Læsetid: 3 min.

Udladninger

18. september 1997

sprog
Roastbeef, computer, feedback, weekend - ordstoffet i dansk får til stadighed tilskud udefra, og mange af de nye ord er blevet internationalt fællesgods. Kropssproget fornys også gennem tilskud udefra. Lad os se på et par eksempler fra sportens verden.
Når der scores i fodboldkampe, går målscoreren ofte i knæ, løfter hovedet, bøjer armene, knytter hænderne og siger "yes!" eller noget i den stil. De gjorde man ikke for 25 år siden. Og medspillerne overskrider deres interne urørlighedszoner og hengiver sig til klap og omfavnelser, der kan ligne voldelige overfald og tøjlesløs gruppesex. Sådan opførte Knud Lundberg og Carl Aage Præst sig ikke, og Henry From kunne kun strække sig så vidt i normbrud som at placere et stykke tyggegummi på overliggeren før et straffespark. Det var før verden gik af lave, da en mand var en mand, et mål var et mål og kropslig udfoldelse mellem mænd noget, der var forbeholdt sydlændinge og homoseksuelle.
Men det er ikke kun fodbold-adfærden, der har ændret sig. Udladningerne kontrolleres mindre end før overalt på sportspladserne. Anja Andersen kunne i 50'erne ikke have udfoldet sig i aggression og infantilitet i det omfang, som hun gør nu. Og selv de hvidklædte tennisspillere glemmer alt om gentlemansportens uskrevne regler. Der råbes, skriges og stønnes, der opføres teatralske scener mellem spillere, mellem spillere og tilskuere, mellem spillere og dommere. Nok kunne den temperamentsfulde Kurt Nielsen se sig gal på en ismand, der forstyrrede hans cirkler, men kun sjældent hamrede han løs i barnlig ophidselse som fx dengsedrengen John McEnroe.

UDLADNINGERNE forplanter sig fra tv-skærmen og superligaens topkampe til 3. pusling i Ikast. Kropssproget er det samme, de samme scener opføres, de samme lyde udstødes. Og ikke kun hos børn og unge.
Jeg kan som tennisspiller bekræfte, at manererne optræder ufortyndet selv på Akademisk Boldklubs baner. Det kan være ganske distraherende. På bane tre fandt der et gigantisk opgør sted mellem to midaldrende mænd. De fik næsten ikke spillet tennis, men de fik markeret sig, råbt, skreget og skændtes, og de fik diskuteret hver eneste bold og hver eneste kendelse, som var det et spørgsmål om liv og død. I hvert fald kunne det høres hos os på bane 1. Den ene spiller virker, også uden for banen, decideret psykoinfantil, den anden er studs og grov, agerer på banen som en stædig halvsadist, der lader modstanderen gennemgå alle tænkelige lidelser; når han tændte for et antydet smil, hørte kampen op med modstanderens tilråb: "Jeg kan ikke spille, når du ser sådan ud!" Vor infantile ven spadserede rundt på banen, vekslede mellem selvbebrejdelser og anklager: "Du ødelægger kraftedemig hver eneste bold. Jeg vil aldrig se dig for mine øjne!" Der gik så meget kuk i det hele, at de glemte stillingen, og vi på nabobanerne kom næsten i samme situation. Mest patetisk var sådan set de selvopgør, der fandt sted. "Jeg er en klovn! Shit, jeg spiller som en ko! Jeg hader mig selv!" Det er store ord i sensommeren, og det er synd for dem, der ikke kan spille uden at investere hele selvagtelsen.
Det er naturligt at spille for at vinde; ellers er det heller ikke sjovt for modspilleren. Men det er tankevækkende, at medens man før i tiden gik stille med det, hvis man var en dårlig taber, dér udstiller man nu med alle til rådighed stående udtryksmidler sin ynk. Eller måske skal vi sige: Man udfolder sig, man bruger sig, man blotter sig, man åbner for ventilen ind til det opdæmmede overtryk.
Kvinderne er godt med, men når som regel ikke ud i de absurditeter, der præger mændene. Men det støn, man før diskret udstødte i forbindelse med en hård serv, en flugter eller en hård returnering, får nu frit løb og ekko - helt over til os på banen ved siden af. Én stønnede simpelt hen højlydt, hver gang hun gav bolden, hvad den havde godt af. Og det lød, ja, undskyld mig, fuldstændig som en middelstærk, østdansk orgasme, en blanding af et støn, en hulken og en hvinen, som virkede stærkt distraherende. Det kom i lange serier, igen og igen. Min makker og jeg så generte på hinanden. Det endte med 0-6, i min favør. Og uden en lyd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu