Læsetid: 6 min.

Suzanne Brøggers livsmaske

27. september 1997

I virkeligheden skulle vi måske være taknemmelige for, at der stadig findes områder, som simpelt hen ikke er særligt spiselige for tv's altædende billeder

QLUMMEN
Hvem siger egentlig, at forfattere absolut er tjent med at komme i fjernsynet? I hvert fald ikke forfatterne selv - måske lige bortset fra Jørgen Gustava Brandt. Det ligger ligesom i luften, at det er for dårligt, at tv ikke gør mere for kulturen, især litteraturen, og forlagsdirektør Johannes Riis brugte da også den årlige tale ved Gyldendals efterårsreception til at efterspørge litteratur i fjernsynet.
I virkeligheden er jeg stærkt i tvivl, om tv egentlig egner sig særligt godt til formålet, og Benedicte Strøms interview med Suzanne Brøgger på TV 2 søndag aften - i anledning af udgivelsen af hendes nye roman Jadekatten - var endnu et eksempel på formens problem. Nemlig at ordets eftertænksomme mennesker ikke nødvendigvis også behersker billedmediet, når det gælder et ganske almindeligt op-ad-væggen-i-studiet-interview.
Journalisten møder nemlig op med den utaknemmelige opgave at få en forfatter til på en halv time og i enkle sætninger at formulere, hvad der står i en bog, det har taget år at skrive. For det må da være muligt at uddestillere budskabet, befriet for romanpersonernes lidelse og smerte og den med-liden, læseren må udsætte sig for?
Ja, selvfølgelig er det muligt. Det er også muligt i supermarkedet at indkøbe suppe i små renlige bouillonterninger og således slippe for det arbejde, det er at skære grøntsager ud og koge fonden ind, mens køkkenet fyldes med røg og damp. Resultatet er bare ikke det samme, selv om begge processer har fordele. Kontanthed og resultater i en fart på den ene side, omhu, perfektion, omhu og eftertænksomhed på den anden.

Strøms research var grundig, redelig og interessant på tv's eget boullionterning-niveau. Hun forholdt sig ikke til, at bogen er skrevet over fire år på et langt, grumt livs erfaringer, men til Brøggers samfundssyn. Både i bogen og i mange avisinterviews har hun givet udtryk for, at familien er på retur og har udspillet sin rolle.
Hertil indvendte Strøm med statistikker i ryggen, at familien trives, folk gifter sig og skilsmissetallet har i ti år ikke været stigende?
Jo, svarer Suzanne Brøgger, men det offentlige system har jo afløst familiens gamle forpligtelser, familien har mistet sit formål.
Ja, men familien trives jo?
"Nå, men så er det hele jo bare noget, jeg har fundet på inde i mit eget hoved," sagde Suzanne Brøgger og lænede sig tilbage med et tilknappet ansigt, der næppe skjulte hendes vrede.

Tableau, hvor Benedicte Strøm blev reddet på stregen af et båndet indslag med Suste Bonnén, der har støbt Suzanne Brøggers livsmaske i en form, der nu kun venter på at blive omsat i krystal.
"Hvorfor fik du lavet en livsmaske?"
"Jo, for at finde en anledning til at være sammen med min veninde. Måske vil Suste bruge den som frugtskål."
Ikke et ord om dødsangst eller om Suzanne Brøggers fascination af masken som det mulige symbol på det image, hun i sin tid gav sig selv med mediernes fuldtonende hjælp. Masken som symbol for et levende menneske, der fryser fast i sin egen døde form.
I et nyt båndet indslag toner Suzanne Brøggers onkel Bent Henius frem. Han mener, at Suzanne i sin nye roman er gået over stregen for, hvordan man kan udlevere sin familie. Suzanne Brøgger bliver ikke hylet ud af den. Værre bliver det, da Strøm spørger, hvor hendes egen grænse går.
"Det ved man først, når historien skrives, man ved jo ikke, hvor forvandlingerne fører én hen."
- Men går grænsen for eksempel ved din datter?
Udmærket spørgsmål, på sin vis. Hvor går grænsen, Suzanne?
Suzanne Brøgger ser igen vred ud. Tv's kontante form er nemlig en Catch 22.: Svarer hun Ja, kan intervieweren konkludere: "Nå, du har en grænse, skal du så ikke respektere andres?" Svarer hun Nej, falder næste spørgsmål selvfølgelig: "Nå, så kan vi altså forvente at læse om din datter næste gang?"
Nu svarede hun: Ved ikke.
Og det er et sandfærdigt, men på tv ikke særligt tilfredsstillende svar. Tv hungrer efter facts og dynamik, vi må videre, vi må have noget på bordet, svar så! Svarer man ikke, taler tavsheden, mens kameraet snurrer, sekunderne tikker, og forfatteren kigger op i loftet, ned på sine fingre og leder efter ordene, de ord som forløser.
Og det er jo netop hvad forfattere gør. De leder efter ordene, og kan endda finde det meget tilfredssstillende at lede efter dem, i timer, dage, måneder og år ved skrivebordet, indtil de rigtige ord dukker op. Men det er jo ikke sikkert, de når at indfinde sig, mens seere og interviewer venter og venter.

Sportsredaktionerne har i princippet samme problem, at også deres 'ofre' er folk af få ord. I det hele taget - eller af forpustelse, glæde eller fortvivlelse lige efter præstationen.
I mange år var tv's sportsinterviews derfor ikke sjældent mindre katastrofer af taktløs konfrontationsjournalistik: "Det gik jo ikke så godt for dig i dag, er du en færdig mand nu?"
Men efterhånden har man udtænkt bedre løsninger, så de tomme talebobler over sportsfolkenes udtryksfulde kroppe fyldes ud af folk, som har haft tid til at tænke sig om. Fra Mader og Leth til den statsmandsagtige ekspertise hos eks-udøvere som Preben Elkjær og Ole Ritter.
Nogle af de bedre kulturprogrammer, som DR's Bogart og TV 2's Bente og Borum, har haft en struktur, der ligner Sportens lidt. Nemlig at vise kunstneren og/eller kunstværket i sine naturlige omgivelser og i en rolig, ikke-konfronterende form udsætte kunst og kunstner for interesserede mennesker, der har brugt tid på at sætte sig ind i sagen, og uden at kameraet plagsomt gransker øjne og ansigt efter nye afsløringer.

I Benedicte Strøms interview fik vi ikke megen fornemmelse af, at det handlede om en roman, udover at Jadekatten lå på bordet. God litteraturfomidling var det altså bestemt ikke. Men som duel, som rent sportslig begivenhed, var det ikke ueffent. Godt fjernsyn er nemlig kontant, stærke følelser, fråde om munden, op på den store klinge, hvor meninger og livsholdninger konfronteres i det grækerne ville kalde ædel kappestrid. I stedet for et interview blev det bare til en historie om, hvor Suzanne Brøggers personlige grænse går - nemlig lige før, hun viser sin sårbarhed i fjernsynet.
Imens Strøm venligt bevarede viljen til at forfølge sit mål, holdt Suzanne Brøgger fast i sin beslutning om ikke at røbe en gåde, som hun faktisk allerede har røbet andre steder. Ikke bare i bogen, men også i de mere blufærdige skrevne medier, som alle, fra Information til Alt for Damerne, har haft hudløst fremragende interviews med netop Suzanne Brøgger.
Det var dette paradoks - at hemmeligheden egentlig ikke var en hemmelighed - der gjorde interviewet til en mærkelig, stædig kamp om ord, der ikke kunne siges - i hvert fald ikke nu, ikke her.

Der er ellers mange gode grunde til at slæbe forfattere i tv-studiet: De har tænkt tanker og har sat sig ind i det at være menneske. De er i pagt med andre og dybere lag af os selv, fordi de søger smertepunkterne og skriver om fællesmenneskelige erfaringer.
Men er det ikke netop den autenticitet, de meget vel kan sætte overstyr, hvis de som alle andre skal forvandle sig til medie-dyr, der skal lære at beherske deres ticks i fjernsynet?
Tv har en særlig og grusom evne til at forenkle og fryse fast - og dermed gøre mennesker til livsmasker som ligner, men ikke er, levende mennesker. I virkeligheden skulle vi måske glæde os over, at der stadig findes områder, som ikke er særligt spiselige for de altædende billedmedier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu