Forestillingen om et indre slægtskab mellem musik og arkitektur går til- bage til antikken. På Mallorca ligger et hus, som giver liv til tanken om arkitektur som stivnet musik
MALLORCA - Fra lufthavnen nær Palma kører man mod Santanyi, via Lluchmayor og Campos. Fra Santanyi kommer man ud til østkysten af øen, til det lille fiskerleje Porto Petro. Femten minutters gang herfra, oppe i klipperne, under pinjerne, med vid udsigt til Middelhavet, ligger vores første emne: Et hus.
Jørn Utzon byggede sit første hus på Mallorca i Porto Petro i 1971. Han brugte materialer fra øen, især sandsten, og skabte bygningen ud fra få moduler. Sådan som han med held har gjort det fra starten af sin karriere med andre huse. På Mallorca har Utzon bygget med sans for at kombinere enkel konstruktion og materialevalg med genial udnyttelse det helt specielle lys.
Moduler, der vendes og drejes og ses i nye belysninger, er kendetegnet ved dette byggeri. Det er slet ikke overbroderet med ornamenter, snarere tværtimod. De rektangulære sandsten og de let buede teglsten udgør grundformer. Dertil fint afstemte buede og firkantede fliser i blå og hvide nuancer af Lin Utzon, der kontrapunkterer det prunkløse materiale fra øen. Atriumgårde tillader grøn vegetation at indgå i et samspil med sten, lys og vand.
Det enkle er smukt
De ornamentløse former, der vendes og drejes i Utzons hus, opleves på samme måde som man sanser et stykke musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Den usentimentale omgang med formen og materialerne, og evnen til at se det smukke i det enkle, har Utzon og Gudmundsen-Holmgreen tilfælles.
Det spiller sandsynligvis en rolle for Gudmundsen-Holmgreens måde at komponere på, at han er vokset op i et hjem med billedkunst og skulpturel formdannelse som 'det daglige brød'. Han tænker - om man så må sige - ikke musikalsk, på samme måde som Iannis Xenakis heller ikke tænker i traditionelle musikalske former og figurer. Xenakis, der også har arkitekturen med i den mentale rygsæk, tænker også i blokke, i moduler, der bevæger sig.
Den håndfaste sammenligning kunstarterne imellem, er normalt forbeholdt pædagoger med ufølsomt forhold til materialernes egenart. Der tænkes her på formidlere for hvem det altid er muligt at presse alt muligt ind under samme hat. Men musik er ikke arkitektur. Og alligevel kan man ikke lade være med sammentænke områderne. Simpelthen fordi det føles stimulerende, når man fornemmer, at arkitekten og komponisten har arbejdet med et overordnet fælles problemsæt. I dette tilfælde en grundlæggende idé om at skabe værker gennem enkle moduler.
Musik som en katedral
Forestillingen om et indre slægtskab mellem musik og arkitektur går helt tilbage til antikken. Prægnant formuleret af Fr. von Schelling, der beskriver arkitektur som 'stivnet musik'. Han skrev: "En smuk bygning er i grunden ikke andet end musik, der er opfundet med øjnene - blot ikke konciperet i tid, men opfattet som en rumlig dimension - en 'koncert' bestående af harmonier og harmoniske vendinger." (Philosophie der Kunst, Pgf. 116 og 117, 1859).
Ud fra denne romantiske forestilling blev der konstrueret talrige sammenligninger og paralleller mellem musik og arkitektur. Specielt hvad angår den formale opbygning. Det eksemplariske eksempel er Busonis arkitektoniske tydeliggørelse i opbygningen af Busonis eget værk Fantasia contrappuntistica, som angiveligt er bygget op som en katedral.
Når strengen svinger
Når alt kommer til alt er og bliver sådanne parallelføringer dog subjektive tydninger, som ikke sjældent bygger på vage forestillinger og associationer. Oprindelig så man slægtsskabet mellem musik og arkitektur først og fremmest som et slægtskab hvad angår matematik, nemlig selve grundlaget, som bygges på baggrund af tal og proportioner.
Denne opfattelse har basis i det pythagoræiske harmonikoncept, som i det grundlæggende musikbegreb angår viden om toner og intervaller. Pythagoræerne troede, at kosmos var gennemtrængt af en form for harmoni, som kunne erkendes abstrakt matematisk gennem tal. I musikken så man den manifestation af talharmonien. Strengen der sættes i svingninger og frembringer konsonerende intervaller, består udelukkende af talmæssige forhold. På det grundlag bliver musik en matematisk videnskab og kunst-disciplin i renæssancen.
Fra den metafysiske tydning af tallene følger historisk set en afsmitning i æstetikken: Kun kunst, bygget på tal, målestoksforhold og proportioner, kunne frembringe sand skønhed. I denne historiske sammenhæng regner Platon og Aristoteles arkitekturen som de 'højeste' frembringelser, altså højere end maleri og musik.
Rangordenen mellem kunstarterne er interessant, idet forholdet mellem arkitektur og musik udlignes. Når arkitektur forklares som 'musikalske proportioner' (altså som fuldkomne proportioner, der svarer til svingningsforholdene i de konsonerende intervaller), så sættes musik lige så højt i rangordenen som arkitektur.
Ideale proportioner
Antikkens forestilling om den musikalske harmoni i kosmos, bliver overført og tolket i kristendommen. Anvendelsen af musikalske proportioner i arkitekturen får nye vinkler i skrifter af Augustinus og Boethius. Gotikkens katedraler og klosterkirker udformes efter harmoniske proportioner. Det ses både i grund- og i fassadeplan.
I middelalderens arkitektur var tallene også ladet med kristen symbolværdi. Her spillede ikke mindst det gyldne snit, Fibonacci-rækker og andre proportioner en vigtig rolle. Vi bemærker her, at århundrederne taler til hinanden: Læs musiktidsskrifter om musik fra dette århundrede og bliv forbløffet over i hvor høj grad det er samme grundlæggende proportioner, som danner grundlaget for musik af vor tids komponister.
Først i renæssancen bliver den musikalske talæstetik opbygget til en omfattende proportionslære, som ved siden af arkitektur også inddrager maleriet. Alberti udvikler ideale proportioner for små, mellemstore og store rum.
I takt med at det metafysiske harmonikoncept afløses af naturvidenskaben, afsluttes den eksisterende kanon, som 'synges' af kunstarterne. Hermed mister også de musikalske proportioner deres betydning i arkitekturteorien.
Tanken om en uforanderlig skønhed i kraft af bestemte talforhold, er dog bestået som en virksom tanke. Tænk på historien om Adrian Leverkühn i Thomas Manns Doktor Faustus. Eller den russiske komponist Sofia Gubaidulinas talmagi i hendes sjælsrystende gode værker. Eller de evigt højttællende performere i Stockhausens musik.
Emnet er ikke udtømt. De hører nærmere.
