Læsetid: 5 min.

Staten gled i olien

3. september 1997

Det er ikke meget, den danske stat kan gøre for at få fingre i flere olie- og gasmilliarder - selv om der er politisk vilje til det både i finansministeriet og Folketinget

Den danske stat gav A. P. Møller eneretsbevilling til olien og gassen i den danske undergrund den 8. juli 1962. Den udløber først i år 2012. Og selv om eneretsbevillingen er indskrænket til få, men givtige, områder, er det ikke meget, staten kan gøre for at få fat i en større del af de mange milliarder, der i fremtiden vil blive tjent især af Texaco, Shell og Mærsk (DUC) men også af de nye bevillingshavere.
I Nordsøen ventes investeringerne at nå et toppunkt til næste år. Produktionen ventes at stige indtil år 2000 for derefter at flade ud og dale. Det kan gå anderledes, men under alle omstændigheder står de kommende 20 år i gevinstens tegn.
I naturgasselskaberne går det strålende. Den gæld, der i slutningen af 80'erne truede hele projektet med sammenbrud, så staten trådte til at lovede afgiftsfritagelse indtil år 2015, bliver afviklet længe før antaget. Og afsætningen af gas er langt større end ventet. Kommunernes naturgasselskaber bliver de rene guldæg få år efter årtusindskiftet.
Kampen om milliarderne føres derfor på to fronter:
nKan staten skaffe sig større indtægter fra produktionen i selve Nordsøen - som i de kommende år efter alt at dømme vil give en stærkt stigende fortjeneste?
nKan staten (DONG og/eller finansministeriet) gøre sig fri af forpligtelserne over for de regionale naturgasselskaber/ kommunerne og skaffe sig flere indtægter fra den stigende gasproduktion og den eventuelle transithandel med gas i fremtiden?
Ingen af delene har lyse udsigter.
Fire indtægtskilder
I Nordsøen kommer statens indtægter fra fire kilder.
nKulbrinteskatten var kun tænkt som en afgift på de store ekstraprofitter, som alle verdens olieselskaber oplevede i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Men da produktionen i den danske del af Nordsøen rigtig kom i gang, var olieprisen faldet igen. Så længe DUC investerer penge, må de afskrive dem 2,5 gange, før der udløses kulbrinteskat. Det er kun sket én gang: i 1986.
Efterhånden som investeringerne ebber ud, er det muligt, at kulbrinteskatten begynder at give penge - hvis f.eks. oliepriserne samtidig stiger og hvis ikke DUC og de øvrige selskaber, der opererer i Nordsøen i fremtiden, finder skattetekniske veje til at undgå det.
Hvis politikerne vil, kan de godt ændre loven om kulbrinteskat. Problemet er dog, påpeger kontorchef Søren Enevoldsen i Energistyrelsen, at en ændring også vil ramme DANGAS på pengepungen.
nSelskabsskatten har i de senere år givet ca. 1 milliard om året fra DUC. Selskabsskatten kan teoretisk set sættes op, men i praksis er den sat ned og alle diskussioner drejer sig om en yderligere nedsættelse.
nOlierørledningsafgiften er fem procent af den transporterede olies salgsværdi. Efter en lovændring sidste år opkræves den også af olie, der lastes direkte i tankskibe ude ved oliefelterne. Den giver en stabil, ikke særlige stor indtægt, for tiden 400 millioner kroner om året.
Hvis politikerne vil sætte den op, så løber de ind i problemer. Mange har nemlig hævdet, at den er i strid med EU-reglerne. Modargumentet har været, at den var et kendt vilkår, når selskaberne træder ind i aktiviteterne. Hvis man laver om på disse vilkår, så får man altså et juridisk problem af de større.
nProduktionsafgiften (Royalty) er et vilkår i koncessionerne. Den er på 8,5 procent af salgsværdien - efter fradrag af transportomkostninger, herunder ledningsafgiften. At ændre dette vilkår i koncessionen vil sandsynligvis blive opfattet på linje med at bryde en kontrakt.
Og her kommer så markedets betingelser ind i billedet. I de to seneste udbudsrunder gik man den modsatte vej: Nye selskaber, der ville byde felter i den danske undergrund, blev fritaget for royalty. Det gjorde man i 1989, fordi man ellers ikke kunne få ansøgere, forklarer Søren Enevoldsen. For det første faldt oliepriserne i 1986 og for det andet blev der ikke fundet olie i de to forudgående udbudsrunder.
Norge bedre stillet
Når Norge kan opretholde et statsprovenu på 40 procent, mens Danmark efter Energistyrelsens beregning kan forvente 25 procent af nye felter, hænger det simpelthen sammen med olieselskabernes vurdering af muligheder og risiko, siger Søren Enevoldsen:
"I Norge er der en større sandsynlighed for at finde olie og der er større mulighed for at gøre store fund. Derfor kan selskaberne acceptere at betale mere i skat."
Danmark ville efter hans vurdering få meget svært ved at komme af med nye koncessioner, hvis vilkårene strammes.
I Storbritannien valgte man at gå den modsatte vej. Vilkårene blev lempet så staten kun får cirka 17 procent af feltets samlede produktionsværdi. Filosofien var, at lempelige vilkår for olieselskaberne ville få dem til at investere fortjenesten i andre aktiviteter på land.
På trods af disse hårde odds mener Enhedslistens ordfører, Bent Hindrup Andersen, at Socialdemokratiet og regeringen har en dårlig sag, hvis de vil rette op på økonomien i det samlede olie- og gaseventyr ved kun at øge den producerede mængde.
"Regeringens strategi går ud på at forøge afsætningen af gas - og dermed også olieproduktionen - så meget som muligt. De vil tømme Nordsøen hurtigt muligt. Det er simpelthen dårligt købmandskab," siger han.
Flosset Auken
Han mener, at Svend Auken bruger "flossede miljøargumenter" for at retfærdiggøre en forceret gasudvinding.
Auken har erklæret kulstop og sagt, at et nyt Avedøreværk skal fyres med naturgas. Det samme gælder det nye værk i Århus. Miljøargumentet er, at naturgas forurener mindre og fører til mindre udslip af CO2.
"Men det virkelige alternativ er at satse på energibesparelser og vedvarende energi, så man helt kan undvære de to værker," siger Bent Hindrup.
Han ser beslutningen om en ny gasledning som led i en optrapning af naturgasområdet, fordi det er der, man kan tjene de store penge. Og Enhedslisten er overbevist om, at regeringen også vil vende tilbage med planen om et stort naturgaslager ved Tønder, så man for alvor kan skovle penge ind på gassen, både på det hjemlige forbrug og eksport eller transithandel med gas fra Norge og måske fra Rusland.

Kamp om den store gevinst
A. P. Møller fik eneret til ressourcerne i den danske undergrund i 1962. Bevillingen udløber i 2012.
Indtil nu (1996-tal) har partnerne i DUC (Mærsk, Texaco og Shell) investeret ca. 13 milliarder kroner i efterforskning, 55 milliarder i udbygning af felter og 33 milliarder i drift, transport m.m. I alt 101 milliard kroner.
Den sammenlagte værdi af den olie og gas, der er produceret indtil nu, er 132 milliarder.
Den danske stat har haft indtægter på 23,8 milliarder i form af selskabsskat, afgift på brug af olierørledningen (5 procent af oliens salgsværdi) og produktionsafgift (8,5 procent af resten). Kun et enkelt år, 1986, har kulbrinteskatten givet penge i statskassen (ca. 500 millioner kroner).
De aktuelle danske afgifter er væsentligt mindre end de norske, på højde med Hollands og højere end de britiske.
For at holde liv i naturgasprojektet har den danske stat imidlertid brugt stort set samme beløb, 22 milliarder kroner. Pengene er givet i form af afgiftsfritagelse, som skulle give naturgasselskaberne mulighed for at afvikle deres gæld. Aftalen gælder indtil år 2015. Men siden den blev indgået er udvikingen vendt. Selskaberne sælger meget mere gas end forventet - og afvikler gælden hurtigere end forventet.
Derfor kæmper kommunerne og staten nu om, hvem der skal score gevinsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu