Læsetid: 2 min.

En af de alt for sjældne opførelser

4. september 1997

Fornemt samarbejde satte flot næsten-punktum for Tivolis koncertsæson

KONCERT
Man havde glædet sig til at høre pianisten Krystian Zimerman spille Rachmaninov. Men det viste sig, at klaverstjernen havde måttet melde forfald, da hans kone har været ude for et uheld. Skuffelsen over Zimermans afbud varede dog kun kort, for den udgave af Brahms' violinkoncert, der var sat i stedet som første halvdel af koncerten, blev absolut glimrende.
Ved siden af dirigent Gary Bertini stod den tyske violinist Frank Peter Zimmermann, og sammen præsterede de to og Tivolis Symfoniorkester en gennemført energisk fortolkning af Brahms' violinkoncert.
Zimmermann viste sig fra begyndelsen som en yderst determineret solist. Hans violinspil var klart, jordbundent og frem for alt kraftfuldt. Gary Bertinis ildfulde og koncentrerede orkesterledelse lokkede den helt rigtige, spændingsladede karakter og tætte klang frem i orkestret. En tid troede man, Bertinis stramme styring til gengæld ville fortrænge et virkeligt afspændt, lyrisk udtryk, men efter Zimmermanns beslutsomme - og i de afsluttende triller både klare og følsomme - udførelse af solokadencen indtraf saligheden.
Finalen var i den grad på plads. Med kun mindre indvendinger mod den langsomme sats - lidt klattede blæserindsatser og en mindre elysisk obosolo - blev det alt i alt til en meget fin Brahms-oplevelse. Publikum slap ikke solisten, før han havde leveret et virtuost ekstranummer.
En særlig magt
Med Schuberts store symfoni i C-dur viste den russisk fødte Bertini for alvor, hvad han kan.
Fra begyndelsen var klangverden og musikalske intentioner på plads - velovervejet, med en nobel bredde i udtrykket og meget anderledes end Brahms. Tivolis Symfoniorkester spiller virkeligt glimrende under denne troldmand af en dirigent, så Bertini, når det tog ham, helt kunne lade dirigentstokken falde og simpelthen danse med, mens han med opmærksomt kropssprog formidlede det ekstra pift, som fjerner alle forbehold og bringer fortolkningen tæt på det sublime. Fundamentet var i orden. Bertini kunne koncentrere sig om at lave musik, og det gjorde han på ypperlig vis.
Andanten, der med sine overvældende dimensioner var med til at forhindre en opførelse af symfonien i Schuberts levetid (og en tid derefter) - blev grebet langsomt og styret an. Bertini fik scherzoen til at danse med en vidunderlig sødme. Sødmen blev efterhånden blev til en saftspændt sitren, som fortsatte ind i den storslåede finalesats.
Det lyder som en floskel, men der var rent faktisk for en gangs skyld tale om dén forløsende kombination af teknisk overskud hos musikerne og overblik kombineret med omhyggelighed i detaljen hos dirigenten, der giver de virkeligt gode, men alt for sældne opførelser, som er lige så herlige, som de er umulige at beskrive.
Gary Bertini har tydeligvis en særlig magt over Tivolis Symfoniorkester, som publikum har kunnet nyde godt af i de nu mere end ti år, han har gæstet København. Koncerten var et flot næsten-punktum for denne sommersæson i Tivoli.
Lad os håbe, Bertini også i fremtiden finder lejlighed til at dirigere her.

*Brahms: Violinkoncert, Schubert: Symfoni nr. 9. Frank Peter Zimmermann (violin) og Tivolis Symfoniorkester dirigeret af Gary Bertini, Tivolis Koncertsal, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her