Læsetid: 7 min.

Under the boardwalk

20. september 1997

Jeg gemte mig under the boardwalk i ugevis for at undgå det påtvungne fællesskab i skolen. Nu blev sprækkerne mellem plankerne oppe over mit hoved for alvor mit eneste nøglehul til verden

ESSAY
Jeg husker melodien, men jeg har glemt ordene. Til gengæld har jeg mine egne ord, som passer til titlen på det gamle hit. Jeg har også haft et liv 'under molen', nede i mørket med havet mellem tæerne og ondt i nakken af at glo opad mod spalterne mellem plankerne, som lod verden være synlig i lange, foruroligende baner. Under molen havde jeg et af de hemmelige rum, som jeg siden har ledt efter overalt, hvor man kan få afstand til verden og derfor omsider får øje på den. For det er et længe overset, naturvidenskabeligt faktum, at alt dette forbandede nærvær som bliver solgt til spotpriser over hele verden, fjerner os fra hinanden.
Tilbage i barndommen, da jeg søgte ly for verden under molen på Vedbæk havn, følte jeg mig tæt på livet. Engang imellem var det kun lange baner af blå himmel i den sorte, tjærestinkende nat, som altid lagde låg på min verden under molen. En gang imellem var det havnefogedens klumpfod, som bankede sine atonale sange ned i mit barnesind eller en skolekammerat set nedefra, som stod og gloede mod Hven med udspilede næsebord. Men riget under the boardwalk foldede sig først ud i sin fulde skønhed, når Vedbæks kvinder forlod deres nedklippede forhaver og satte kursen mod havnen. Så holdt drengen vejret og foldede hænderne uden at be' til Gud, for hun var jo lige deroppe i den røde kjole, der stod som en solopgang hele vejen rundt om hendes kød. Og det skete ofte, at hun stoppede for at tale med en bekendt og mens læberne spillede pingpong med andre læber kunne hendes fine tæer gribe om planken hun stod på, som ville hun pludselig flå taget af min hemmelighed. Drengen dernede i mørket mellem de fugtige sten både håbede og frygtede at det skulle ske, men det skete aldrig for molen var bygget af kraftigt tømmer af mænd, som ikke ønskede at deres kvinder skulle regne ned i favnen på kærlighedshungrende skoledrenge under the boardwalk.

Under the boardwalk var livets muligheder grænseløse. Der var en overvejende sandsynlighed for at man ville blive præsident for de forenede stater samtidig med at man med lukkede øjne driblede sig igennem svenskernes forsvar og scorede ikke alene sejrsmålet, men den smukkeste kvinde som nogensinde havde siddet ved siden af en mindreårig på klaverstolen, mens man spillede Bela Bartoks 'For Children' så smukt, at publikum glemte at klappe efter koncerten, men bare smeltede som dug for Vedbæks sol. Og i dette vandklukkende, tangstinkende mørke var 2. verdenskrig selvfølgelig endnu ikke slut. Før tyskerne nogensinde fik startet på helvedessangen blev Hitler og hans kumpaner ydmyget på det grusomste for under the boardwalk udkom verdenshistorien dagligt i revideret udgave. Og drengen fra Vedbæk spillede altid en afgørende rolle, som han også gjorde i Koreakrigen og da Carlsens skæve skib skulle føres frelst i havn. For kodeordene var kærlighed og heltegerninger. Hverdage var ikke i høj kurs, der var for mange af dem og for få der vilie købe dem. Man kunne fodre svin med hverdage dengang, men i Vedbæk var svinene for længst blevet fortrængt af parcelisterne og måske var det derfor vi selv måtte æde dem.

Engang i fjerde klasse besluttede jeg mig til aldrig mere at gå i skole. Jeg var træt af at sidde musestille i lige rækker og høre ens liv løbe ud i vasken til akkompagnement af en uendelig række ligegyidige kongers årstal, træt af angsten for at blive mistænkt for at være anderledes, træt af klokker der ringede ind og ud i en besk uendelighed, træt af planteskoleejerens søn der altid ville kikke mig ind i øjnene, indtil jeg ydmyget slog blikket ned. I ugevis lod jeg min søster gå alene op ad bakken mod Vedbæk skole, mens jeg selv gik ned ad bakken mod havnen, selvom min søster mente det ville ødelægge mine chancer senere i livet. Og dog vidste jeg, at også hendes akademiske karriere hang i laser. Hun smuttede ofte ind i Enerum Park istedet for at fuldende turen til almendannelsens rødstenskatedral på toppen af Trørødvej. Der tilbragte hun dagen i heftige favntag med Greven af Monte Christo og duften af efterårsblade.
Jeg gemte mig under the boardwalk i ugevis for at undgå det påtvungne fællesskab i skolen. Nu blev sprækkerne mellem plankerne oppe over mit hoved for alvor mit eneste nøglehul til verden. Om formiddagen var trafikken beskeden, folk var på arbejde eller i skole og fiskerne var allerede taget ud på Øresund tidligt om morgenen. Verden kunne være næsten uden lyde, så stille at jeg måtte vende blikket indad og fik øje på sære, ufordøjede øjeblikke i mit korte liv, som da min far prøvede at sælge mig til en amerikaner. Det foregik i en robåd langt ude på sundet. Havet var roligt og torskene bed kun halv-hjertet på vores kroge. Så var det min far spurgte amerikaneren hvor meget han ville gi' for mig. Jeg husker ikke amerikanerens svar, men til min overraskelse slog min far straks til, selvom han bedyrede at han ville savne mig meget. Jeg følte et stik af vemod i hjertet, men samtidig var der omsider sprængt hul i Vedbæks horisont. Jeg var på vej til Amerika, til et land der havde vundet 2. verdenskrig og hvor folk kunne finde på at skære brysterne af deres koner, hvis de blev sure på dem. Det havde jeg havde læst i Louis Armstrongs selvbiografi og jeg havde læst passagen flere gange, fordi jeg ikke troede på at det kunne være sandt. Der skulle jeg nu vokse op fjernt fra Stationsvej, Engvej, Trørødvej og Hr. Nielsen i havnens slikbod. Sært som skæbnen leger med os og dog hang det jo uløseligt sammen med mine dagdrømme under the boardwalk. Men en dag var amerikaneren pludselig væk og jeg var der stadigvæk. Måske havde han ikke haft penge til at købe mig når det kom til stykket, måske havde min far fortrudt.

En formiddag skete der noget dramatisk under the boardwalk, som stod i grel modsætning til alle mine tidligere dagdrømme om mit køns mission på denne planet. Det startede helt uskyldigt...et par mandesko, et par damesko på vej parallelt med hinanden ud på molen, grå bukser, pæn marineblå nederdel, pingpong ord langsomt spillet uden smash. Pludselig så jeg hans hånd under hendes skørt og jeg forstod med det samme, at det ikke var noget kærtegn. Han tog fat i det hvide kød over strømpekanten, som ville han flå det af hendes knogler. Hun faldt ned på molens planker og i et kort øjeblik så hun direkte ned på mig, så løb hun. Jeg turde ikke kikke op, afstanden til verden var pludselig skrumpet dramatisk ind, jeg var ikke længere i sikkerhed. Så hørte jeg dryppene i vandet, ikke mange, men markante på en vindstille hverdag uden bombeangreb. Jeg så op mod sprækkerne mellem molens planker og så for første gang i mit liv en mand græde...live.

Men der var også lykkelige øjeblikke under the boardwalk, som da Vedbæk Pigegarde øvede sig i at gå i takt på molen eller dengang
skibsrederen puttede en håndfuld mønter i en utæt lomme og hans velstand i bogstaveligste forstand regnede ned i mit åsyn.
Det jeg oplevede dengang under the boardwalk var i virkeligheden en marathonfilm optaget i et format så bredt som Henning Enoksens smil efter at have scoret mod Ungarn under olympiaden i Rom i 1960. En fadenivolsk film uden formildende speakertekster, men med øjeblikke af stor poesi, som da den gamle mands stok satte sig uhjælpeligt fast mellem molens planker og han strålende af lykke blev båret i guldstol af to unge, grinende kvinder i badedragt, som netop var kommet op af Øresund. En fri film uden den forudsigelighedens dramaturgi, som vi bruger til at kastrere skæbnen med. Øjeblik på øjeblik set nede fra mørket under the boardwalk og så en dag hånden, der pludselig lagde sig på min skulder, rædslen. Jeg så ikke længere på filmen, jeg var inde i den og der var ingen vej ud. Men hånden tilhørte ikke en nazistisk massemorder på flugt fra General Montgomerys bataljoner, men min søster og hun grinte så højt over min angst, at mit skjulested fik krænget vrangen ud. Det var ikke længere mig som kikkede op på verden, det var verden, som kikkede ned på mig.
Sammen med min skovbundsduftende storesøster trådte jeg for sidste gang ud fra under the boardwalk. Hun syntes jeg skulle vende tilbage til virkeligheden med alt hvad det indebar af skolelærere og bombastiske krav om at tolke verden på samme måde som flertallet. Hun havde sikkert ret. Det at dele dyreart indebærer en pligt til at prøve at lære de samme danse, men i dag lørdag d. 20 september, hvor jeg skal til hendes halvtredsårs fødselsdag føler jeg mig stadig langt fra sikker på trinene, så måske skulle jeg være blevet under the boardwalk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her