Læsetid: 4 min.

Spirituel fast food

26. september 1997

Barbara Berger og The Beam Team er i "utroligt godt humør og i fantastisk form"

Jeg tager en taxa til Gentofte Hovedbibliotek. Taxaen kører til Gentofte, men der er ikke noget Hovedbibliotek. Efter opkald og rådslagning med centralen går det op for chaufføren, at Gentofte Hovedbibliotek ligger i Hellerup. I mellemtiden er jeg blevet sulten, men der er ikke engang tid til en snickers: Vi ankommer til Gentofte Bibliotek i Hellerup fem minutter efter mødet starter.
Jeg sætter mig yderst på forreste række og suger maven ind for at den ikke skal knurre. Noterer: Kræv sulttillæg for aftenreportager lavet på tom mave.
"Hver dag, på hver måde, bliver det bedre og bedre og bedre," siger Barbara Berger.
"Hver dag, på hver måde, bliver det bedre og bedre og bedre," siger i kor de 80 søgende sjæle, der hver har betalt 60 kr. for at høre Berger i den sakrale aula.
Barbara Berger, New Age-stjerne og forfatter til bogen "Vejen til Kraft", holder sammen med sønnen Tim Ray foredrag om spirituel fast food.
"Du kan alt hvad du vil, og du er et vidunderligt menneske," siger Tim Ray og danser næsten forelsket rundt om sin mor.
"I skal tænke: Jeg har det pragtfuldt og jeg får det bare bedre og bedre!"
"Jeg er i helt fantastisk god form!" siger Tim Ray, "gentag efter mig!"
"Jeg er i helt fantastisk god form," siger i kor de 80 publikummer, der efter påklædningen at dømme tilhører den velstillede del af den efterhånden altomsluttende middelklasse.
Tim og Barbara ligner med deres lange, gyldne powerkrøller hinanden til forveksling. Noterer: Tim sprunget ud ad Barbaras pande under meditation?
"Vi mennesker vil have alle vores ønsker opfyldt her og nu," siger Barbara, "og det kan vi også godt. Det er derfor, jeg kalder det spirituel fast food. Du kan få alt, hvad du ønsker, bare du programmerer din hjerne om og tænker positive tanker."
"Jeg er i utrolig godt humør og jeg er i fantastisk fin form," siger Tim Ray.
Folk rejser sig op og gentager: "Jeg er i utrolig godt humør og jeg er i fantastisk fin form!"
"Penge kommer til mig fra alle sider," siger Barbara.
"Penge kommer til os fra alle sider," gentager folk.
"Krrrrr," siger min mave.
Vær hilset, jordling
Jeg prøver at visualisere, at jeg ikke er sulten. Men så siger Barbara Berger: "Underbevidstheden kan ikke registrere ordet ikke. Hvis jeg siger: Nu skal I ikke tænke på det skæve tårn i Pisa, hvad tænker i så på?"
"Det skæve tårn i Pisa!" svarer folk.
"Nemlig, siger Berger, "det er fordi, underbevidstheden ikke kan opfatte begrebet ikke."
"Krrrrrr," siger min mave.
"Jeg er stopmæt, jeg er stopmæt, jeg er stopmæt," tænker jeg.
Barbara og Tim begynder at fortælle om visualisering. Vi skal lukke øjnene og programmere os selv om, Smide alle de negative påvirkninger ud af harddisken og lægge positiv selvsuggestion ind i stedet.
"Jeg vil ikke være en negativ reporter fra Information," tænker jeg, "jeg vil ikke være en negativ reporter fra Information. Jeg vil være fuldkommen åben for alt hvad der dukker op i mit klare, rene sind."
POOF!
Et billede af en saftig burger dukker op i mit klare, rene sind. To lag bøf med ost og bacon, chilisauce og icebergsalat, ligeså delikat krøllet som Barbara Burgers gyldne hår.
"Forestil jer nu alt det positive, der sker for jer fantastiske smukke mennesker," siger Barbara, "penge kommer til jer fra alle steder, og I kan få alt hvad I ønsker, bare I gør jeres indre arbejde. Tænk på det I ønsker jer allermest, så skal det komme til jer med det samme."
Jeg koncentrerer mig om mit åndedræt. Dernæst fokuserer jeg på den gyldne burger, der svæver foran mig. Det er, som den kommer fra en anden verden. Tomatskiverne har en overjordisk glans, løgringene ligner glorier. Jeg fornemmer den som søgende, som prøver den lissom at fortælle mig et eller andet, men den kommunikerer ikke på noget almindeligt, jordisk sprog. Det er telepatisk. Jeg kan ikke forklare det men jeg forstår. Den siger: "Vær hilset, jordling. Du er et ædelt, smukt lysvæsen fuld af rene, klare tanker. Du er ansvarlig for dit eget liv, i kraft af dine tanker, kun du er herre i dit eget sind. Du er almægtig. I denne uge har MacDonalds tilbud på MacFeast, Quarterpounder og BigMac. Betaler du fem kroner mere får du stor pommes frites og large sodavand."
"Krrrrrrrr!" siger min mave.
Jeg går dybt ind omkring mig selv og kanaliserer lissom sulten hen imod det astrale festmåltid. Jeg føler, jeg kan nå denne burger, jeg oplever den er indstillet på min frekvens. Hvis jeg vil have det! Er jeg åben, er jeg parat til at modtage den? Mine tænder løber i vand. Ja, jeg er klar.
Duvende i sin aura af mættede fedtsyrer svæver den kosmiske burger imod mine bævrende læber. Omkring den kredser en englehær af gyldne pomfritter.
I baggrunden hører jeg Barbaras stemme: "Man kan alt! Hver dag, på hver måde, bliver det bedre og bedre og bedre! Tænk positivt og få, hvad du ønsker dig mest, her og nu!"
Jeg forlader foredraget i pausen og går ned på Strandvejen og stiger ind i linie 6.
20 minutter senere sætter jeg tænderne i en bacon MacFeast med ost.
Jeg sætter mig i et roligt hjørne og tygger meditativt på den første bid af menuen. Jeg slår op på første side af Barbara Burgers Vejen til Kraft: "Koncentrér dig om livets festmåltid. Når du indser, hvad det hele drejer sig om, er det næsten for enkelt til at være sandt. Det er næsten en joke."
Da det første brus af cola ramte min drøbel, fik jeg satori. Jeg fik kosmisk indsigt. Jeg så joken. Spiritual fast food handler om at få noget at æde, jo hurtigere jo bedre.I næste uge skal jeg til et foredrag der hedder Befri din indre Burgerking.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her