Læsetid: 5 min.

Den store rejse

9. september 1997

Ny velskrevet bog om Danmarks-ekspeditionen overser de sidste 30 års arbejde med mysteriet

NY BOG
Skønt det snart er 90 år siden, Danmarkekspeditionen 1906-08 kom tilbage fra sin opdagelsesrejse til Nordøstgrønland, står den stadig tydelig for et stort antal danskere. Ingen anden dansk ekspedition har tiltrukket sig så stor opmærksomhed, og vakt så lidenskabelige diskussioner. Alting tyder på, at det vil ekspeditionen blive ved med at gøre langt ind i det næste årtusinde.
Grunden er ikke det store arbejde, som blev udrettet i løbet af to år, som de 28 ekspeditionsdeltagere opholdt sig i det barske klima i Nordøstgrønland. Det var m.a.o. ikke de store resultater, som blev opnået deroppe, f.eks. kortlægningen af et stykke Grønland, som ingen hvid mand før havde sat foden på. Lige så lidt som det er de videnskabelige resultater i øvrigt, endsige påvisningen af, at Robert E. Peary var fuld af løgn, da han påstod, at Peraryland var en ø.
Det er ikke det, man husker!
Næh, grunden til at interessen stadig er så brændende, og at teenagere og andre den dag i dag stadig drømmer om "at opklare den ekspedition", er den død, som ramte tre af deltagerne. D.v.s. forfatteren Mylius-Erichsen, premierløjtnant Niels Peter Høeg Hagen og den grønlandske kateket Jørgen Brønlund. Det er stadig mystisk, hvordan ikke mindst de to førstnævnte omkom.
I den forbindelse er det ikke underligt, at museumsinspektør Ole Ventegodt har skrevet en ny bog om ekspeditionen og således også om selve ulykken i efteråret 1907. Det underlige er imidlertid at Ventegodt så at sige næsten ikke kommer ind på ret mange af de diskussioner, endsige de erfaringer, som nyere ekspeditioner siden 60'erne har gjort. I den forbindelse kan man godt komme til at tro, at Ventegodt ikke har meget til overs for de ekspeditioner, som i nyere tid har forsket i det nordøstlige Grønland for at opklare gåden vedrørende de tre mænds død. Det fremgår af et par steder i bogen, bl.a. følgende lille hjertesuk: "At så Mylius-Erichsen endnu i dag bliver brugt som madding på ansøgninger fra folk, der gerne vil til Nordøstgrønland, må vel ses som skæbnens ironi".
Overset viden
Fra det øjeblik i 50'erne, hvor Niels Preben-Andersen og jeg, som da begge var officerer i Prinsens livregiment, begyndte at diskutere gåden om Danmarkekspeditionen, var det sandelig ikke, fordi vi gerne ville til Grønland. Vores interesse havde udelukkende den hensigt at rehabilitere tre mænd, hvis arbejde fik stor betydning for både Grønland og Danmark.
Det var heller ikke ligene af Hagen og Mylius, vi håbede på at finde. Vi var faktisk enige om, at de forlængst var gået til. Det var deres dagbøger og journaler og fotografiske plader, m.a.o. alle de arbejdsresultater, som de døde for, og som stadig ikke er fundet, som vi ville finde.
Det prøvede så Niels Preben-Andersen på i 60'erne, ligesom vi sammen forgæves prøvede det i 70'erne. Det blev i stedet til Jørgen Brønlund Mindeekspedition i 1984 og 1987, hvor vi med 12 mænd (bl.a. to grønlændere og en kvinde) gennemsøgte Lambert Land, området om Blå Sø, bunden af DR-fjorden og nordsiden af 79-fjorden.
Sidenhen har andre ekspeditioner gået i vore spor, og i den forbindelse ville det ærligt talt have været relevant, hvis Ventegodt havde forholdt sig til denne væsentlige side af det eftermæle, som Danmarksekspedionen satte sig. Så meget mere, som han citerer flittigt fra senere tiders ekspeditionsrapporter, bl.a. vedrørende det slædespor, som Jørgen Brønlund Mindeekspedion fandt i 1984 (og minutiøst opmålte i 1987), og som Ventegodt indrømmer næppe kan stamme fra andre end Mylius, Hagen og Brønlund.
At Ventegodt tilsyneladende ikke har meget til overs for de ekspeditioner i nyere tid, som deler hans interesse, medfører på den anden side ikke, at han ikke har skrevet en særdeles levende og rigt illustreret bog om det, han har på hjerte. Det vil bl.a. sige hele det kaos, som Danmarkekspeditionen begyndte med. Forberedelserne var virkelig noget rod, først og fremmest fordi Mylius-Erichsen var en rod og ikke holdt sig tilbage for at gøre hvad som helst for at få ekspeditionen af sted. Det beskriver Ventegodt udførligt, ligesom vi får et rimeligt indtryk af alle de modsætningsforhold, som eksisterede blandt ekspeditionsdeltagerne.
Ikke mindst Mylius og den næstkommanderende Alf Trolle, som til sidst ikke kunne samtale, og derpå ombord på skruebarken "Danmark" begyndte at udveksle noter.
Dokumentarisk korrekt
Som det var tilfældet den 9. august 1906, da "Danmark" i isen ud for Grønlands kyst blev genstand for en evakueringsøvelse, hvorunder Trolle glemte at lukke døre og lemme til kabys, messe og lukafer. Med det resultat at hundene, der blev ombord, løb ind og åd 25 pund kød af en kogende gryde, 20 pund smør samt syltetøj, salt, stearinlys og meget mere, ligesom de forrettede deres nødtørft alle vegne, køjerne inklusive.
Mylius sendte da omgående et brev til Trolle, som boede i kahytten ved siden af ham. I brevet ville Mylius gerne "foranledige, at De, der ifølge Deres Stilling sidst forlader Skibet, træffer de fornødne Foranstaltninger til, at Døre, Luger og Laager overalt i Skibet er lukkede, så Hundene ikke kan slippe op på Halvdækket og ind i Salon og Kamre".
Det er under disse omstændigheder, at man giver Ventegodt ret i, at det er forunderligt, at ekspeditionen faktisk løste sine opgaver. Det gør han udførligt rede for i løbet af bogens 428 sider, der også kommer ind på alle forhold vedrørende opbygningen og udførelsen af ekspeditionen. Således også selve den store nordgående ekspedition, hvorunder de tre mænd mistede livet. I den forbindelse beskrives hjemkomsten også, ligesom Ejnar Mikkelsen og Iver Iversens undsætningsekspedition i 1910 er taget med.
Alt er fortalt i et fattet sprog, og man vil således lede forgæves efter mere poetiske tildragelser under ekspeditionen, eksempelvis Brønlunds glæde ved naturen, Mylius-Erichsens digt på en isflage, som de tre mænd drev runde på i 16 dage, eller den ulv, som følger J. P. Koch og grønlænderen Tobias Gabrielsen, da de er på vej til Brønlunds lig på Lambert Land, og som de til deres undren er ude af stand til at ramme.
Den manglende fantasi, som den manglende poesi er udtryk for, gør måske bogen her lidt fattigere, men også lidt mere dokumentarisk korrekt. Hvad der uden tvivl er i god overensstemmelse med Christian Bendix Thostrup og det gæstfrie Arktisk Institut, som Ventegodt i begge tilfælde har trukket store veksler på.
Det er vel også forklaringen på, at Ventegodt gladeligt taler om klarheden i Jørgen Brønlunds dødsbrev, mens han på den anden side rask væk tror på, at den glimrende kartograf Niels Peter Høeg Hagen kunne tage fejl af den sydgående Danmarksfjord og tro, at det var den vestgående Independence Fjord.

*Ole Ventegodt: "Den sidste brik", Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition til Nordøst-Grønland 1906-08. Ill. 428 sider, 348 kr. Gyldendal. udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her