Storladen misantropi

11. september 1997

Célines sorte roman om flugten og eksilet lader sig ikke forstå som digterværk alene, men fordrer et modspil af sin læser

ny bog
Folk med forstand på de dele forsikrer, at Louis-Ferdinand Destouches (1894-1961), bedre kendt som Céline, med sin suggererende skriveteknik revolutionerede fransk digtning. Så forskellige litterære gemytter som Sartre og Marcel Ayme, Genet og Aragon, Raymond Quenau og Boris Vian lod sig influere dybt af hans dynamiske, altid sprællevende stil med dens viltre associationer og hårde insisteren på at bruge så dagligdags et sprog som overhovedet muligt.
Danske læsere har indtil nu kun kunnet stifte bekendtskab med et enkelt værk af denne kontroversielle skribent, romanen fra 1932 Voyage au bout de la nuit (Rejse til nattens ende), som udkom på Arena i 1968, oversat (ikke uproblematisk) af Birger Hansen. Men i dag foreligger på dansk tillige første del af den selvbiografiske trilogi, hvori forfatteren skildrer sin flugt fra Frankrig i 1944, sit ophold i Tyskland 1944-45 og sine år i dansk eksil 1945-51, herunder tiden som interneret i Vestre Fængsel.
Sort litteratur
Marianne Lautrop fortjener al mulig ros for det kæmpe slid, det må have kostet at løfte D'un château á l'autre (1957) så velbeholdent over på dansk, ikke bare med brug af sprogets mest smudsige gloser, men også med et sandt festfyrværkeri af prikker og udråbstegn. Når Céline ser tilbage, sker det i et stilens amokløb, en kulsort skrift, der ikke ligner ret meget andet. Digteren søger paradoksalt en slags renselse gennem snavs, han prøver at retfærdiggøre sig, ikke ved at fornægte sin fortid, men ved at lægge den frem i al dens gru.
"Jeg har kun bestræbt mig på at beskrive eksistensen og kendsgerningerne på en så naturlig måde som muligt," siger Céline i et interview. Her taler han også om "den rene oplevelse", men mener "næsten altid den afskyelige oplevelse, den forbudte oplevelse... De ting, man gennemlider og ikke kan vedkende sig." Det er på denne personlige holdning, han gennemfører rejsen til sit eget mørke indre.
Udgangspunktet tages i Meudon ved Seinen, hvor Céline efter amnesti og hjemkomst åbnede lægepraksis fra 1951. Floden sammenlignes med Styx, hvor Karon venter ved dødens færge. Fra denne på én gang konkrete og visionære situation begiver forfatteren sig nu tilbage gennem traumatiske år, og undlader ikke hadske opgør enhver, der på et tidspunkt har krydset hans vej. Kun konen og katten går fri! Alle andre hvirvles ind i skriftens destruktive kværnen, hyppigt under forvrængede navne. Sartre omskrives således til Tartre. Bag parret Larengon og Triolette skjuler sig Louis Aragon og Elsa Triolet, der oversatte Rejsen til russisk.
Forlæggeren, der trofast spørger, hvordan skriveriet skrider frem, anklages af Céline for at spekulere i ussel mammon. Sølle bogkolportør som han er, ernærer han sig ved at suge geniernes blod:
"de har kælderen fuld af pennens Giganter!... meget større end mig!... angiveligt pederaster! angiveligt kriminelle! angiveligt kollaboratører!... angiveligt algeriske guerillaer!... angiveligt sindssyge sadister!... angiveligt moskovitter! genier i hobetal!... babygenier... hjerneforkalkede genier!... kvindelige genier... ganske almindelige genier!"
Rengøringsregimente
Samme destruktivitet slår ind, hvor talen er om lille Danmark. "Vesterfangsel" eller "Venstre Fængsel", det kan komme ud på ét, og hvad landet som helhed anbelanger, regeres det ifølge Céline af rene undermålere, hvis ikke ligefrem af underordnet personale: "At det hele er så perfekt og vidunderlig hygiejnisk i København, Danmark, at det er til at gå på røven over... tro det ikke!... der er som andre steder verden over!... det vil sige... det vil sige: det er rengøringskonerne der ordner det hele!... ansvarlige for alt og overalt! i ministerierne, i restauranterne, i de politiske partier, på hospitalerne! rengøringskonerne fører ordet!... "
Største delen af værket anvender forfatteren dog på kaotisk udpensling af sine oplevelser i Sigmaringen, på det ærværdige sydtyske slot, hvor hele slænget søgte hen: universets bærme af naziledere, SS-officerer, schupos, kollaboratører, ludere, ministre og generaler. Over deres hoveder drønede dag og nat RAF, og på selve slottet udspillede sig en farceagtig opvisning i intriger og vild dekadence. Hustruen, danserinden "Lili var som hjemme! alle skjulestederne og labyrinterne! billedtæpper der snød, hvor personer-ne ligesom trådte til side, store lejligheder, boudoirer, skabe med tredobbelt bund, vindeltrapper, alle de falske udgange, alle siksakker og sammenfiltrede trappeafsatser!... "
Sket er sket, erklærer Céline resigneret og skriver følgelig sin historie om til umenneskelig komedie. Men han undlader ikke at fremhæve sig selv som syndebukken og den arme martyr: "jeg sonede for alt", fastslår han i sin monstrøse selvynk.
Læseren må spørge sig selv, hvorfor denne forfulgte stakkel da nogen sinde blev nødt til at flygte og siden hen i Danmark måtte udholde sin 18 måneders internering (som i parentes bemærket sikkert frelste ham fra en langt barskere skæbne).
Det skyldes altsammen hans grove skrifter fra sidste halvdel af 30'erne. Først Meaculpa (1936), så Bagatelles pour une massacre (1937) og L'école des cadavres (1938). Af disse tre pamfletter blev de to første meget hurtigt oversat til tysk, for nok var de forfattet i hans karakteristiske, halvt ulæselige, ekstremt aggressive stil med abrupte udfald og lavtflyvende insinuationer, men deres holdning var som benzin stænket på et bål - et rodsammen af militarisme, nationalsocialisme, kulturpessimisme og misantropisk foragt for alt hvad der smagte af demokrati, og de var fremfor alt gennemsyret af jødehad.
Nu keder jeg Dem igen!
Sammenlignet med disse skrifter bevæger Fra et slot til et andet sig i skønlitteraturens friere gebet. Men det betyder ikke, at forfatteren holdningsmæssigt set har flyttet sig. Jødehadet er blot forstørret op til altomfattende foragt for menneskeheden som sådan, stadig med undtagelse af konen og fremfor alt katten. Om sidstnævntes død hedder det: "jeg holdt hendes hoved... jeg holdt hende til det sidste... virkelig et vidunderligt dyr... en fryd at se på... en sitrende fryd... hvor var hun smuk!... fejlfri... pelsen, bygningen, holdningen..."
Det føles som en krænkelse at læse denne beskrivelse midt i Célines sammensurium af sentimental selviscenesættelse, impressionistisk sprogakrobatik, visionær fantaseren og absurdistisk lavkomik. Men Céline har heller ikke høje tanker om læserne - "de alfonser og alfonsinder som gjorde alt, alt for at få ram på mig, uden held, sidder der endnu med kæften på vid gab! skriger på lækkerier!"
"Så, nu keder jeg Dem igen!" udbryder forfatteren gang på gang: "Mine forbandelser befordrer ikke mit skønne værk! mine små fornemmelser og genvordigheder! de rager heller ikke Dem en fjer! garantrise!"
Manden har ret og dog ikke ret, for så vidt som hans bog kløver læseren på midten. Bogen er enerverende og imponerende, man bliver på én gang overfaldet og underholdt af dette raffinerede rableri og denne diaboliske destruktion. Uden tvivl en sproglig tour de force af de virkelig sjældne.
Skønt og ondt bliver ét
Under læsningen tager dog en træthed og tristhed over, og et mishag affødt af Célines dybt uappetitlige forsøg på at tvinge æstetikken, det skønne, til at omspænde selve det onde. Det er som om han forventer at kunne kompensere menneskeforagten bort ved punktuel verbalekvilibrisme.
Der vil uden tvivl være dem, der tro mod modernismens krav om stadige grænse-overskridelser evner at opfatte Célines roman på rent æstetiske præmisser. Men spørgsmålet bliver, om ikke hans misantropi og hans skrivestil blot danner to sider af samme, dybest set ureducérbare ondskab. At betegne denne roman som en storslået kunstnerisk præstation siger akkurat lige så meget eller lige så lidt som at kalde nazisternes masseudryddelse af Europas jøder for en fornem teknisk-administrativ bedrift.