Læsetid: 2 min.

Sinfonietta har fået nyt hjem

2. september 1997

Athelas Sinfonietta slap mere end helskindet gennem sin præsentation som P2Musiks første husorkester

KONCERT
Athelas Sinfonietta Copenhagen - tidligere Athelas Ensemblet - har fundet et sted at være og give koncerter. Foreløbig for en sæson. Danmarks Radio har fået sig et husorkester for den ny musik. Med en nyligt indgået aftale mellem de to parter er der skabt basis for otte DR-koncerter med ny musik på højt plan.
Athelas Sinfonietta har under basbasunist og dirigent Giordano Bellincampi nået et højt niveau. Uropførelsen af Vagn Holmboes Prelude to a Living Stone prægedes af levende strygere og smukt blæsersammenspil i Holmboes varme, melodiøse værk.
Titlens 'præludium' er lidt af et understatement. Der er tale om en formmæssigt ikke ukompliceret komposition af længere varighed. Også i den nostalgiske, langsomme del holdt musikken tilhørerens opmærksomhed fangen. De 14 Athelas-musikeres rene, overskudsprægede spil fik undertegnede til at se frem til sinfoniettaens cd med alle Holmboes præludier, der ventes indspillet i løbet af sæsonen.
Også slutningen af første halvleg var vedkommende og velspillet. Per Nørgårds Night-Symphonies, Day Breaks har på én gang mindre og mere vidtløftige melodier end Holmboes naturbeslægtede præludium. Men strengt taget er det slet ikke det melodiske, det drejer sig om. Musikkens organiske pulsationer trænger sig i forgrunden.
Lukker man øjnene og lytter uden at lade sig distrahere af synet af de arbejdende musikere, falder det hele på plads. Musikken er en lydmasse i elegant instrumenteret bevægelse. Meget små lyde, meget dybe lyde, dramatiske udbrud - en drømmeverden, der først afbrydes af dagens komme. Jeg tror minsandten, det er vækkeuret, der ringer til sidst!
På en pølsepind
Nørgårds musik er vokset ud af Holmboes univers. Til sidst i Holmboes præludium kunne man følge tråden videre tilbage til Sibelius i trompetens smukke, patetiske gestus.
Men efter pausen var der dækket op til noget helt andet. Savsmuld på gulvet, musikere klædt ud i fattigmandstøj samt en diabolsk Edith Guillaume (det er det, hun kan): Scenen var sat til Stravinskijs alt andet end Sibelius-agtige Histoire du soldat.
Ret beset er der ikke meget kød på det ben. Musikken - den være sig nok så klassikerkåret - er en kaloriefattig servering. Stravinskij havde det da heller ikke fedt, da han skrev den i 1918. Historien om en soldat blev til af ren og skær nød, skabt som en rejsende musikdramatisk forestilling, hvor fortællingen om den ulykkelige soldat interpunkteres af tørre musikalske mellemspil, der med blot syv musikere principielt lader sig realisere i et hvilket som helst forsamlingshus.
Ikke desto mindre fik Bellincampi kogt en velsmagende suppe på denne pølsepind af et partitur. Edith Guillaume var glimrende som djævelsk fortæller. Selvom en flok skolebørn blandt publikum fniste højlydt over hende, var det faktisk hende, der erfarent holdt gryden i kog.
I Stravinskij kom vi, der havde sat os på balkonen, til kort. Lige så mange publikummer havde nemlig fået lov at sætte sig bag de optrædende, på scenen. Formentlig nød de godt af den dramatiske intimitet og gode lyd, som vi på de traditionelle pladser måtte undvære.

*Athelas Sinfonietta Copenhagen: Værker af Holmboe, Nørgård og Stravinskij, Radiohusets Koncertsal, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu