Læsetid: 7 min.

Det sublime ansvar

26. september 1997

Luc Ferry tilbyder sig som filosof for et nyt, humanistisk venstre

FILOSOFI
De store verdensreligioner søger, hver på deres måde, at finde en mening i det menneskeliv, der så ubønhørligt er begrænset af lidelse, sorg og tilintetgørelse. Før og hinsides al menneskelig vilje er ondskab og død en del af tilværelsens grundvilkår, der ofte melder sig som uforudsigelige slag. For de store religioner - såvel som den etiske filosofi fra stoikerne til Montaigne - består visdommen netop at komme forklaret til rette med disse vilkår.
Men med verdsliggørelsen synes denne visdom at være blevet en umulighed. Mennesket stilles alene - uden Gud, efterhånden også uden tradition og uden fællesskab. Det er et grundtræk ved moderniteten, at psykologien har fortrængt teologien. Alt må have en rationel årsagsforklaring; derfor kan vi ikke længere finde noget trøstende ord til de sørgende og de døende, de være sig unge eller gamle. Lidelsen og tilintetgørelsen er berøvet enhver mening. Døden er blevet en ubehagelig distraktion fra lykken.
"Freud har besejret Montaigne, men hans sejr efterlader en bitter smag," som Luc Ferry konstaterer.
Det er altsammen arv fra Oplysningsfilosofien. Allerede Rousseau bemærker, at den afgørende forskel mellem dyret og mennesket består i evnen til at fuldkommengøre sig; denne evne gør åndsvaghed, sygdom og død til absurditeter for mennesket. "For hvad skal man stille op med forfald, hvis mennesket drages af fremskridtet?" Når menneskehedens ædleste mål bliver frigørelsen fra den blotte biologiske væren og den animalske naturs love for at søge mod stadig "større kulturel og moralsk fuldkommenhed", så mister livet mening for den enkelte. Sorgen bliver banal.
Tiltagende desperation
I tomrummet efter denne store Eksplosion af Lys udviklede 1800- og 1900-tallet sine store idésystemer som en slags 'erstatnings-mening', som mennesker enten kunne vie deres liv til eller reducere deres bekymringer med: marxismen, evolutionslæren, sociologien, psykoanalysen.
Men den bitre smag blev tilbage, efter kommunismens endelige sammenbrud er den endog blevet endnu mere mærkbar. Turisme, shopping og tittytainment formår ikke at tildække det moderne menneskes tiltagende desperation.
Således lyder Luc Ferrys historiske diagnose af moderniteten. Alligevel stiller han sig uden tøven på Oplysningsfilosofiens side. Mennesket er uigenkaldeligt trådt ud i den frihed, hvor det selv må påtage sig ansvaret. Vi kan ikke "genindtræde i overtroen" og ikke give ansvaret tilbage til en instans udenfor mennesket; og som en sådan ydre autoritet må religionerne altid træde frem, mener Ferry, hvad enten det sker i skikkelse af en kirkelig dignitar eller et kanonisk skrift.
Desuden rummer religionerne en fordring om, at "jeg skal finde universet så fuldkomment eller den kosmiske orden så harmonisk ... at jeg tilslutter mig det uden forbehold, i en sådan grad at jeg altid vil elske nuet." Men, lyder følgeslutningen - såre fransk, ekstremt forenklet - hvordan er det muligt at ønske "en genforening med skæbnen, når verden viser os ansigter som Auschwitz og Rwanda?"
En følsom sympati
Det kan synes et paradoks, at verdsliggørelsen af religionen - den liberale teologis opgør med åbenbaringstroen og kulturens radikale affortryllelse - samtidig har været i stand til at anbringe Det Onde udenfor mennesket.
Dét er et resultat af humanvidenskabernes reduktionisme, mener Ferry. Med disse discipliner i ryggen kan der altid findes en social eller psykologisk (eller genetisk!) faktor, der fritager barnemorderen og torturbødlen fra deres definitive ansvar. En videreudvikling af forrige århundredes erstatningsreligioner: så snart mennesket havde tiltaget sig ansvaret for hele tilværelsen, begyndte de frenetiske forsøg på at reducere det bort igen.
Men - og det er her, Ferrys nye bog begynder at rykke - parallelt med menneskeliggørelsen af det guddommelige afdækker de sidste 200 års mentalitetshistorie også en modsat bevægelse: guddommeliggørelsen af mennesket. Gradvist har barndommen, familien, kærligheden fået nye ansigter - hvilket har frembragt et nyt rum for det hellige: Hvorfra stammer den moralske medfølelse med det lidende medmenneske, hvis ikke fra en kærlighed, der nok begynder i den individuelle sensibilitet, men på uforklarlig vis transcenderer denne?
Nok er vi først og fremmest bekymrede for vore nærmeste, men "for den, der elsker sine børn, er det umuligt at forblive fuldstændig uberørt af den ulykke, der rammer deres medsøskende, om det så er på den anden side af jordkloden."
Denne "følsomme sympati" opstår efter Ferrys opfattelse kun i kraft af det modernes følelseslivs gennembrud samtidig med de demokratiske idealer. En interessant tese, ikke videre dokumenteret, men bærende for bogens forkyndelse af en "transcendental humanisme".
Ifølge Ferry er det nemlig helliggørelsen af det menneskelige ansigt og den menneskelige krop - ærefrygten for Menneskeguden - der er roden til det voksende humanitære engagement, som bryder igennem med grundlæggelsen af Røde Kors i 1863, og som nu peger frem mod muligheden for at "genoptage det hellige i kulturen og i politikken".
Menneskehedens religion
Med den humanitære tankegang fødes intet mindre end "en ny religion, menneskehedens religion", arvtager efter kristendommen og menneskerettighederne, men
endnu mere radikal i sin universalitetsfordring.
I de seneste år har én af denne religions mest ansporende faktorer måske været den voldsomme udvikling af de biomedicinske teknologier. Kunstig befrugtning, organdonation, genterapi, forsøg med menneskefostre osv. "har foranlediget spørgsmål af et moralsk og, lad os bare sige det, metafysisk indhold. Det hele virker, som om fornemmelsen for, hvad der er helligt trods 'Guds død', lever, uden at vi af den grund er i besiddelse af den åndelighed eller den visdom, der burde være en del af den." Men vi henvises til et ansvar, der i ordets egentlige forstand er sublimt.
Overfor den biomedicinske profanering skræmmes ateisten mindst lige så meget som den troende. Noget lignende gælder sultkatastrofer og borgerkrige, som den elektroniske presse nu dagligt bringer ind i dagligstuerne.
Det humanitære engagement vokser og tages stadig mere alvorligt (selvom '68-tænkningen', med Marx og Nietzsche i ryggen, gjorde en kraftindsats for at mistænkeliggøre det). "På femogtyve år er antallet af ikke-statslige organisationer, der har til formål at øve velgørenhed, blevet hundrede gange større, hvorimod de sidste af revolutionens oprørere er kommet på museet for uddøde arter".
Politisk genfortryllelse
Disse museumseksemplarer formår karakteristisk nok heller intet at udrette overfor det politiske livs degenerering til teknik. Da François Mitterrand i 1988 blev genvalgt til præsidentembedet, udkom dagbladet Líberation med overskriften "Tillykke, kunstner!" - en hyldest til statsmanden som machiavellisk tekniker, "og det endda på trods af at det var lykkedes omtalte kunstner i løbet af én eneste syvårsperiode at tilintetgøre nærmest samtlige de idéer, på hvilke denne anarkistiske venstreavis havde levet siden sin opståen."
Hvad andet er tilbage, når transcendensen er forsvundet, end politikken som teknokratisk administration og instrumentel demagogi?
Som eksempler henviser Ferry til den abstrakte og meningsløse EU-diskurs og den pinagtige fortrængning af jobløshedens sociale katastrofe. Resultatet er ikke blot "en likvidering af venstrefløjens mest klassiske temaer, men endog en miskreditering af selve ideen om ideer indenfor politik."
Som alternativ sætter Ferry "politikkens genfortryllelse". Politikken må begribe "det uendelige potentiale af solidaritet og sympati, der findes inden for den private sfære"; den må indse, at kun "ved at støtte sig til følelserne, kan man gengive loven den substantielle dimension, som den har mistet på grund af sin adskillelse fra tidligere tiders tanker om fællesskab." Der er ingen forskel på helliggørelsen af kærligheden og de private venskaber på den ene side og tanken om en universel retfærdighed på den anden side.
Selvmodsigelser
Menneskeguden er ikke et egentlig filosofisk værk, snarere en traktat, der begynder som et stykke ubefæstet religionshistorie og ender i et glødende politisk manifest for en ny, transcendental humanisme. 'Transcendental' betyder vel at mærke hos Ferry: 'begrundet et sted uden for naturen, mere specifikt i menneskets hjerte'.
Undervejs må læseren støde sig på mange urimelige flotheder og selvmodsigelser. Som eksempel kan nævnes, at Ferry stærkt fremhæver "neutralitetsprincippet" som et sine qua non ved grundlæggelsen af Røde Kors, men helt opgiver det ved omtalen af FN's nødhjælpsindsats i Bosnien (i overensstemmelse med fransk intellektuel tradition sidestiller han Serbiens Milosevic med Hitler og Sadam Hussein, mens Kroatiens Tudjman går fri og Izetbegovic nærmest gøres til en helgen). Tilsvarende fremstilles den amerikanske intervention i Somalia som et mønsterbillede på humanitært engagement - uden smålig skelen til de amerikanske soldaters grusomme mishandlinger af kvinder og børn og i det hele taget deres tragiske forsøg på at påtvinge et stammefund en politisk struktur, som viste sig helt og aldeles fremmed og uforeneligt med det.
Alligevel er bogen værd at læse. Luc Ferrys filosofi ligner ikke noget, der hidtil har været bragt til torvs i Danmark.
Hans dybeste ambition er fortsat at få ram på Nietzsche og det nietzscheanske arv. I den bestræbelse vedkender han sig en "idealistisk tradition", der rækker fra Rousseau og Kant til Husserl og Levinas. En tradition, der ifølge Ferry aldrig forfaldt til 1800-tallets reduktionistiske materialisme (marxismen, socialdarwinismen og psykologismen).
Kan man bære over med den velkendte franske hang til at stille sig i intellektuel positur og at surfe letfærdigt hen over store begreber - og kan man leve med en ubehjælpsom og usikker oversættelse - rummer bogen en mangfoldighed af æggende inspirationer.
Og hvis en helt ny venstrebevægelse, befriet for den tåbelige, forlængst anakronistiske 'polaritet' mellem socialisme og liberalisme, skulle søge sig en filosof, vil den kunne finde ham i Luc Ferry. Her er et logisk modstykke til kommunitarismen.

*Luc Ferry: Menneskeguden - eller livets mening. Overs. af Anne Rasmussen. 211 sider. 198 kr. Munksgaard/Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her