Læsetid: 4 min.

Sylfiden er kommet hjem

23. september 1997

Dinna Bjørns iscenesættelse af Bournonvilles ballet er gjort med omhu
og kærlighed for traditionen

Ballet
Efter nogle sæsoner, hvor Den kongelige Ballet har været i høj sø, er der nu ved at blive udstukket en linje for fremtiden. Da Maina Gielgud blev udnævnt til balletmester, udpegede hun straks en Bournonville-konsulent, Dinna Bjørn, der har beskæftiget sig med stilproblemer og overlevering ved den dejlige rekonstruktion af "Napoli" - foruden at have danset det kurante Bournonville-repertoire selv.
Det føltes som en klog disposition, og hendes iscenesættelse af den ballet, vi skal kunne danse bedre end alle andre kompagnier i verden, bærer præg af omhu over for den viden, vi har om originalen og lydhørhed over for danserne. Der er efterhånden mange fremmede dansere i korpset, der hverken har Bournonville i benene eller i sindet, men Dinna Bjørn er kommet langt med forestillingen allerede - assisteret af Sorella Englund og Anne Marie Vessel Schlüter. Korpsdanserne er præcise og livfulde i de kun tilsyneladende enkle skotske danse, og sylfidekoret holder en høj, ren tone i andenakten.
Det er mere, end man kan sige om Kapellet under Harry Damgaards mangel på ledelse: Deres bedstemor and-musik ved premieren fredag lød, som om de aldrig havde set noderne før. Man er ikke forvænt med omhu fra Det kongelige Kapel, når de spiller til ballet - men Løvenskiold bør tages alvorligt. Man hørte buh'en efter ouverturen - og det var en altfor berettiget reaktion.
Overnaturlige væsener
"Sylfiden" har ikke mindre end tre hovedpersoner, og deres kemi og evner vil definere den enkelte forestilling. Ved fredagens premiere dansede Caroline Cavallo "Sylfiden", og det er indlysende, at det ikke er et parti, hun er født til, med sin moderne udstråling, der ganske afgjort er af denne verden og ikke bærer bud fra de dybe skove. Hendes sind er ikke forrevet, så vi ser ikke ned i gysende afgrunde, når hun viser sig for James. Men det var fint at se, hvor stort et arbejde, Cavallo havde lagt i Bournonville-stilen, som ikke umiddelbart sidder hende i kroppen.
Til gengæld var det frydefuldt at se Mads Blangstrup, der som den vindende to'er, Gurn, har lidt mere dans end vanligt, og som er en født Bournonville-danser, let i springene og ren i linjerne, med en ægte naivitet i persontegningen. Og Johan Kobborg var suveræn i James' soli, præcis, musikalsk og fodrap.
Mærkeligt nok skuffede Kirsten Simone i heksens rolle, som hun ellers har givet et interessant, personligt bud på - noget i retning af aldrende hippie med elektrisk hår og hang til druehyld. Finjusteringen, der ellers udmærker Simones mimiske roller synes at have svigtet her i et uvant overspil. Lidt uretfærdigt blev dette sat i relief ved lørdagens jubelforestilling ved Lis Jeppesens 25-års jubilæum, der bragte et gensyn med den måske interessanteste heks nogensinde, Sorella Englund, der uden at strejfe klicheerne med en dæmonisk lillefinger er den ondskab og sorte sorg, der fremmaner tragedien.
Bournonville-arv
Lis Jeppesen har været sin generations uforlignelige Bournonvilledanser - med et pigesind, der blev modnet til et kvindesind af stor viden og sårbarhed. At se hende som Sylfiden er vemodigt, for man ser ingen efterfølgere, hvis talenter og ambitioner ligger i det repertoire, Lis Jeppesen har gjort vedkommende og nærværende.
Det var ikke teatermuseum at se hende være forelsket i Nicolai Hübbes Gennaro i "Napoli", og hendes uskyldige poesi som Hilda i "Et folkesagn" var aldeles henrivende. Et taknemmeligt publikum gav da også Lis Jeppesen en varmt følt hyldest på hendes jubilæumsdag. Man sukker, for man ser ingen arvtagere; man husker, hvad hun har givet os og glædes ved erindringen.
Mindeopvisning.
Som optakt til "Sylfiden" bydes nu på en indstudering af Jiri Kylians requiem for John Cranko, "Return to a Strange Land" til klavermusik af Leos Janácek. Det er afgjort en gevinst for repertoiret, og en sjældent harmonisk sammenstilling i en forestilling. Kylian er så moderne, som den danske ballet kan være uden at sprænge sig selv, og det melankolsk-lyriske værk har en alvor, der ikke går over i den falske pathos, der nemt opstår i balletter, der handler om døden.
Koreografisk er Kilians værk fra 1975 meget udsøgt, som en lang, kalligrafisk seance af en japansk mester. Kroppene tegner forunderlige mønstre i rummet i en subtil, glidende enkelhed, der gror ud af musikken uden at blive banal illustration til toner og rytme.
"Return to a Strange Land" anslår sommerfuglelet vekslende stemninger for to eller tre dansere, og begge hold forløste den intrikate koreografi med bravour. Første aften bød på en yndig Marie-Pierre Flechais sekunderet af Martin James og Jean-Lucien Massot, efterfulgt af en myndeslank og stilsikker Gitte Lindstrøm i skøjteprinsesse-parafraserne med Mads Blangstrup som velvalgt partner og Fernando Mora som elegant tredjemand.
"Return to a Strange Land" var et stort fremskridt i lysdesign, medens "Sylfiden" godt kan tåle en finjustering af varmt og koldt lys i anden-akten. Så mangler vi ellers blot, at Det kongelige Kapel også tager balletmusikken alvorligt.

*Premiere 19. september, Det kongelige Teater: Jirí Kylián: Return to a Strange Land. Musik: Leos Janácek. Nyindstudering ved Dinna Bjørn: Bournonville: Sylfiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu