Læsetid: 5 min.

Stivnet musik (2)

10. september 1997

På Mallorca giver rum og stemning plads til tankens flugt. Schellings tanke om en 'stivnet musik' er endnu virksom som afsæt til refleksioner over musik og arkitektur

MALLORCA - Via Palma når vi byen Soller på vestkysten. Den rejsende nyder i sandhed landskabet, der stolt strutter med saftspænding i næsten modne frugter. Bestemt et af de smukkeste steder på øen.
Nedad går det mod klosteret Valldemossa. Vi skuer snart et imponerende bygningsværk fra 1399, omgivet af et idyllisk landskab med udsigt over Middelhavet.
Klosteret er blevet en attraktion for turister fra nær og fjern. "... jeg vil bo i dette vidunderlige kloster på det smukkeste sted i verden ..." - står der uden på reklamefolderen. Hvem har udtalt sig så fordelagtigt om klostret? Rigtigt, den kendte komponist Frédéric Chopin. Han boede der sammen med forfatterinden George Sand i vinteren 1838-39.
Klosteret fungerer også som museum med indretninger, der viser klosterets historie. I august måned er der Chopin-festival, men hver dag året rundt er der koncert i auditoriet med musik af Chopin. Den 1. september med en slags pianist, der spillede tre værker, det sidste komponeret i klosteret. Godt ti minutter tog det, derefter slukket lys: Ud og betal ved kassen.
Når komponisterne er døde, kan gribbene komme til og score kassen. Mens kunstnerne er i live, opfattes de som særlinge, der provokerer fordi de rykker ved normalitetsbegrebet. De lokale folk fra Valldemossa nærmest overfaldt George Sand, fordi hendes frisind var for meget for den lokale befolkning. Det kan man læse om i en nyoversættelse af hendes bog Un hiver a Majorque. Den er udkommet på tysk i 1997 på Ingramma Verlag, Mallorca.
Nu er de lokale ikke forargede, de er stolte. Bøn og profit går op i en højere enhed. Knippelgode er disse hellige til at markedsføre budskabet: Videofilm med luftfoto, plakater, bøger og andre afsætningsmidler. Læs mere på nettet: http://www.valldemossa. com.
Kroppens respons
Tilbage i Porto Petro synker man ned i det arkitektoniske skumbad for sjælen. Hvad skal man dog ønske mere af denne verden, når luft, sten, vand, glas og lys tager kærligt imod, omfavner og kærtegner.
Le Klint har i en kronik i Politiken (12. juli 97) udfoldet ideen om samspillet mellem krop og bygning. Under et besøg i et af Utzons huse på Mallorca, skriver Klint:
"Vi går ned gennem en søjlegang, og i fred og efterlængtet velvære falder vi til ro og lægger ikke mere mærke til huset - det har taget os til sig som kropsvenner. Jeg kommer til at tænke på min bedstefars Grundtvigskirke, bygget i tusindvis af håndpudsede sten. Kirken giver samme velvære som rummet her. Det ene i sten, det andet indrammet i store glasflader. Man føler sig rigtig og god i et rum, der giver ret svar på organismens behov. Stort eller lille, strå, sten eller glas, det er revnende ligegyldigt. Kroppen giver den respons rummet fortjener."
Hvad er god tone?
Rummet og stemningen giver plads til tankens flugt.
Kan et rum være musikalsk konciperet? Proportionerne vender tilbage som frelsende engle i musikken og i arkitekturen. Det 20. århundredes æstetiske relativisme møder modstand i tallene. Det pythagoræiske harmonikoncept (se sidste uges klumme), har ikke sunget sit sidste vers.
Men hverken en rumlig proportion eller en bestemt stemning eller indre anordning, kan alene være afgørende for et kunstværks virkning. Og alligevel vender vi tilbage til oldgamle proportionsregler.
I pythagoræisk tradition står i nyere tid en arkitekt som Le Corbusier, der har betegnet musik og arkitektur som 'søstre'. Han mener at det er muligt at sanse akustiske og optiske proportioner på samme måde. ("Øret ... kan 'se' proportionerne. Man kan høre den visuelle proportions musik." I publikationen Modulator 2, Boulogne 1955).
For komponisterne blev det i midten af århundredet vigtigt at søge at indordne alle musikkens parametre i tal og proportioner. Dette for at skabe en indre sammenhæng og konsistens, så værket kunne fremstå som en logisk i sig selv hvilende konstruktion. Konstruktionen var lig med indholdet. Stringens og konsekvens blev nøgleord. Det betød en kanon af forbud og regler, som dikterede hvad der var god tone.
En af dette århundredes mest skarpsindige musikologer, Carl Dahlhaus, har kaldt denne meget stringente måde at komponere på for en "latenten Pythagoreismus".
Grænserne opblødes
Komponisten Iannis Xenakis, der i en årrække arbejdede sammen med Le Corbusier, så en direkte sammenhæng mellem arkitektur og musik. I Xenakis' værk Metastaseis (1953/54) danner intervallernes frekvensforhold en geometrisk figur.
Denne figur blev siden videreudviklet til en geometrisk form, idet den 'glidende' form på idéplanet blev formdannende for opbygningen af Philips-pavillonen i Brüssel ved Verdensudstillingen i 1958.
Grænserne mellem musik og arkitektur opblødes i den nye kunst, især i de multimediale udtryksformer. Tænk på betegnelser som 'Klang-skulptur', 'rum-installation', 'tone-arkitektur', 'rum-komposition' og 'performance'.
Rum og klang
Arkitektur forstås nu ikke kun som noget rumligt, det defineres også som noget tidsligt - arkitektur bliver til noget hørbart. Overgange mellem musik og støj, mellem bygget arkitektur og imaginær arkitektur, rum og landskab, bliver flydende.
Målet er en udvidelse af høre- og synsoplevelsen, som tilhøreren og beskueren selv skal fuldbyrde. Stockhausen bestemte allerede i 1955, med værket Gesang der Jünglinge, at klangenes bevægelse i rummet skulle være medbestemmende for kompositionens udformning.
Stockhausen taler i sine nyere værker om 'klang-vægge', der 'pumper' frem og tilbage. I følge komponisten skal lytteren kunne bevæge sig frit i rummet mens musikken opføres, så lytteren dermed selv kan bestemme lytteperspektivet.
Dette realiseres eksemplarisk i Musik für ein Haus (1968): Musikerne spiller forskellige kompositioner i adskilte rum, og lytteren går fra det ene rum til det andet. Live-musikken bliver optaget og gradvist, i løbet af aftenen, bliver denne livemusik erstattet af båndoptagelsen. Til sidst er der ikke flere musikere tilbage, men musikken klinger videre som en bestanddel af huset.
En lignende tilgang til den musikalske realisering kunne opleves i København for nogle år siden med Niels Rosing-Schows og Pablo Llambias' multimedie-projekt Peep på Charlottenborg. Her var rumfornemmelse, live-performance og optaget lyd vævet ind i hinanden i en samlet komposition.
Er det fra den kant, helt nye udtryksformer skal udformes?
Vi vender tilbage til emnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu