Læsetid: 3 min.

Stormløb mod togtakster på Øresund

23. september 1997

Prisen for en togbillet skal ned med mindst 50 pct, siger HT-områdets politikere og deres kolleger 'hinsidan'

Amts- og kommunalpolitikere på begge sider af Øresund løber nu stormløb mod de takster, som overenskomsten mellem Danmark og Sverige sætter for jernbanetrafik over sundet.
Det kom frem på en stort anlagt konference, som Hovedstadens Trafikselskab (HT) og dens svenske modpart, Länstrafiken i Malmøhus, i går afholdt i Malmø sammen med DSB og de svenske jernbaner .
"Når broen står der, er det vel også meningen, at den skal bruges. Det offentlige skal skabe konkurrencedygtige betingelser for togene. Alternativet er, at det bliver bilerne og busserne, der løber med passagererne. Er det det, vi vil?"
Sådan spurgte Roskildes amtsborgmester Kristian Ebbensgaard (V), der også er næstformand for HT.
Dansk-svenske aftale
Efter den dansk-svenske overenskomst om broen skal den danske banestyrelse og det svenske banvärk hver betale de to landes fælles Øresunds-konsortium 150 millioner kroner om året for retten til at benytte broen til tog.
De penge skal jernbanerne hente ind gennem afgifter fra godstog, internationale tog og regionaltog.
Direktøren for det skånske regionale trafikselskab, Björn Jonsson, fremhævede, at en togbillet til strækningen mellem Roskilde og København koster 38,50 kr.
Men en billet til den tilsvarende strækning mellem København og Malmø vil efter den gældende aftale komme til at koste omkring 60 kr. Forskellen skyldes ifølge Jonsson, at togtrafikken er offentligt støttet på hver side af sundet:
"Men den er det ikke på tværs. Også her må vi imidlertid inddrage de samfundsøkonomiske omkostninger, især miljøbelastningen, og så må togene være billigere. Det er vort vigtigste budskab."
Offentligt tilskud
Til Information forklarer HT's administrerende direktør Johs. Sloth, at forslaget skal forstås sådan, at man ikke piller ved overenskomsten om betaling af de to gange 150 millioner, men at der ydes et tilskud fra det offentlige, således at togbilletten over sundet kommer ned på de 40 kr.:
"Eller lavere," tilføjer Sloth. "Det afhænger af, hvor stor en samfærdsel mellem de to bysamfund, man ønsker."
Når HT-politikerne og deres embedsmænd så entydigt kan drage i felten for en nedsat togtakst, skyldes det, at politikerne i de regionale trafikselskaber på begge sider af sundet stort set er sammenfaldende med personkredsen i den Øresundskomite, der er blevet oprettet for at fremme integrationen mellem Østsjælland og Skåne.
Erhvervsminister Jan Trøjborg (S) afslog lige som sin svenske kollega, den socialdemokratiske kommunikationsminister Ines Uusmann at kommentere forslaget om nedbringelse af togtaksterne.
Selv om de borgerlige regionale borgmestre, John Winther (K) fra Frederiksberg kommune, Frederiksborgs amtsborgmester Kirsten Ebbensgaard (K) og Roskildes Venstre-amtsborgmester Kristian Ebbensgaard står bag forslaget, afviser Det konservative Folkepartis trafikordfører, tidligere trafikminister Kaj Ikast over for Information umiddelbart ideen om lavere togtakster:
"Vi har indgået et politisk forlig, oven i købet mellem to lande," siger Kaj Ikast, og fortsætter:
"Den kollektive trafik er i forvejen stærkt begunstiget over Øresund. Hvis jernbanerne skulle forrente deres reelle andel af driftsudgifterne, var det ikke 300 millioner, de tilsammen skulle betale om året, men to milliarder."
"Den begunstigelse er det nu op til dem selv at få det bedst mulige ud af," mener den tidligere trafikminister.
Modsat mener formanden for Øresundskomiteen, kommunalråd Ilmar Reepalu fra Malmø, at det fornuftigste, de to regeringer kan gøre, er at flå den oprindelige overenskomst i stumper og stykker:
"Det skal koste lige så lidt at køre i tog på broen som på land," siger Reepalu.
Kamp om pendlere
Det fremgik af konferencen, at det kundegrundlag, som jernbanerne og de regionale trafikselskaber især har forhåbninger til ved en lavere takst, er de såkaldte pendlere. Det vil sige folk, der bor på den ene side af sundet og arbejder på den anden.
Idag er der 2.500 daglige pendlere mellem Danmark og Sverige. Det giver ialt en million rejser om året. Reepalu oplyste, at det er Øresundskomiteens målsætning, at antallet af pendlere over Øresund skal mangedobles:
"15.000 er i hvert fald ikke for meget," sagde Reepalu og henviste til, at der dagligt pendler 50.000 mennesker mellem Roskilde og København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her