Ikke så underligt at bilen er overophedet. De har også tilkaldt brandvæsenet."
Dækkene i bilens venstre side er helt væk. En betjent kommer hen imod os.
"Vi tog hende med radaren med 140 i timen. Jeg forsøgte at få hende ind til siden, men hun gav mig sgu fingeren," griner han.
Omkring os kan man se, hvor godt politiet samarbejder. Otte vogne med lysshow på taget holder langs vejen, fra Huntsville politi, statspolitiet og motorvejspolitiet.
Ken forklarer, hvorfor de er så hurtige til at assistere hinanden, selvom det bare er en almindelig spritkørsel.
"Vi er kun en mand pr. bil, og det er sjældent at nogle af os har særligt travlt. Så når det sker noget, vil alle være med. Samtidig viser det også, at filosofien bag kun at være én pr. vogn virker. Hvis man sidder to mand, er man måske mere tilbøjelig til at tro, man kan klare en farlig situation selv og glemmer at fortælle stationen, hvor man er, og hvad man er i gang med. Derfor tilkalder vi altid assistance, hvis vi er i tvivl. Lige nu er der mange vogne, fordi flugtbilisten kørte over amts- og kommunegrænsen. Så bliver statspolitiet og highway-patruljen involveret."
Mens betjentene snakker om jagten, kan man se hvor mange, der tjener til livets ophold ved at lytte til politiradioen. Uden for politiets afspærring holder ni private kranvogne parate til at fjerne bilen, der nu er helt begravet i brandvæsenenets skum.
Vi kører tilbage mod byen og Player's Ball. Klokken nærmer sig midnat, og jeg skeler til den ladte pumpgun, der hviler op langs mit venstre ben. Men vi når aldrig frem til Sam Houston Universitetet midt i Huntsville. Det må nogle andre tage sig af. Kens politimandsfornemmelse slår alarm.
"Orv, prøv at se den bil der med en baseball-maske i forruden. Det er da uhyggeligt. Dem stopper vi."
I bilen sidder to unge sorte mænd, og de får blink og lygter, indtil de drejer ind på en stor P-plads. 20 minutter senere er deres fest forbi den aften. Helt sikkert.
Ken stiger ud og taler med dem, mens jeg bliver siddende for lige at se situationen an. Ken bærer trods alt skudsikker vest, mens jeg har lovet at holde Huntsville politi skadesløs, hvis jeg bliver plaffet.
Men da Ken rækker om på ryggen efter sine håndjern, står jeg ud.
"Nåh, så I vil lege med mig. Det kan vi da godt. Det her er Huntsville, Texas, og vi kender alle legene. Du er anholdt for besiddelse af euforiserende stoffer og for at køre i en stjålet bil."
18-årige Tony Mills bliver anbragt på bagsædet i Kens bil. Bilen var ikke i hans navn, og under forsædet lå en cigaret med pot i.
Hans kammerat bliver også tilbageholdt, til Ken er overbevist om, at hans historie passer. Han er bare på stop, siger han, og de to kender ikke hinanden særlig godt.
En anden politibil er kommet til, og betjenten John spørger, om vi skal bruge hjælp.
"Nå, er det bare Tony. Ja, han ryger marihuana, men jeg er sikker på, at han snart består eksamen til crack. Ha ha ha."
John har en sandfarvet cowboyhat på.

4.
Nitten minutter i syv
Huntsville er den vestlige verdens hovedstad for henrettelser.
Midt i byen ligger statsfængslet The Walls fra 1843, et af USA's ældste. Der er ofte demonstrationer på parkeringspladsen foran fængslet, for det er her Texas sender sine dødsdømte på den sidste dag i deres liv.
Midt i 1997 har Texas allerede slået sin egen rekord med 24 henrettede i år. Og i de sidste dage i juli skal endnu én føjes til.
De røde mure står lige ud til 11. Street, byens hovedgade. Så hvad fængsler angår, er Huntsville og dens 35.000 indbyggere noget særligt.
Foruden The Walls ligger yderligere syv rundt om byen med tilsammen 12.000 fanger. Hver anden arbejdsdygtig borger er beskæftiget af fængslerne.
En sen eftermiddag i juli ankommer en fangetransport fra fængslet Ellis 1 Unit, der huser 2.200 fanger, hvoraf ca. 400 er dømt til døden. To betjente følger fangen ind mellem blokkene på en række fliser, der ender ved en bygning, som ligger isoleret i et hjørne af fængslet. Fangen er i hånd- og ankeljern. Han er dømt for mord på en servitrice i Houston for 15 år siden.
Inden han forlod Ellis 1 Unit fik han en cheeseburger med pommes frites og en coca cola til. Han havde også bedt om en cigaret, men, fortæller fængselsvæsenets talsmand, det fik han ikke. Cigaretter er forbudte i Ellis på grund af sundhedsfaren.
Telefonen uden drejeskive i værelset ved siden af dødskammeret ringer ikke. Det ville den have gjort, hvis fangen fik udsættelse. Klokken nærmer sig halv syv, nu skal fangen dø.
Det er tirsdag den 29. juli og en varm dag i Texas. Solen skinner uden for og kun få skyer driver langsomt over himlen. Fangen tror han kommer op bag dem.
Til Gud.
18.35 begynder giften at flyde gennem slangerne til hans arme. Først en overdosis bedøvelse, så et præparat, der stopper åndedrættet og til sidst et, som standser hjertet.
Seks minutter senere hører fangens og hans offers familie to stemmer gentage tidspunktet 18.41. Døden indtrådt.
Fangens sidste ord: "Jeg er ked af al den smerte og lidelse, jeg har forvoldt. Venner - tak fordi I kom."

5.
Rejsen til Helvede
14 dage inden sin død mødte fangen Deres udsendte. Som han fortalte, at han faktisk var for dødsstraf.
"Jo, den er fair. Nogle af menneskene herinde har gjort forfærdelige ting, skudt adskillige ned med koldt blod. Hvad med deres familier, de har mistet én de elskede? Det er slemt herinde, men det er værre at miste sin bror. Og jeg ved hvad jeg taler om. Nej, de har fortjent at dø. Derimod mig, ha ha, de skulle ikke henrette mig. Det lyder vanvittigt, men jeg er ikke den samme mere. Nu er jeg 35, og jeg var lige fyldt 20 dengang. Og hun var skyld i min brors død. Du må forstå, at jeg var sindssyg af sorg og stoffer."
Fangen taler ud gennem blå tremmer og sort trådnet, for cellen ligger på isolationsgangen. Lige indenfor kan man se en lyseblå skrivemaskine.
"Digte, noveller og en masse breve. Jeg sidder her 23 timer i døgnet, hvad synes du ellers jeg skal lave? Jeg venter på at dø, og jeg kan godt sige dig, at det haster ikke."
Han blev anholdt på en parkeringsplads i Houston, smurt ind i sit offers blod og stjernehøj på stoffet PCP, også kaldet englestøv. Alt for symbolsk synes han, for engle er netop hvad fangen regner med at se, når hans liv er forbi om 14 dage.
"Jeg kommer i himlen, tilbage til Gud. Så jeg er ikke bange. Der findes ikke noget Helvede, og hvis der gør, så har jeg været der."
Han er ikke bitter på Texas, siger han. Selv ikke på bødlen, der skal pumpe giften ind i hans blodbane. Måske har han endda allerede mødt og kender ham eller hende. Bødlen er nemlig frivillig blandt de mænd og kvinder, som arbejder i Ellis 1 Unit. Ingen smarte systemer eller computere kaster tvivl over hvem, der trykker dødssprøjten i bund. Én person gør arbejdet, og han får hverken mere fritid eller højere løn af den grund.
>Jeg håber bare, at bødlen kan leve med, at jeg og andre mennesker dør ved hans hånd. Jeg føler mig ikke specielt skidt tilpas ved at have dræbt den, der bestilte mordet på min bror. Men bødlen har jeg jo intet gjort, han hader mig ikke."

6.
Guds regler
På en veranda i Huntsvilles fattige kvarter for enden af Houston Street sidder Jo og John Nation og slapper af med deres to hunde liggende dovent foran sig. Kvarteret består mest af trailers, mobile huse, som folk har bragt med sig fra andre steder i landet.
67-årige Jo er født og opvokset i Huntsville, og for to år siden gik hun på pension.
"Gud ser jo alt det, de gør nede i fængslet. Og hvad siger Bibelen om at slå ihjel? Jeg har lukket Gud ind i mit hjerte, og Han siger, at der er plads til os allesammen på Jorden. Også dem, der har gjort noget forfærdeligt. Jeg har siddet som receptionist nede i retten i 25 år og set de ulykkelige familier. Ofrenes og mordernes, de græder allesammen. Det er forkert - Guds regler gælder for os alle, dig og mig og John dér,"
John, der er 55 og invalidepensionist, henter sin tyggetobak og avisen The Huntsville Item.
"De skriver aldrig om andet end fængsler og henrettelser. Man kunne jo godt tænke sig at høre om noget andet," siger han. Johns ene kind buler ud af al tobakken, og mens han taler, spytter han i en kaffedåse, han har på skødet. Så kan man se, at han ingen tænder har.
Jo afbryder, inden John når at sige mere: "Før i tiden brugte de stolen. Det var altid om onsdagen op mod midnat, når de tændte strømmen til 'Old Sparky'. Da blinkede alle lysene i Huntsville."

7.
Staten uden nåde
I Texas har man ingen tradition for at vise kriminelle nåde. Mentaliteten er, byg fængsler, lås dem inde og smid nøglen væk. Og de voldelige forbrydere synes folk skal straffes maximalt, siger professor Halperin, der har underviser i menneskerettigheder på Southern Methodist University i Dallas. Han har været aktiv i staten for Amnesty International siden 1985.
Ca. 80 procent af statens indbyggere støtter dødsstraf og yderligere stramninger af straffeloven, selvom den netop er strammet op.
"Texas er anderledes, fordi staten var uafhængig, før optagelsen i de Forenede Stater. Den blev grundlagt med vold og lynjustits og har en voldelig tradition, der selv i USA er unik. Et flertal ejer håndvåben, og pistoler bliver opfattet som macho. Den politiske sindsstemning er ikke anderledes. Derfor er det ikke tilfældigt, at hver tiende amerikanske fange er spærret inde i Texas. Det er den største uregulerede forretning i staten. Vi er de eneste i USA, der importerer fanger fra andre stater og dem, der henretter flest. Samtidig er det fuldstændig ligegyldigt, hvem der er guvernør, mand, kvinde, demokrat eller republikaner. De er allesammen ens. Du kunne ikke blive valgt til den laveste offentlige stilling i Texas uden at være for dødsstraf. Det er sygt," siger Rick Halperin.

8.
Bødlens talsmand
Fængselsvæsenets talsmand kan godt sove om natten, og hver uge forklarer han journalister fra hele verden hvorfor.
"Vi synes ikke noget om dødstraffen. Når retten beder os spærre folk inde, så spærrer vi dem inde. Siger den 'slip dem ud', så åbner vi døren. Og når retten beder os henrette dem, så henretter vi dem. Vi gør bare, hvad vi får besked på," siger David Nunnelee.
Inde i Ellis-fængslet trækker han helt uventet Deres udsendte i ærmet, over mod dødsgangens isolationsceller.
"Kom du skal møde Robert West. Han er en af de mest intelligente personer, jeg nogensinde har mødt, og han er en af dem der har været her længst. 15 år."
Forbløffet går jeg med, normalt får journalister ikke lov at interviewe fangerne, der ikke engang må kigge besøgende i øjnene.
Navnet virker bekendt. For inden vi forlod Davids kontor inde i byen, stirrede jeg på hans opslagstavle med listen over månedens henrettelser. Og lagde mærke til én programsat til om fjorten dage. Nej, det kan da ikke passe, at Nunnelee lader en journalist stille alle mulige nærgående spørgsmål til én, der skal dø om to uger.
Men det kunne det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu