Læsetid: 3 min.

Uden kastagnetter og tyrefægtere

26. september 1997

Flamenco har fået en ny opblomstring i 80'erne og 90'erne - Carlos Sauras film kommer hele vejen rundt om både tradition og fornyelse

NY FILM
Der er ingen kastagnetter i Carlos Sauras stort anlagte Flamenco. Og ingen forvirrede tyrefægtere med flade, sorte papmachehatte. Det er med andre ord ikke nogen turistfilm. Filmen handler - indefra og på grænsen til det puritanske - udelukkende om musikken og dens udøvere.
Flamenco er kun en dokumentarfilm i den udstrækning, at den dokumenterer bredden og de mange flamenco-skoler, der lever side om side. Filmen er uden forklaringer, interviews og kommentarer: 100 minutter med nogle af genrens bedste musikere, sangere og dansere: Paco de Lucia, Carmen Linares, Enrique Morente, El Potito, Joaquin Cortés osv.
Det kan næsten ikke gøres enklere. Saura har lejet en ridehal (eller er det en markedsbygning). Med lyse, flytbare vægge, podier og gulvplader har han bygget nogle nødtørftige, diskrete dekorationer.
Flamenco har efter nogle årtier, hvor den var reduceret til folklore og turistattraktion, i 80'erne og 90'erne fået en forbløffende renæssance. Også udenfor Spanien.
Hvor det måske nok har kunnet virke som om den var stivnet i ydre former og næsten fundamentalistisk traditionsdyrkelse, har den de seneste årtier vist sig at være i stand til at optage elementer fra jazz og salsa i sig, og de bedste af de nye flamencostjerner spiller gerne op mod og væk fra traditionen.
Flamenco i Levi's
I filmen måske tydeligst vist i en afsluttende rumba, hvor elementer fra anglo-amerikansk pop er trængt ind i musikken, og pigerne vipper rundt i Levi's og andre mere moderne beklædningsformer.
Hvilket ikke er noget brud på, men snarere i overensstemmelse med traditionen. Flamenco er i sin tid opstået i mødet mellem nordafrikansk, jødisk og zigeuner-musik og har siden taget lyde, bevægelser og dansetrin fra andre kulturer og traditioner til sig - senest er latinamerikanske bearbejdelse af spansk kultur vendt tilbage og er blevet optaget i moderne flamenco.
Carlos Saura har før beskæftiget sig med flamenco. Antonio Gades var med på Sauras udgave af Carmen og af Lorcas Blodbryllup. Men her han han taget skridtet helt ud og lader musikken og dansen tale for sig selv.
Mens musik og musikere i vores del af verden er meget generationsrettede, er det vidunderligt her at se generationerne mødes og vise hinanden, hvad de hver især kan og står for. I et større arrangement danser et korps på en snes yngre kvinder. Ind kommer en måske 60-årig kvinde, hvis krop hverken er formet af aerobics eller workouts. Hun bliver ikke sat til at vaske gulv - hun er den centrale danser. Hun viser og er sin modne krop og er et af højdepunkterne i filmen. Matilde Coral.
Rum og respekt
I en far/søn-dans mødes den bredvommede Farruco og hans tynde Farruquito - ikke i konkurrence eller opgør, men i en generøs given hinanden rum og respekt.
Der er ingen indre tematisk sammenhæng i filmen - den består af en række numre, som viser genrerne og dermed bredden i nutidig flamenco. Kameraet er i nær på sangeransigterne og i total på danserne, og der klippes ikke helt så utålmodigt som på MTV.
Dansen handler - undtagen i et par næsten løsslupne numre - om kontrol. Man fornemmer nok en truende eksplosion under overfladen, men der er låg på. Til gengæld er sangene - især hos de ældste sangere - det rene hjerteblod. Spansk blues, selvfølgelig, men tydeligvis påvirket af den traditionelle frasering, både i moskéen og hos synagogens kantor.
Flamenco er en oplevelsesfilm. Store følelser, stor kropskontrol, farverig underholdning. Kraftfulde vitaminer til både øjne og ører.

*Flamenco. Instr.: Carlos Saura. Fot: Vittorio Storaro. 100 min. Spansk (Gloria, Dagmar, København; Repriseteatret, Holte)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her