Læsetid: 6 min.

Ukontrollable tårer

20. september 1997

Det er selvfølgelig ærgerligt, at mennesker ikke græder over manglen på øko-æg, EU-bureaukratiet og SF's splittelse, men man kunne jo også tage hatten af for, at der overhovedet grædes i fællesskab

QLUMMEN
En gang mødte jeg en politisk aktivist. Han var en mand uden mellemregninger, hvis taler mod småborgerskabet, imperialisterne og medløberne var udtryk for ægte lidenskab. Vi havde kendt hinanden på godt og ondt et års tid, da jeg en dag fandt ud af, hvorfor han altid var optaget søndag eftermiddag: Han sad i sofaen med skumbananer og græd over Dollars.
Jeg kom til at tænke på ham, da der skete noget besynderligt for fjorten dage siden. Den engelske prinsesse Diana var blevet dræbt i en trafikulykke i Paris - måske på flugt fra fotografer, måske på grund af en døddrukken chauffør, måske på grund af noget helt andet. Men nu var det dagen før hun skulle begraves. I min stue sad pludselig min mand (også gammel politisk aktivist) og hans bedste ven (et af de sjældne mennesker, der aldrig er holdt op med at være politisk aktivist) foran fjernsynet: De ville se Dronning Elisabeths direkte tv-transmitterede tale til det britiske folk. Børnene og en hund, vi passede, blev gennet ud.
Mens min mand indgående kommenterede Elisabeths tale - "hun er iskold" - ondulerede vennen det meste af en flaske rødvin og huskede tilbage til søndagen før, hvor nyheden om Prinsesse Dianas død var blevet kendt.
"Jeg fik sgu tårer i øjnene, da jeg hørte det," sagde han, stadig overrasket over disse ukontrollable tårers opdukken.

Dagen efter, da prinsessen skulle begraves, kaprede min mand stuens bedste stol og låste sig fast foran fjernsynet med pibe og kaffe. Han blev grebet. Snart sad han - og jeg - med våde øjne, opslugt af øjeblikket, som vi delte med millioner af mennesker over resten af verden, og så på billederne af tyste sørgende englændere, de to jakkesæt-klædte drenge bag kisten og de fornemme kongelige biler, der kørte op foran Westminster Abbey. Vi havde lukket begge døre til stuen, en anelse flove over disse følelser, der greb fat i os, uden at vi helt vidste, hvor de kom fra. Når børnene og deres venner trampede igennem værelset var det en hurtig håndbevægelse op i øjenkrogene og et meget imødekommende svar på hvadsomhelst, de fandt på at spørge om eller forlange.

Senere på dagen mødte jeg min svenske veninde, der sammen med sin svigermor havde knebet en tåre over den tale, prinsessens bror holdt i kirken, hvor han lovede at forsvare hendes to sønner, prinserne, mod royal kulde. "Er det, fordi man selv er mor," spurgte min svenske veninde i jagten på noget, der kunne forklare tårerne, "at man bliver så påvirket?"
Det mærkelige var, at tårerne så ud til at have ramt i flæng. I avisen og fjernsynet havde jeg, inden begravelsen, hørt en dansk biskop fortælle, at den store sorg i de engelske gader og hos de danskere, der også var berørte, var en overfladisk sorg. Den svarede til, fortalte biskoppen, de stærke følelser man kan få over en sørgelig film. Næ, så var det noget andet med drabet på John F. Kennedy, hvor en hel verden forståeligt havde været i chok.
Så blev prinsessen begravet. I de følgende dage kunne man iagttage, hvordan de uforståelige begivenheder havde skabt et påtrængende behov hos flere af vore fremtrædende kommentatorer. Et behov for at bringe orden i det, der var sket. Ikke for at forstå de utæmmelige følelser men for at inddæmme dem, excorsere dem, ja endog latterliggøre dem. I Politiken rasede David Gress over flæbersamfundets faretruende overfladiskhed. Gode gamle Ebbe Reich greb til mølposen og mente, at opmærksomheden om prinsessens død var hårrejsende, sammenlignet med alt det andet rædsomme, der sker i verden. I et interview konstaterede Suzanne Brøgger, at tårerne var tegn på fattige liv. Når følelser skulle leves ud over en sølle prinsesse fra et andet land, så stod det ikke for godt til, mente hun. Carsten Jensen samlede citater fra kølige udenlandske columnister i sin tirsdagsrubrik i Jyllands-Posten, hvert enkelt af dem tydeligvis formuleret med nydelsesfuld svælgen i distancens ord.
Et par dage efter talte jeg med min rødhårede veninde, der som samfundsengageret journalist har tilbragt syv år i London. Nu bor hun i København. Også hun havde siddet og grædt, da hun så billederne af englænderne i parkerne. Hun fortalte om sin danske fotografveninde, der havde stået i kø i London i 11 timer for at skrive i kondolencebøgerne. Her havde fotografen mødt en højt placeret administrationschef og en fængselsbetjent fra Brixton, begge dybt bevægede, og beslutsomme i deres venten på at sætte de beskedne navnetræk i bøgerne.
Men hvorfor, spurgte jeg hende, hvorfor så stor en sorg?
"Det samfund har været præget af en kynisme så stor, at den også havde taget bolig i englænderne," forklarede min rødhårede veninde. "De var vant til et establishment, der sagde ét og gjorde noget andet. Ministre, der sagde, at hvis man ikke kunne finde arbejde, måtte man bare tage sin cykel og køre ud og lede, lige som deres gamle fædre havde gjort det i et andet århundrede."
Og hun fortsatte: "Ministre, som om dagen var heteroer og råbte højt om kernefamiliens værdier, men om natten kastede sig ud i deres S/M-aktiviteter og blev fundet døde i dametøj med en appelsin i munden. Det har været så gennemsyret af hykleri, at Diana, ved at stå ved sine følelser offentligt og som den eneste offentlige person gå imod the establishment, vandt alles anseelse, også dem, der som jeg selv i begyndelsen ikke havde megen respekt for en kvinde, der om sig selv sagde, at hun havde en hjerne som en ært."
"Når folk græder, er det måske også fordi de nu har fået et establishment, de så småt tør begynde at tro på. Da Labours Tony Blair kom til, var der ingen, der troede på ham. Han var bare fuld af ordgas. Men nu viser det sig, at han faktisk holder, hvad han lover. Det er den stemning, folk har modtaget det her i - en blanding af dyb sorg og behov for at lette hjertet, så de kan slippe af med den sidste kynisme," sagde min rødhårede veninde.

Men stadig var det vel ikke nogen forklaring på, hvorfor også så mange danskere var blevet berørt af Dianas død og begravelse.
"Så I det i fjernsynet," spurgte jeg min far i telefonen. Han svarede lidt tøvende, som var han usikker på, om jeg nu ville kritisere ham for det. Da jeg selv bekendte kulør, sagde han:
"Joh, vi så det da. Ikke det hele. Men noget af det. Det var især brorens tale, og så det bifald, der kom bagefter. At de klappede spontant, det er aldrig før sket i en kirke. Det sker nok heller ikke igen," sagde min far.
Efter en kort pause fortsatte han: "Men det rører jo ved nogle andre ting. Ting inden i en selv. Lige som, du ved godt, når man hører en bestemt salme i kirken."
Senere ringede min mor. "Jeg kan ikke huske noget, der har grebet så mange, siden Kennedy døde. Da hans bror døde, var det knap så sørgeligt, det var jo mest fordi ni børn blev faderløse. Jo, og så da Martin Luther King døde. Det var også noget, der greb mig, kan jeg huske."

Men det var jo bare en skide prinsesse," som min mand kommenterede, i sin overraskelse over, at gamle hard-core venstrefløjsaktivister og veluddannede halvintellektuelle aber som ham selv, hans venner og hans nære kollega, der ringede dagen efter begravelsen, var blevet så anfægtet og berørt.
Var det en religiøs vækkelse? En anden biskop, Jan Lindhardt, har været inde på, om vi måske græd, fordi vi i virkeligheden længes tilbage mod det katolske fællesskab fremfor at ville forblive i den protestantiske individualisme. Nok var det hele lidt hovedløst, mener Lindhardt, men, som han siger, så er det trods alt bedre at være hovedløs end hjerteløs.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at mennesker ikke græder over manglen på økologiske æg, det truende EU-bureaukrati eller SF's splittelse. Men man kunne også tage hatten af for, at tårer rammer i flæng, og at der overhovedet grædes i fællesskab. Om det så er fordi begivenheden berører strenge i én selv, tilføjet en blanding af medfølelse og fællesskabstrang, er vel egentlig lige meget.
Jeg kender ikke svaret på, hvorfor vi græd. Og det er måske pointen: Vi græd fordi. Og det var sgu godt nok...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu