Læsetid: 5 min.

Slagsmålet om Europas regnskab

16. september 1997

Alle EU-lande har i princippet erklæret sig som tilhængere af en udvidelse af EU. Men når regningen for udvidelsen skal placeres, peger de fleste lande på andre end sig selv

bruxelles
Der er masser af stof til højtråbende og hårdtvinklede EU-historier i disse dage. Efter den traditionelle EU-sommerferie i august er en række forskellige EU-fora nu gået i gang med mere substantielle drøftelser om den kommende EU-udvidelse. Først efter sommerferien var det EU's landbrugsministre, som på et uformelt møde i Luxembourg diskuterede den nødvendige reform af EU's landbrugspolitik, som skal gennemføres for at gøre EU klar til udvidelsen.
I sidste weekend var spørgsmålet om en reform af EU's budget i forbindelse med EU-udvidelsen oppe til diskussion blandt Unionens økonomi- og finansministre, da de mødtes i den luxembourgske kurby Mondorf-le-Bain.
Og i går var det så EU-landenes udenrigsministre, der diskuterede de forskellige konsekvenser af den kommende udvidelse af unionens medlemskreds.
På landbrugsministrenes møde var det den tyske landbrugsminister Jochen Borchert, som gik klart ud og sagde, at Tyskland ikke ville acceptere nogen ændring af EU's landbrugspolitik.
Derefter på økonomi- og finansministerrådsmødet var den tyske finansminister Theo Waigel, hans hollandske kollega Gerrit Zalm og den svenske skatteminister Thomas Östron på banen med et krav om, at disse tre lande i fremtiden vil betale mindre til EU-budgettet, hvis de skal acceptere en reform af EU's budget.
Og i går i Bruxelles var den spanske udenrigsminister Abel Matutes og hans portugisiske kollega Gama fremme med klar besked om, at de ikke kan acceptere EU-udvidelsen, hvis den kommer til at betyde, at disse to landes tilskud fra EU-budgettet sænkes.
Velkendt toneleje
Det kræver ikke meget hovedregning for at nå frem til, at når så mange lande stiller en sådan række modstridende og samtidig - i hvert tilfælde i tonelejet - ultimative krav, så er der ikke mange muligheder for, at EU nogensinde skal nå frem til at optage nye medlemslande fra Central- og Østeuropa.
Men i EU-korridorerne peger erfarne EU-diplomater på, at sådan plejer tonelejet altid at være, inden den altid kværnende europæiske kompromis-maskine går i gang med at male uenighederne sammen til et stort overordnet kompromis, som intet land er totalt tilfreds med, men som alle kan leve med.
Eksempelvis peger flere diplomater blandt andet på, at Tysklands dobbelt krav om, at der ikke må laves om på EU's landbrugspolitik, samtidig med at Tyskland i fremtiden vil betale mindre til EU-budgettet, er en typisk modsigelse, som Tyskland på et tidspunkt bliver nødt til at ændre. Den tyske landbrugsminister Jochen Borchert er fra Bayern, og det er især de bayerske bønder, som presser ham til at stå benhårdt fast på, at det nuværende EU-system med kvoteordninger skal bevares.
Tysk talgymnastik
Men blandt embedsmændene i det tyske finansministerium viser alle beregninger, at hvis EU's landbrugspolitik ændres, så er det især Tyskland, som vil spare penge. For hver gang Tyskland betaler to kroner til EU's fælles landbrugspolitik, så vender kun en krone tilbage som støtte til de tyske landmænd. Nationaløkonomisk vil det altså være en fordel for Tyskland, hvis der skæres ned i støtten til EU's landmænd.
I forhold til Spanien og Portugals bekymringer for den fremtidige trafik af penge fra EU's forskellige fonde til projekter i de to middelhavslande, er det især udtalelser fra den tyske finansminister Theo Waigel, som har fået de to landes ministre til at stille sig op på EU-barrikaderne.
Waigel sagde i weekenden, at de lande, der kommer med i EU's planlagte økonomiske- og monetære union (ØMU), må anses for at have en så god økonomi, at disse lande ikke længere bør være berettigede til tilskud fra EU's særlige samhørighedsfond, som i dag udbetaler støtte til miljø- og infrastrukturprojekter i EU's fire fattigste lande.
Spanske protester
Waigel mener, at når Spanien, Portugal og Irland får en sådan økonomi, at de kan deltage i ØMU'en, bør de ikke længere få tilskud fra samhørighedsfonden.
Dette afvises kraftigt af især Spanien. Et af den spanske regerings problemer med dette er, at mere end 30 procent af de den såkaldte samhørigheds-støtte som EU-udbetaler til Spanien, ender som projekter i Katalonien. Og det lille katalonske regeringsparti Convergència i Unió (CiU) som spiller en nøglerolle i den spanske regering, ville ikke kunne acceptere at fortsætte regeringssamarbejde i Spanien, hvis den spanske premierminister José-Maria Aznar indgik et kompromis i EU, som betød, at strømmen af EU-penge til Katalonien ville blive stoppet.
Parlamentsvalg spøger
Omvendt har den tyske finansminister Waigel og hans kolleger fra Holland og Sverige alle tre det samme problem i forhold til deres krav om, at disse tre lande ønsker at betale mindre til EU-kassen i fremtiden.
Alle disse tre lande skal have parlamentsvalg næste år. Derfor vil det være næsten umuligt for disse lande at gå på kompromis med deres krav på disse områder, inden disse valg er overstået.
Der er altså god udsigt til, at det er i dag ligner en totalt fastlåst situation i forhandlingerne om de forskellige nødvendige EU-reformer, som skal sikre den kommende EU-udvidelse, vil blive ved med at ligne en fastlåst situation i godt et år endnu.
Men da reformarbejdet først skal være afsluttet engang i løbet af 1999, når der har været valg i flere nøglelande med Tyskland i spidsen og på et tidspunkt hvor EU's økonomiske- og monetære union er sat i gang, så er der ikke nogen grund til allerede på nuværende tidspunkt at erklære EU-reformarbejdet for dødt.
Hvem skal nu betale
Europa-Kommissionens formand Jacques Santer fortalte i weekenden, at Kommissionen nu vil lave en oversigt over, hvor meget de forskellige EU-lande egentlig betaler til EU-kassen. Kommissionen håber, at den med en sådan oversigt vil være i stand til at aflive en del myter om, hvem der egentlig betaler EU-gildet.
Den tyske finansminister har ved adskillige lejligheder gjort opmærksom på, at Tyskland betaler 60 procent af EU's udgifter og at det er uacceptabelt.
Men spørger man i andre lande, så er de i stand til at opstille andre regnestykker, der ikke når til det samme resultat som tyskernes.
Et gennembrud i reform-forhandlingerne kan ikke ventes før engang i starten af 1999. Men indtil da vil en stor del af reform-arbejdet bestå i at afklare det utal af tekniske detaljer, der også skal opnås enighed om, inden de nødvendige EU-reformer kan gennemføres.
Alle beregninger viser, at det vil blive meget dyrt at optage nye medlemslande fra Central- og Østeuropa i EU, hvis ikke eksempelvis landbrugspolitikken og EU's politik med støtte til fattige regioner ændres. Den analyse er alle enige om.
Til gengæld er der ingen enighed om, hvem der skal betale regningen, når flere lande i starten af næste årtusinde lukkes ind i EU-klubben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu