Læsetid: 3 min.

'Der er sorte over det hele'

13. september 1997

Intolerancen er bestemt til stede i Oslos østlige del, hvor mange udlændinge bor. Her er også en del Fremskrittsfolk - blandt nordmændene

Oslo
I Helsefyr, fire stop med metroen mod øst for Oslo Centrum, er der et passende antal udlændinge. Det mener rejsekonsulenten Berit, 26, som ellers før har stemt på Fremskrittspartiet, der på mandag kan blive Norges næststørste parti ved valget hos vore naboer mod nord.
"Det er meget værre oppe i Furuset," siger Berit med henvisning til en station lidt længere mod nordøst, hvor der ifølge hende er langt mellem Ola Nordmand og Ola Nordmand.
"Jeg stemmer på Høyre (de konservative, red.) denne gang. Jeg synes Fremskrittspartiet er blevet lidt for ekstremt," siger hun.
Multikulturelt
Men multikulturelt er her i hvert fald, i det ellers så homogent beboede Norge. Så multikulturelt er her mellem betonblokkene, at det er for meget for 58-årige Johan Jansen, der blev fyret som kok for to år siden.
"Der kommer nye immigranter hver dag. Der er sorte over det hele," siger han og tager en tår af det, vi i Danmark ville kalde en bajer.
"Det startede for 8-12 år siden, og det er bare fortsat," konstaterer han og kigger rundt fra sin strategiske plads under halvtaget, hvor han kan holde øje med alt, hvad der foregår ude i regnen.
Johan Jansen, som har boet her siden 1949, er ikke i tvivl om, hvor han sætter sit kryds ved Stortingsvalget på mandag.
"Fremskrittspartiet er det bedste for mig. De vil smide alle de sorte ud. Det er godt. For de arbejder ikke. De modtager bare sociale ydelser," siger han.
Koncentreret bydel
Det er denne østlige del af Oslo, som af Fremskrittspartiet er blevet fremhævet som problematisk, fordi der er for mange flygtninge. Folk kan ikke holde antallet af udlændinge ud længere, og derfor bliver de racistiske, hedder forklaringen i partiets program. Derfor må der siges stop for at tage mod flygtninge i kvoter, og de fjernkulturelle, dem uden for Europa, må der kun komme 1000 af om året til Norge, hedder det.
Debatten har kørt heftigt her i løbet af sommeren, og for Jamar Sad, 35 år og fra Etiopien er det ikke sjovt at være udlænding i Norge i øjeblikket.
"Jeg har boet her i syv år, og i øjeblikket oplever jeg den sværeste tid af alle," siger han med henvisning til "Carl I. Hagen og andre højreekstremister".
"Jeg får ofte tilråb fra afstand, når jeg går rundt her. Men når jeg snakker med folk på nært hold, har jeg dog sjældent problemer," siger han på perfekt (så godt som en dansker nu kan vurdere det) norsk.
Uden stemmeret
Stemmeret har han endnu ikke fået, men Jamad Sad er ikke i tvivl om, hvem han ville sætte sit kryds ved, hvis han kunne gå til valgurnerne på mandag.
"Socialistisk Venstreparti (den norske pendant til SF, red.)," svarer han kort og kontant. "De kunne måske skaffe mig et job".
Tom Oy, der er 45 og arbejdsløs, har intet til overs for Fremskrittspartiet. Han stemmer på det regerende Arbeiterparti, som han altid har gjort.
"Jeg er ikke enig med Carl I. Hagen. Der er masser af tomme ord og floskler, men ingen vægt bag. Jeg mener at Thorbjørn Jagland (Statsministeren, red.) har gjort det rigtige ved at erklære Hagen krig i stedet for at følge hans dagsorden," siger Tom Oy.
Flygtningene og Oslo-øst er efter dette kommet mere på dagsordenen, og det passer utvivlsomt Hagen godt.
Til gengæld kunne de fleste indvandrere tilsyneladende godt undvære debatten.
Jeg spørger mindst ti udlændinge, hvad de mener om Hagen og Fremskrittspartiet. Men de siger alle, at de ikke har haft tid eller ryster på hovedet og går videre.
Måske ikke underligt, for de er - med det pres, der hviler på dem i øjeblikket - grundlæggende et dumt spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her