Læsetid: 3 min.

Socialdemokraterne skød sig selv i foden

23. september 1997

Med en populistisk valgkamp sendte socialdemokratiet vælgerne over
i armene på højreradikale ved delstatsvalget i Hamburg

Berlin
"Populisme lønner sig ikke - i det mindste ikke for demokrater".
Således lød en for den tyske presse forholdsvis repræsentativ vurdering i går fra den moderat venstreorienterede Frankfurter Rundschau, efter socialdemokraternes valgnederlag ved delstatsvalget i Hamburg søndag.
Vælgerne tildelte socialdemokraterne (SPD) 36,2 procent af stemmerne - det laveste antal siden Anden Verdenskrig - mod 40,4 procent ved valget i 1993. Et resultat, der søndag aften fik den gennem ti år siddende SPD-borgmester, Henning Voscherau, til at træde tilbage.
SPD's tilbagegang er kommet de kristelige demokrater (CDU) til gode, der med en stigning på 5,6 procent nu sidder på 30,7 procent af stemmerne.
Men frafaldne SPD-vælgere udgør tillige størstedelen af den markante fremgang, som det højre-radikale parti Den Tyske folkeunion (DVU) opnåede. Således var DVU med knap 5 procent af stemmerne mod 2,8 procent i 1993 blot 233 stemmer fra at blive repræsenterede i Hamburgs delstatsparlament - kun forhindret af den tyske spærregrænse på fem procent.
DVU's gode resultat tillægges først og fremmest Henning Voscheraus populistiske 'lov og orden' valgkamp, der med temaer som indre sikkerhed, anti-Euro toner og slet skjult fremmedfjendtlighed, først og fremmest er kommet de højre-radikale kræfter til gode: Hvorfor tage en kopi, når man kan vælge "originalen", som kritikkerne udtrykker det.
Bag kritikken af SPD-Hamburg og Henning Voscheraus valgkampagne ligger ikke mindst det faktum, at den mest sandsynlige SPD-kanslerkandidat ved forbundsdagsvalget næste efterår, Gerhard Schröder, benytter sig af selvsamme populistiske valgslogans. Og - meddelte han mandag - det havde han ikke i sinde at ændre: 'Indre sikkerhed' er noget, der angår borgerne.
Nogen egentlig højre-radikal fremgang er der dog ikke tale om i Hamburg, blot en intern stemmeforskydning. Således er de ligeså ekstreme Republikanere gået tilbage fra 4,8 procent ved sidste valg til 1,9 procent.
Rød-grøn regering
Med Henning Voscheraus tilbagetræden mister SPD ikke blot en vellidt borgmester med landspolitisk tv-tække, men også partiets nationale finanspolitiske koordinator, altså Socialdemokratiets potentielt vordende finansminister. Således har Voscherau som chef-forhandler fungeret som det pålidelige ansigt, der - trods SPD's slet skjulte blokadepolitik - kunne give Kohl-regeringen skylden for de fejlslagne skatte- og pensionsreformer. Uden den pragmatiske og godt udseende Voscherau risikerer SPD, at blokadepolitikken fremover bliver for synlig.
Trods valgnederlaget er SPD fortsat det største parti i Hamburg, hvorfor regeringsdannelsen også ligger i deres hænder. Den hidtidige koalitionspartner, By-partiet (Statt-Partei), fik kun 3,8 procent af stemmerne og røg dermed ud.
Af mulige koalitionspartnere ligger De Grønne (Grønne-Alternative-Liste) med 13,9 procent øverst på listen. Dels fordi CDU med 30,7 procent af stemmerne formentlig bliver en lige rigeligt stærk koalitionspartner, men mestendels på grund af de landspolitiske konsekvenser en afvisning af De Grønne ville få for en fremtidig rød-grøn forbundsregering.
I går var der endnu ingen udmeldinger fra de let chokerede hamburgske socialdemokrater, hverken med hensyn til koalitionspartner eller fremtidig borgmester. En hurtig beslutning synes tillige usandsynlig, da partiet ikke råder over nogen umiddelbar afløser til Voscherau, og først vil indgå i koalitionssamtaler, når de har fundet en efterfølger.
En hamburgsk koalitionsregering med SPD og De Grønne er dog blevet langt lettere med Voscheraus tilbagetræden. Luften mellem den borgerligt-socialdemokratiske Voscherau og De Grønnes spidskandidat i Hamburg, den tidligere forbundstalskvinde, Krista Sager, har længe været dårlig. Hvilket også var tydeligt under mandagens evalueringer af valgnederlagets årsager. Således hørte Krista Sager til gruppen af kritikere, der mente, at Voscheraus 'lov og orden' valgtema var hovedårsagen til det højreradikale DVU' gode valg.
Fortsat blokade
Landspolitisk betyder en rød-grøn delstatsregering i Hamburg, at SPD fortsat vil være i stand til at blokere Kohl-regeringens politik, hvis de ønsker det. Den tyske grundlov tilsiger nemlig, at det tyske Andetkammer, Forbundsrådet, skal stemme for forbundslove, der berører delstaternes kompetence områder - for eksempel skattepolitikken - og her har SPD fortsat flertallet.
Dertil er CDU's gode resultat i Hamburg en påmindelse til offentligheden om, at Helmut Kohls kristelige demokrater ikke er slået endnu. Forbundskansler Helmut Kohl var derfor også hurtigt ude med en udtalelse om, at resultatet i Hamburg var et godt signal for Forbundsdagsvalget i efteråret 1998. SPD's dårlige resultat tillagde han forbundsafdelingens "blokadepolitik" over for regeringens politik. Til FDP, der kun fik 3,5 procent af stemmerne - og således faldt for spærregrænsen - sagde han, at "FDP må spørge sig selv, om det var klogt, at søge i koalition med SPD i Hamburg".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu