'Der findes kun to former for teater: Den gode kvalitet og den dårlige kvalitet' - sagde Morten Grunwald til kulturminister Ebbe Lundgaard
Scenen er blevet faretruende skrå for kulturminister Ebbe Lundgaard. "Jeg kan forsikre om, at den kulturpolitiske redegørelse, som jeg på regeringens vegne kommer med i løbet af efteråret, vil indeholde klare visioner for dansk kunst og kultur", skrev kulturministeren i gårsdagens Information. Og dem glæder vi os så vel alle til at se - de klare visioner.
Forud for redegørelsen har kulturministeren imidlertid kastet sig selv og teaterverdenen ind i en heftig teaterpolitisk debat. Allerede i august udtalte han sig kritisk om det nuværende abonnementsystem, i hvert fald inden for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab.
"Det er simpelthen blevet for nemt at skabe det sikre", udtalte han dengang til Information. "Dette betyder dog ikke, at jeg har noget imod de 'lette' forestillinger - jeg elsker tværtimod selv at se den slags. Spørgsmålet er, hvilket teater, der har behov for støtte - og hvilket, der ikke har."
Mod teaterpolitikken
Det var ganske interessant at huske på i onsdags, mens kulturministeren var hovedpersonen i TV2 udsendelse Rigets tilstand. Emnet var teaterstøtten, men denne gang både abonnementsstøtten og driftsstøtten, altså hele det offentlige teatertilskud på i alt 867 millioner kroner, (et beløb som altså inkluderer støtten til operaen og balletten på Det Kongelige Teater).
Studieværten Bo Reimer Christensen havde sat Ebbe Lundgaard over for folk fra hele teaterverdenens spændvidde - fra teaterdirektører til en teaterforeningsformand fra Nordjylland, Arte-formanden og Teaterrådsformanden.
Niels-Bo Valbro fra Det Ny Teater undrede sig over den nuværende teaterstøttes skævhed. "80 pct. af teaterstøtten går i øjeblikket til teater for 20 pct. af publikum. Hvor langt skal vi gå? Hvad vil der ske, hvis 100 pct. af teaterstøtten går til 0 pct. af publikum - altså hvis vi støtter det publikumsløse teater?", spurgte Valbro.
Tilsyneladende havde de øvrige adspurgte svært ved at fange Valbros tal. Men kulturminister Ebbe Lundgaard havde først og fremmest svært ved at fatte alt det postyr, som hans seneste udtalelser har medført.
"Jeg ønsker bare at stille spørgsmål ved, om fordelingen af den lille millard er fornuftig. Så dette er ikke et spareforslag, men et forsøg på at bruge de samme midler bedre. Det er faktisk et forsøg på at lave teaterpolitik!"
Mod morskabsteatret
Morten Grunwald kaldte ministerens udtalelse for 'politisk retorik'.
"Hvad mener ministeren egentlig, når han taler om eksperimenterende og nyskabende teater? Der findes kun to former for teater: Den gode kvalitet og den dårlige kvalitet. Og jeg kan ikke se, at det skal være finere at opleve Jørgen Reenberg i King Lear end Kurt Ravn som Jean Valjean i Les Miserables."
Svaret fra Ebbe Lundgaard var konkret: "Jeg mener principielt ikke, at morskabsteater skal støttes med offentlige kroner, hvis jeg skal sige noget kontant!"
Mod publikum
Dette fik tidligere direktør på Amager Scenen, Jan Hertz, til at spørge, om det da ikke er publikum, som staten støtter - eller nu holder op med at støtte. Men til det mente ministeren, at publikum kommer alligevel, støtte eller ej - hvilket Jan Hertz kraftigt benægtede efter egne sviende erfaringer.
Søren Hansen, som er Formand for Arte og kulturpolitisk ordfører for Socialdemokratiet, kom med et hårdt udspil mod kulturministeren:
"Hvad er det for nogle fagfolk, der skal være over teaterdirektørerne - og som skal vurdere, om forestillingerne skal støttes eller ej? Det må ikke være morsomt, det må ikke være underholdning... Det duer ikke, minister!"
Ebbe Lundgaard mente dog nok, at der skulle kunne findes et råd af fagfolk - og han mente også, at han og Søren Hansen skulle blive enige. Men Hansen svarede ikke. Så Lundgaard fortsatte med at erklære, at han ikke har noget problem med at diskutere kvalitet. "Vi skal jo træffe beslutninger - det gør politikere", sagde han.
Mod B-teaterråd
Morten Grunwald protesterede:
"Jeg kan ikke forstå, at man går væk fra princippet med en kunstnerisk leder, som man giver mandatet og ansvaret for repertoiret. At man nu skal nedsætte et B-teaterråd, der skal undersøge den kunstneriske teaterleders valg - det er en mærkelig mistillid!"
Mistillid eller ej, kulturministeren fægter åbenbart fortsat mod alle teaterfronter på én gang - direktørerne, repertoirerne, teaterforeningerne, tilskuerne... Og debatten er mildest talt rodet sammen: Abonnementsstøtten, produktionsstøtten, driftsstøtten hvirvler ukontrolleret rundt i udtalelserne - heftigt suppleret af det foreløbige nødløsningsord 'underskudsgaranti'.
I et interview i Berlingske Tidende torsdag udtalte ministeren sig så yderligere om teaterstøtten. "Jeg vil godt sikre mig, at nogle af de forestillinger, man ikke tør sætte op, har en underskudsgaranti. (...) Jeg har stor sympati for Preben Harris' forslag om en katastrofefond. Tjener du mange penge på teater, så må du også give en del til en pulje, hvorfra nogle af dem, der får underskud, kan trække. Men det er et område, vi forhandler om netop nu. Mit grundsyn er, at vi godt vil bruge nogle af millionerne til repertoireudvikling."
Mod hvad?
Men en repertoireudvikling på vej hvorhen? Mod et anderledes teater, et mere dansk teater, et mere grænsesprængende teater, et mere traditionsbevidst teater? Mod et publikumoverrendt eller et publikumsløst teater? Mod et overstyrede og forhåndsgaranteret og forhåndscensureret teater? Mod et løssluppent og muntert og billetkø-nedkimet teater? Mod et intellektuelt og indspist og 'produceret-for-teaterfolk'-teater? Mod navlebeskuelsen eller udsynet, mod fokuseringen eller frisindet?
Forsættelse følger fra hr. Lundgaard.
Formodentlig.
