Læsetid: 4 min.

Tortur-offer advarer mod diplomat fra Tanzania

11. september 1997

En diplomat, der beskyldes for at have en fortid som torturbøddel, kommer til Skandinavien. En flygtning fortæller, at han er et af diplomatens ofre

Ministerråd Juma Ameir ryddede i går sit skrivebord på Tanzanias ambassade i England.
Efter at have været diplomat i London i 19 år, overflyttes Juma Ameir nu til Tanzanias ambassade i Stockholm.
Dét jobskifte følges med stor interesse i Danmark.
Tanzanias ambassade i Sverige dækker hele Skandinavien, og i Danmark bor der flere flygtninge fra Zanzibar, som ikke ønsker at se Ameir som diplomat hér. De hævder at være blevet tortureret af manden, da han tilbage i 1970'erne arbejdede for sikkerhedspolitiet på Zanzibar.
Tanzanias ambassadør i Sverige, Wilson Tibaijuka, bekræfter, at Juma Ameir er på vej til Skandinavien.
"Ja, han flytter til Stockholm. Jeg ved endnu ikke hvornår, men han kommer," siger Wilson Tibaijuka.
Ambassadøren fortæller, at Ameir overflyttes, fordi han nu har været i London i en periode, og så er det meget naturligt at blive udstationeret i et andet land.
Hverken det svenske eller danske udenrigsministerium har indtil videre modtaget visum-ansøgninger fra diplomaten. Men ministerråd Jørgen Ilfeldt fra det danske Udenrigsministerium sagde i torsdags til Information, at ministeriet helt sikkert vil undersøge tortur-beskyldningerne mod Juma Ameir, når han skal akkrediteres til Danmark.
Pisket med ledning
Hashil S. Hashil kom til Danmark i 1979 som flygtning. I dag er han dansk statsborger og ansat på Det Danske Center for Menneskerettigheder. Hashil siger, at han kan berette om Juma Ameirs metoder som forhørsleder på Zanzibar.
"Det er slet ikke til at fatte, at en person, der har tortureret flere tusind mennesker, kan leve under diplomatisk immunitet," siger Hashil S. Hashil.
I 1964 blev republikken Tanzania dannet af de to selvstændige stater Tanganyika og Zanzibar.
Hashil kommer fra Zanzibar, hvor han var kaptajn i marinen.
I april 1972 blev Zanzibars hersker, A. Karume, der også var vicepræsident i unionen Tanzania, myrdet. Karume havde få år forinden tortureret og myrdet en anden mand. Det var hans søn, Humud, der skød Karume.
Det kunne se ud som om, at personlige motiver lå bag mordet, da Humud havde sværget at hævne sin fars død. Men myndighederne i Tanzania efterforskede sagen ud fra en teori om politisk sammensværgelse.
Blod på væggene
I ugerne efter Karumes død blev 86 mennesker med tilknytning til det venstreorienterede Umma-parti arresteret. Deriblandt Hashil S. Hashil, der på mordtidspunktet befandt sig i Tanzania hovedstad, Dar-es-Salaam.
En uge efter mordet på Karume blev Hashil hentet af politiet, og han kom i fængsel i Dar-es-Salaam. Dér sad han i seks måneder, indtil syv personer fra Zanzibar kom til fastlandet for at afhøre ham. Blandt de syv var Juma Ameir, som arbejdede for sikkerhedspolitiet på Zanzibar, fortæller Hashil.
Hashil blev udstyret med håndjern og bind for øjnene, og de syv personer kørte afsted med ham og en anden fange i en bil.
"Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen. Vi kørte i cirka en halv time, og jeg kunne høre, at vi kørte langs havet. På et tidspunkt kom vi til et hus, og jeg fik bindet af øjnene. Huset var frygteligt; der var blod på væggene," fortæller Hashil.
De to fanger blev anbragt i hvert sit forhørslokale. Hashil husker, at han sad omvendt på en stol og blev forhørt af de syv. De sagde til ham, at de godt vidste, at han ikke havde noget med mordet at gøre. Men de ønskede, at Hashil skrev under på en seddel med en masse navne. Han skulle bekræfte, at personerne på listen arbejdede imod regeringen. Hashil nægtede.
"Fordi de ikke kunne få mig til at gøre, som de ønskede, tog de en elektrisk ledning og piskede min ryg med den. Bagefter sparkede de mig med militærstøvler på skuldrene," siger Hashil.
Fik 30 års fængsel
Hashil fortæller, at han senere har fået at vide, at en vagt ved døren kunne høre, at de to fanger blev tortureret. Deres skrig og gråd fik vagten til at ringe til sin chef og bede ham om at gøre noget, så ikke fangerne blev myrdet under forhøret. Sikkerhedschefen skulle ifølge Hashil have ringet til præsident Nyerere, som fik forhøret stoppet. De syv personer kom i fængsel i en uge.
Hashil kom også tilbage til fængslet. Men han skulle sidde i yderligere seks år, før han slap ud.
Med hjælp fra Amnesty International kom han i 1979 til Danmark som flygtning. Tilbage på Zanzibar venter en fængselsstraf på 30 år.
Mette Hundewadt fulgte i 1970'erne retssagen i Tanzania for den danske afdeling af Amnesty. Hun siger til Information, at der ikke er tvivl om, at Hashil og hans medfange var blevet tortureret.
Hashil siger, at det er farligt at stå frem med beskyldningerne mod Juma Ameir. Men han siger, at han ikke frygter for sit eget liv. Det vigtigste for ham er, at diplomaten ikke kommer til Skandinavien.
I de 19 år, som Ameir har været på Tanzanias ambassade i London, er der ingen flygtninge, der offentligt har protesteret over hans diplomat-job. Det skyldes ifølge Hashil, at folk er bange. Den almindelige opfattelse blandt flygtningene fra Zanzibar er, at Ameir udnytter sin stilling til at sende oplysninger om flygtningene hjem til regimet i Tanzania, siger Hashil. Det bekræftes af det ansete nyhedsbrev Africa Analysis.
Journalist Ahmed Rajab fra Africa Analysis siger, at det britiske Udenrigsministerium gennem flere år har presset Tanzanias regering til at flytte Juma Ameir til en anden ambassade, da han har fungeret som diplomat i usædvanligt mange år.
Det britiske Udenrigsministerium siger til Information, at de udenlandske diplomater normalt er i landet i fire-fem år. Men det er helt op til de enkelte lande selv at bestemme tjenestetiden. Man har ikke lagt et pres på Tanzanias regering, lyder meldingen fra London.
Udenrigsministerierne i Danmark og Sverige følger sagen. Begge steder vil man tage stilling til, hvad der skal gøres, når de modtager en ansøgning fra Juma Ameir om at blive akkrediteret til Skandinavien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her