Læsetid: 5 min.

Tryghed findes i skyggen af en kampvogn

16. september 1997

Stolac er en af de byer, hvor fordrevne muslimer har en stor chance for at opnå politisk indflydelse efter lokalvalget i Bosnien. Foreløbig trives hr. og fru Omer bedst med en SFOR-kampvogn foran havelågen

STOLAC
Stolac i det sydvestlige Hercegovina ligner ikke ved første øjekast en by, det er værd at kæmpe så vedholdende om. Man kommer til den ad øde landeveje gennem et landskab af forrevne buske og klippestykker. Varmen er denne solrige septemberdag nærmest uudholdelig. Det er et slangernes paradis, men bolig for mennesker...?
Før krigen var Stolac, beliggende centralt på handelsvejen fra Mostar sydover mod Montenegros kyst, en multietnisk by med 18.000 indbyggere - 8.000 muslimer, 6.000 kroater og 4.000 serbere.
Det var samtidig en by, der havde stor strategisk betydning for herredømmet over hele denne del af Hercegovina. Og dermed bydende nødvendig at erobre for de hercegovinske kroater i bestræbelserne på at skabe deres egen stat, Hercego-Bosna, ud af det post-jugoslaviske virvar.
Så kæmpet blev der i Stolac. I første omgang blev serberne smidt ud, og året efter - i 1993 - var det muslimernes tur. Efter samme koncept: Alle våbenføre mænd i koncentrationslejr, kvinder, børn og gamle skræmt på flugt.
Krigens byfornyelse
Stolac bærer endnu - fire år efter, at den "etniske rensning" var fuldbyrdet - præg af krigens byfornyelse. I byens centrum står adskillige huse hen som sortsvedne ruiner. Alskens plantevækser er groet op imellem stenene: Det, der før var muslimers hjem, har nu tilsyneladende anvendelse som lossepladser.
Her er ingen problemer med at parkere bilen. En kæmpestor parkeringsplads i byens centrum ligger, hvor før lå Stolacs århundredgamle moské. Den blev - lige som byens øvrige tre moskeer, statuen af den tyrkiske feltherre Ali Pasha og en ældgammel tyrkisk badeanstalt - blæst til småstumper af byens nye magthavere.
Tavse kroater
Over for, hvad der var moskéen, sidder nu Stolacs nye indbyggere og nyder solen og en espresso. Mange af dem er selv flygtninge fra byer, hvor kroater er blevet udrenset. Og ingen synes at have lyst til at fortælle en fremmed journalist, hvad de mener om udsigten til, at Stolac efter lokalvalget får et byråd med næsten lige mange muslimer og kroater. Eller hvad de synes om planerne om at genbosætte den muslimske befolkning i byen.
På nær en enkelt, Ante hedder han, en smilende ung mand med mærkevare-tøj og Rolex-ur.
"Muslimerne er da velkomne tilbage," siger han, mens kammeraterne griner højt. "Bare ikke alle ekstremisterne". Ante stemmer på Kroatiens Demokratiske Union (HDZ) og Franjo Tudjman (Kroatiens præsident) er hans leder, ikke Izetbegovic i Sarajevo. Og så vil Ante i øvrigt meget hellere fortælle om, hvorfor Kroatien har et bedre fodboldlandshold end Danmark trods det uheldige resultat forleden.
Stolac er en af de byer, som er afgørende for det internationale samfunds forsøg på at genskabe i alt fald en del af det multi-etniske samfund, der fandtes i Bosnien før krigen.
Lokalvalget, der blev holdt lørdag og søndag, skal bane vejen for muslimernes tilbagevenden.
Sortsvedne ruiner
Resultatet vil først foreligge om nogle dage, men på papiret tegner det til at blive en snæver afgørelse i Stolac: Ca. 12.000 registrerede vælgere, knap halvdelen muslimer, godt halvdelen kroater. Det vil, lyder de internationale organisationers teori, i alt fald give muslimerne en vis indflydelse i byrådet og dermed bane vejen for flere muslimske familiers tilbagevenden til Stolac.
Men kører man ud af Stolac' centrum og ind i det vestlige villakvarter i byen, står det klart, hvor hård en kamp, det bliver.
Alle huse er fra en ende af bombesprængte, sortsvedne ruiner. Intet har undgået dynamitten, den brændbare substans, der holder ilden i gang i dagevis, samt vandalismens signatur: det rød-hvide, skakternede kroatiske våbenskjold og bogstaverne HVO (de bosniske kroaters milits med en perlerække af krigsforbrydelser bag sig). Et kvarter, lagt øde af den smitsomme sot, der hedder nationalisme.
Midt i kvarteret står - tilsyneladende umotiveret - tre kampvogne tilhørende det spanske SFOR-kompagni.
De skal tjene som beskyttelse for de foreløbig 43 muslimske familier, der fornylig er flyttet tilbage til kvarteret efter års eksil i det muslimske Øst-Mostar. Det sker som led i FN's flygtningeorganisation, UNHCR's første forsøg på at få genbosat flygtninge i deres tidligere hjem, det såkaldte Dayton Pilot Project.
Der bliver aldrig nogensinde tale om at genbosætte alle 8.000 fordrevne muslimer - en meget stor del af husene er så totalskadede, at de aldrig bliver bygget op igen, og en del af husene er okkuperet af tilrejste kroatiske flygtninge.
100 familier var målet for UNHCR, da første etape begyndte i foråret 1996, men hidtil har man altså kun nået de 43 - og det med store vanskeligheder, blokeringer fra Stolac' kroatiske byråd, stenkast og blokader mod muslimerne og ildspåsættelse og anden hærværk på tre netop istandsatte huse.
I familien Omers hus
"Det er nogenlunde fredeligt nu, men man ved alligevel aldrig. De 10 dage er der roligt, men den 11. dag er der problemer," siger Zugor Omer, en pensionist, der netop for tre måneder siden flyttede tilbage til det hus, han byggede for 31 år siden, men lige som alle andre blev totalraseret under den etniske udrensning.
"Det er værst, når de unge kroater, der selv er fordrevet et eller andet sted fra, har drukket," supplerer hans kone, Zejna. "Så tager de herud og kaster sten mod huset og råber Ustasja-slagord (Ustasja er den kroatiske fascistbevægelse under Anden Verdenskrig, red.)."
For at beskytte de 43 familier - og i anledning af lokalvalget - har de internationale styrker, SFOR, øget bevogtningen. Fra deres pladser på terrassen under de nedhængende vinranker ser hr. og fru Omer lige ud på en SFOR-kampvogn. Det giver tryghed.
Hr. og fru Omer kan godt gå til byen uden de store problemer, fortæller de. Nogle gange bliver der råbt efter dem, men "der er også kroater, der er flinke."
Hr. Omer fremhæver, at han får en korrekt behandling på byens hospital.
Men samtidig er der problemer med det kroatiske bystyre, der kun med armene vredet om har måttet affinde sig med genhusningsprojektet og ifølge kilder i UNHCR hele tiden prøver at obstruere. F.eks. har de muslimske familier ikke fået genetableret vandforsyningen og gadebelysningen, og der bliver ikke hentet skrald.
Bede til Gud og Clinton
Fra kvarteret lyder der hammerslag. Et byggesjak af muslimske arbejdere fra Mostar er kommet for at istandsætte nye huse i Dayton Pilot-projektet, i øvrigt delvist finansieret af Dansk Flygtningehjælp.
Arbejderne må efter fyraften tilbage til Mostar. De er alle våbenføre mænd, der kan have kæmpet i krigen, og de tør ikke overnatte af frygt for repressalier fra kroatisk side. Men hvad sker der, når SFOR forsvinder og den spanske kampvognsenhed ikke længere er vagthund uden for familien Omers dør?
"Det gør de aldrig. Jeg beder hver dag til Gud om, at de må blive her. Gud og hr. Clinton," siger Omer.

Leder på forsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu