Læsetid: 2 min.

Tigermyten punkterer

4. september 1997

Tidligere rapporter om det østasiatiske mirakel har været alt for rosenrøde, indrømmer Verdensbanken

Verdensbanken har ændret syn på det såkaldte "østasiatiske mirakel" og fremhæver nu den stigende kløft mellem rig og fattig, der er opstået trods årtiers høj økonomisk vækst i hele regionen.
"Vore tidligere rapporter om det 'østasiatiske mirakel' har nok været for rosenrøde," siger økonom i Verdensbanken Francisco Ferreira til Information.
Holdningsskiftet er overraskende, fordi netop Verdensbanken har stået i spidsen for en samlet hyldest af Østasiens imponerende vækst og har fremhævet Østasien som forbillede for en udviklingsmodel, der er kendetegnet af en ligelig fordeling af væksten.
Men en ny rapport, som Ferreira er medforfatter til, stiller et stort spørgsmålstegn ved miraklet og konstaterer, at uligheden tværtimod er øget i lande som Kina og Thailand. En holdningsændring, der nærmest er til at tage og føle på: "Ja, vi har taget en lille smule fejl," indrømmer Francisco Ferreira.
Værre end Østeuropa
Francisco Ferreira forklarer holdningsskiftet med, at Verdensbanken har indsamlet nye data fra området, der peger på, at flere og flere bliver ladt i stikken under det økonomiske boom.
Samtidig med at institutionen generelt er blevet mere opmærksom på ulighed som et problem. Den nye rapport Et Mirakel for alle? Gensyn med Fattigdom og Ulighed i Østasien, konstaterer - ikke overraskende - at Østasien langt fra er det mest lige område i verden. Men måske mere overraskende viser den, at uligheden, der er opstået i forbindelse med den høje økonomiske vækst, er større end i f.eks. Østeuropa - inkluderet Rusland, der har oplevet en voldsom social deroute efter murens fald.
"Den vestlige verden har fokuseret meget på Ruslands problemer, måske fordi det ligger tættere på os end Østasien, men den store ulighed, der er opstået i Rusland efter økonomiens sammenbrud, er ikke værre end i f.eks. Thailand. Det er bl.a. det, vi forsøger at gøre opmærksom på med den nye rapport," siger Ferreira. 350 millioner mennesker lever stadig under fattigdomsgrænsen i Østasien.

Tema side 3:
Østasiatiske mirakler
til revision
Side 8: Økonomi i opbrud

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu