Læsetid: 3 min.

Terror i Andesbjergene

27. september 1997

Nicholas Shakespeare zoomer ind på Perus blodige bogerkrig i sin nye roman Danseren i vinduet, og resultatet er en god roman, der dog ikke tilhører litteraturens superliga

Ny bog
Den står på terrorisme, militærmassakrer og kærlighed i den engelske journalist og forfatter Nicholas Shakespears nye politiske roman Danseren i Vinduet. Men det gør ikke bogen til en billig action-krimi, tværtimod.
Shakespeare forsøger seriøst at udforske Perus sygdom: den blodige borgerkrig mellem Den Lysende Sti og den peruvianske hær, hvor begge bærer byrden af ufatteligt mange uskyldige døde. En borgerkrig, der vækker minder om tiden under Pol Pots rædselsregime i Cambodja.
Og forfatterens møde med tastaturet er resulteret i en ganske god roman, selvom den går på krykker flere steder, og i øvrigt har lidt svært ved at komme ud af starthullerne - de første 48 sider er faktisk overflødige.
Iscenesættelsen er enkel: Journalisten Dyers mødes aften efter aften på en restaurant i Pará med politimanden Rejas, der var hoveddrivkraften bag anholdelsen af Eziquiel - et synonym for terroristbevægelsens virkelige leder Abimael Guzmán.
Rejas lader munden løbe - hvorfor skal ikke afsløres. Og igennem hans fortælling møder læseren det moderne Perus fattigkvarterer, middelklassens uudholdelige snobberier og militærets massakrer på uskyldige, men først og fremmest Den Lysende Sti og Ezequiel. Det er ikke et rart møde.
Ubehagelige terrorister
I romanen spankes Den Lysende Sti og Ezequiel, der tilskrives 30.000 mord i løbet af 12 års bogerkrig, samt en massiv terror mod civilbefolkningen - specielt mod bønderne. Billedet er ganske givet rimeligt, men nyt i forhold til alverdens avisartikler kommer der ikke frem. Overraskende og kreativt er portrættet af Ezequiel derimod. Han udstyres frejdigt med både et vildt ekspanderende kains-mærke i form af psoriasis, og en sort samvittighed: Han bor i lejligheder uden spejle, så han er fri for at skulle se sig selv i øjnene. Selv lugten på Ezequiels toilet beskrives. Det er både fint og humoristisk.
Alt sammen hjælper til at give et indblik i denne næsten mytiske figur, der har spredt terror i Peru helt frem til sin anholdelse, men Shakespeare trænger - trods mængden af detaljer - aldrig mere end et enkelt spadestik ned under overfladen. Desværre idt typisk for journalister, der kaster sig over romankunsten.
Og Danseren i vinduet kommer derfor næppe til at tilhøre generationen af udødelige borgerkrigs-klassikere så som den franske forfatter André Malrauxs filosofiske værker Håbet og Menneskets lod.
Hårde ord
Romanen kan også læses som en sønderlemmende kritik af den hvide peruvianske middelklasses liv, der hviler på en forkvaklet småborgerlige vestlig kultur. Men hvad er alternativet?
En avant-garde kultur, der blander elementer fra højlandsindianernes kultur med den mest sofistikerede del af den vestlige. Det er vist nok forfatterens bud, men dette står dog ikke helt klart.
De vestlige medier får også én over nakken, fordi de stort set er holdt op med at interessere sig for Latinamerika. Hvorfor dette er tilfældet, analyserer han ikke. Ærgerligt.
Tilgengæld kan Shakepeare sin latinamerikanske litteraturhistorie, og hist og her planter han små gaver i form af halv-camouflerede referencer til store latinamerikanske værker bla. til den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez og den peruvianske forfatter José Mária Arguedas - for at nævne et par enkelte eksempeler. Og heldigvis er Shakespeare ikke forfaldet til at fylde bogen med talende appelsiner, som mange andre europæiske og amerikanske forfattere, der uden held har prøvet kræfter med den latinamerikanske virkelighed. Ingen magisk realisme her. Tak for det.
Jævnt sprog
Nicholas Shakespeare er ikke en gudsbenådet forfatter, selvom de engelske kritikere har sammenlignet ham med Graham Greene, og Danseren i vinduet er overvejende skrevet i et jævnt ukunstlet sprog - ihvertfald i den danske udgave. Men enkelte gange kommer han faktisk med rigtige sproglige perler, og nogle af hans scener er endog så ubehageligt brutale, at de ville efterlade Bret Easton Ellis, forfatteren til de makabre romaner American Psycho og Less than zero, grøn i hovedet af misundelse. Ubehageligt, men brutaliteten og volden er uomgængelig, hvis den peruvianske syge skal beskrives.

*Nicholas Shakespeare: Danseren i vinduet. 288 kr., 341 s. Det Schønbergske Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu