Læsetid: 3 min.

Teater for rygere

8. september 1997

Hemmeligt selskab af smøgforlegne mødes på højhusfirmaets tag - ny musik opstår: venskaber, sex og sammensværgelser

TEATER
Hatten af for initiativet: Ung spansk dramatiker på Det kgl., med instruktør, scenograf og halvdelen af skuespillerne fra nogle af de seneste års bedste forestillinger udenfor Det kgl. Og helt overvældende: Fem gode kvinderoller på én gang.
Ideen er fremragende: Der er rygeforbud på den moderne virksomhed og de smøgforlegne er nærmest kriminelle. Firmaet er placeret i et højhus, og de nikotinsultne mødes på taget med lightere i sokkerne.
Som i andre hemmelige selskaber har skabsrygerne ingen navne. De er "kontorbudet", "den mørkhårede sekretær", "den kvindelige vicedirektør". De mødes på tværs af afdelinger og hierarkier. Ny musik opstår - venskaber, sex, sammensværgelser.
Det er den spanske dramatiker Sergi Belbel, der har tænkt situationen, som er eneste og gennemgående scene i hans "Skybrud".
Belbel skriver en formidabel dialog - korte, rene replikker. Hans personer taler rent faktisk sammen - ikke altid tilfældet inden for moderne teater, hvor personerne ofte begrænser sig til at henvende sig til hinanden med informationer. Simon Bobergs oversættelse er mundret og absolut lydefri.
Hvad taler personerne om? Så meget af dialogen handler om firmaet, at man i perioder kan tro at man befinder sig i 70'ernes arbejdpladsteater. Med det forbehold, at det her ikke er spor debatteater, og Bebel ikke interesserer sig for arbejdsmarkedet som sådan.
Stress og uro
De otte medarbejdere på taget er præget af forskellige grader af stress og uro. Edb-manden er mest optaget af sit ægteskab; den kvindelige vicedirektør vil gøre karriere; den kastaniefarvede sekretær fantaserer. Den lyshårede sekretær indfanger det meste af stykket i sin person. Hun er hektisk-nervøs, en hjernetom snakkemaskine. Hun elsker flirt og gaver, er modtagelig for smiger, har bollet og har ingen problemer med at gå ud ad døren og lade firmaet sejle sin egen sø.
Maja Ravns scenografi er flot og effektiv. Taget er så småt og skråt, at man som publikum frygter at glide ud af sædet. Og bag taget svimlende farveoptagelser af himmel, skyer og sol.
Emil Hansens instruktion lægger i en ikke-naturalistisk spillestil vægten på et hurtigt klippende tempo - på nerven og nervøsiteten. Nervøsiteten kommer sjovt ud i nogle karakteriserende bevægelser hos personerne. Den lyshårede sekretær indeholder en aldeles bundløs skat af kropsbevægelser, som signalerer uforpligtende ironi eller distance, ikke-udtalte "anførselstegn".
Ny generation
Instruktøren har fået en del af sine bekendte fra det halvetablerede teatermiljø med ind på Ny Scene. En ny generation - ansigter fra Caféteatret, Kanonhallen, Dr. Dante. Paprika Steen som den lyshårede og Bodil Jørgensen som den kastaniefarvede tager nogle enorme stik hjem.
Men - så er der altså heller ikke flere roser i den buket. Stykkets titel refererer til et udtalt ønske om regn. Det har ikke regnet i byen i en meget lang periode. Det trykkende vejr giver en trykket stemning, hæver alles irritationstærskel. Siger personerne.
Men stykket er og bliver én situation. Godt nok ledes alle frem mod den forløsning, der skulle ligge i skybruddet, men den del af festen er og bliver et postulat. Og en påklistret nød- og lykkeslutning er så dyb i sin ironi, at den er godt på vej til at dementere de næsten to en halv time, der er gået forud. Som er et antal scener for meget. Når først fortroligheden med personerne og situationen er opnået, er der egentlig ikke meget tilbage og ind imellem kan det godt føles som om der er meget langt hjem.

* "Skybrud". Af Sergi Bebel, overs. af Simon Boberg. Instr.: Emil K. Hansen. Scen.: Maja Ravn. Det kgl. Teater/Ny Scene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu